Aarhus Universitets segl

Nr. 405: Indvandring og biodiversitet på det nye stenrev ved Livø

Dahl, K., Buur, H., Andersen, O.N., Göke, C. & Tonetta, D. 2020. Indvandring og biodiversitet på det nye stenrev ved Livø. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 60 s. - Videnskabelig rapport nr. 405. http://dce2.au.dk/pub/SR405.pdf

Sammenfatning

Nye revstrukturer blev udlagt ud for Livø i Limfjordens Løgstør Bredning i marts 2017 og disse, samt den omliggende havbund, blev undersøgt med et stort kvantitativt indsamlingsprogram i juni 2019.

Undersøgelsen viste, at området for de nye revstrukturer både rummede eksisterende tætte småstenede revforekomster og områder udelukkende med sand.

Artsdiversiteten på den omliggende havbund var relativ høj (135 forskellige dyr og alger) og for faunaens vedkommende sammenlignelig, for så vidt angår artsantal, med tilsvarende studier fra revområder i Kattegat. Diversiteten på de nye revstrukturer var omtrent det halve med 64 identificerede arter. De lidt mere end to år gamle revstrukturer rummede mellem 414 og 1096 g askefri tørvægt/m2 havbund, ca.11 gange højere biomasser end den omliggende havbund og også betydelig højere individtal af bundfauna. Etableringen af rev var sket på bekostning af særligt muslingearter og nogle arter af gravende havbørsteorme. Den rødlistede art Modiolus modiolus (Hestemusling) blev også fundet omkring revene og nogle muslinger må formodes tabt ved etableringen. Én art, den fastsiddende kalkrørsorm Spirobranchus triqueter, var særligt dominerende både på hårdt substrat på den omliggende havbund, men i særdeleshed også på de nye revstrukturer. På de nye revstrukturer voksede kalkrørsormen ”skulder ved skulder” og vinkelret ud fra det faste substrat.

Der var store variationer i både biomasser og individtætheder mellem de enkelte prøver. Den samme store variation er set ved lignende undersøgelser på rev i Kattegat. På trods af variationerne fandt vi en signifikant positiv effekt af mængden af hårdbund på biomasser af fauna på den omgivende havbund rundt om de nye revstrukturer. Endvidere faldt biomasse og artsantal signifikant med dybden på de nye revstrukturer. 

Makroalger blev slet ikke fundet i sugeprøverne på den omgivende havbund. Alger blev dog observeret og dokumenteret på omkring 4 m dybde. Der var makroalger tilstede på de nye revstrukturer, men samlet udgjorde de blot mellem 3 og 7% af den gennemsnitlige biomasse i de tre undersøgte dybdeintervaller (2,4-3m, 3,1-4m og 4,1-5m).

Søpindsvinet Psammechinus miliaris (tangborre) var tilstede i stort antal både på den omgivende havbund og på de nye revstrukturer. Det høje antal søpindsvin medfører med stor sandsynlighed et betydeligt græsningstryk på makroalgevegetationen. De sparsomme makroalgeforekomster der er observeret, skyldes derfor højst sandsynlig en kombination af dårlige lysforhold og et højt græsningstryk fra søpindsvin.