Boertmann, D., Blockley, D., & Mosbech, A. 2020. Greenland Sea – an updated strategic environmental impact assessment of petroleum activities Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 375, 380 pp. dce2.au.dk/pub/SR375.pdf
Nærværende rapport ”Strategisk miljøvurdering af olieaktiviteter i den grønlandske del af Grønlandshavet” er en opdateret version af en strategisk miljøvurdering af aktiviteter forbundet med olieefterforskning og -udvinding i den grønlandske del af Grønlandshavet. Den oprindelige rapport blev udgivet i 2012 i forbindelse med åbningen af havet ud for Nordøstgrønland for olieefterforskning. Der blev givet fem tilladelser og der blev gennemført seismiske undersøgelser, men alle fem tilladelser blev givet tilbage efter nogle år. Nu planlægges havområdet udbudt igen i 2021 og 2022.
Rapporten dækker farvandet mellem 68° og 82° N (Resumé figur 1). Dette område betegnes som vurderingsområdet i Grønlandshavet (Greenland Sea assessment area).
Blandt betingelserne for tildeling af tilladelserne var, at firmaerne skulle bidrage til miljøarbejde i området, og disse midler forvaltedes af Miljøstyrelsen for Råstofområdet (EAMRA). De blev blandt andet brugt til at finansiere en række undersøgelser i årene 2016-2019, betegnet som Strategic Environmental Study Program for Northeast Greenland, med henblik på at forbedre den viden, der skal indgå i miljøregulering af aktiviteter i området.
Dette forskningsprogram var baseret på en plan udviklet i 2013 på baggrund af de videnshuller, der blev identificeret i den forrige version af den strategiske miljøvurdering (se Annex C). Formålet med planen var at fremskaffe viden om miljøet, der skulle kunne bruges i forbindelse med planlægning og regulering af efterforskningsaktiviteter og i forbindelse med udvikling af oliespildsberedskab i den vestlige del af Grønlandshavet. Planen indeholdt forskning (marin økologi, biodiversitet, toxikologi og nedbrydning af olie), udvikling af et atlas over områder følsomme overfor oliespild og denne opdaterede strategiske miljøvurdering. Planen fokuserede på de tre overordnede spørgsmål, der var af størst betydning for at minimere effekterne af olieaktiviteter i området:
a. planlægning af efterforskningsaktiviteter, sådan at de mest sårbare områder og perioder undgås,
b. planlægning af oliespildsberedskab, sådan at effektive og miljøvenlige bekæmpelsesmetoder er tilgængelige i området og kan være til rådighed og udvælges ved en miljøafvejningsanalyse (Net Environmental Benefit Analysis – NEBA) i tilfælde af et spild.
Disse tre spørgsmål blev belyst af elleve sammenhængende temaer, med en lang række forslag til undersøgelser.
Planen blev derpå forelagt de olieselskaber, som havde de fem efterforsknings- og udvindingstilladelser i området, og de fleste af de foreslåede undersøgelser blev finansieret af disse selskaber gennem det grønlandske selvstyre. Planen blev herefter til et forskningsprogram, betegnet: Det strategiske miljøforskningsprogram i Nordøstgrønland (Strategic Environmental Study Program for Northeast Greenland). Det indeholdt følgende (med de indtil nu publicerede resultater citeret i parentes):
Resultaterne af disse undersøgelser er baggrunden for denne rapport, og de præsenteres i kapitler og tekstbokse i det følgende, ligesom de er publiceret særskilt (se citeringerne ovenfor). De refereres også i Annex D. Resultaterne har i høj grad bidraget til en forbedret vidensbasis omkring økologien og oliespild i vurderingsområdet.
Rapporten her er udført af Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) og Grønlands Naturinstitut (GN).
Rapporten behandler et område, som er større end det forventede udbudsområde (se Figur 1). Det skyldes, at der skal tages højde for, at oliespild kan drive meget langt og dermed også ud af det område, som vil blive udbudt.
