Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 433: Geotekniske og geofysiske forundersøgelser til Energiø Nordsø. Vurdering af påvirkning på havpattedyr

Kyhn, L.A., Sveegaard, S., Galatius, A., Teilmann, J., Tougaard, J. & Mikaelsen, M. 2021. Geotekniske og geofysiske forundersøgelser til Energiø Nordsø. Vurdering af påvirkning på havpattedyr. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 44 s. - Videnskabelig rapport nr. 433
http://dce2.au.dk/pub/SR433.pdf

Sammenfatning

Folketinget besluttede i 2020 at etablere to energiøer i dansk farvand, en i Nordsøen og en i Østersøen. Energinet er herefter blevet pålagt at gennemføre geotekniske og geofysiske forundersøgelser, forud for de strategiske miljøkonsekvensvurderinger og udbud af koncessioner på havmølleparkerne. Energistyrelsen har bedt DCE – Nationalt Center for Energi og Miljø, Aarhus Universitet,  om at vurdere påvirkninger af de geotekniske og geofysiske forundersøgelser på havpattedyr og Natura2000 områder udpeget på grundlag af havpattedyr. I denne rapport vurderes effekter på populationerne af hhv. marsvin, hvidnæse, vågehval, spættet sæl og gråsæl i Nordsøen. Der er udarbejdet en tilsvarende vurdering for de relevante bestande af havpattedyr i Østersøen.

 

Vurderingen af mulige konsekvenser har taget udgangspunkt i brugen af en geofysisk lydkilde (sparker), der vurderes at være den mest betydelige kilde til påvirkning af havpattedyr.

 

Risikoen for at havpattedyr pådrager sig permanent høretab som følge af forundersøgelserne er alene knyttet til tidspunkter, hvor sparkeren startes og denne afstand vil række op til 620 m for marsvin og 1400 m for vågehvaler. For spættet sæl, gråsæl og hvidnæse vurderes risikoen for at pådrage sig permanent høretab at begrænse sig til afstande < 50 m. Risikoen for permanent høretab for havpattedyr kan efter al sandsynlighed reduceres til ubetydelig ved anvendelse af en soft start procedure som afværgeforanstaltning.

 

Det vurderes, at alle havpattedyrarterne vil reagere på støjen fra forundersøgelserne i en afstand op til ca. 11 km fra surveyskibet. Det vurderes at påvirkningen på bestandsniveau fra adfærdsændringer er så begrænset i tid og rum, at effekten på populationsniveau for alle arter er lille.

 

Der ligger ingen Natura 2000-områder med havpattedyr på udpegningsgrundlaget i en afstand fra forundersøgelsesområdet, hvor det vurderes at aktiviteterne kan få betydning inde i Natura2000-området.