Området er beliggende i den højarktiske zone og har de for denne zone karakteristiske biologiske træk: Forholdsvis lav biodiversitet (undtaget de bundlevende dyr), korte fødekæder, og områder med meget høje koncentrationer af organismer. Den lave biodiversitet modsvares af, at visse arter er uhyre talrige, og nogle af disse er nøglearter i fødekæderne. Dvs. at de højere trofiske niveauer er afhængige af disse nøglearters forekomst i tid og rum.
Påvirkningsfaktorer (Environmental pressures). Er de menneskelige aktiviteter der påvirker omgivelserne. Det er f.eks. fiskeri og fangst, skibsfart eller minedrift og på større skala også klimaændringerne. Undertiden bruges ordet stressorer på dansk i denne sammenhæng.
Konsekvens af (impact). Bruges, som effekt, men i lidt bredere betydning, som f.eks. konsekvensen på miljøet ved brug af giftige borekemikalier.
Effekt eller virkning af (effect). Bruges om virkningen af specifikke aktiviteter eller stoffer udledt til miljøet, som f.eks. giftpåvirkning af kemikalier i boremudder eller hvordan seismisk støj påvirker havpattedyr ved bortskræmning eller midlertidigt høretab.
Følsom (sensitive). Er de økologiske elementers (organismer, processer) naturlige reaktion på påvirkninger udefra. Narhvaler er f.eks. følsomme over for undervandsstøj. Se også sårbar nedenfor. Grænsen mellem følsom og sårbar er dog ikke skarp.
Sårbar (vulnerable). Dette begreb medtager også risikoen for at blive påvirket af menneskelige aktiviteter. F.eks. er narhvaler, på grund af deres følsomhed over for undervandsstøj, sårbare over for planlagte seismiske undersøgelser. Grænsen mellem følsom og sårbar er ikke skarp.
Miljørisiko (Environmental risk). Beskriver sandsynligheden for og konsekvenserne af en menneskelig påvirkning af miljøet, som f.eks. en efterforskningsboring.
Det vurderede område er lokalt meget rigt i biologisk/økologisk forstand, men der er også store områder med sparsomt liv. Primærproduktionen om foråret er visse steder høj, der er rige dyresamfund på havbunden ligesom der er store og meget vigtige forekomster af både fugle og havpattedyr. De nye undersøgelser viste, at der særligt langs kontinentalskrænten var høj produktion, og der blev her fundet områder med tætte bestande af koldtvandskoraller.
Blandt fuglene forekommer der vigtige (både nationalt og internationalt) og rødlistede arter som polarlomvie (nationalt rødlistet) og ismåge (internationalt og nationalt rødlistet) og på kysterne af polynyet ved Scoresby Sund yngler flere millioner par søkonger (national ansvarsart). Om foråret og efteråret trækker mange fugle gennem eller langs med østsiden af vurderingsområdet på vej mellem ynglepladser på Svalbard og i Rusland og vinterkvarterer på havet ud for Canada og Sydvestgrønland. De talrigeste arter er søkonge og polarlomvie, og en meget stor del af den samlede bestand af den fåtallige ismåge foretager dette træk. Om foråret samles store flokke af ederfugle i polynyerne, og om efteråret bevæger søkongerne fra ynglepladserne ved Scoresbysund sig op på det åbne hav mellem Svalbard og Grønland.
Havpattedyrerne udgør toppen af fødekæderne med sæler, hvaler og øverst isbjørn, og de forekommer i hele vurderingsområdet. Isbjørne for eksempel bevæger sig rundt overalt, hvor der er havis (Figur 44, 45), nathvaler fortager regelmæssige vandringer mellem sommeropholdssteder i fjorde og kystnære områder til kontinentalskrænten om vinteren. Dove Bugt viste sig at være et vigtig sommeropholdssted under undersøgelserne i 2017 og 2018. Grønlandshvaler opholder sig mest på kontinentalsoklen, og nogle af dem foretager lange vandringer mod øst forbi Svalbard. Om foråret er der for nyligt fundet større ansamlinger omkring kontinentalskrænten mellem 76° og 78° N. Grønlandssæler og klapmydser samles på isen om foråret i den centrale del og føder her deres unger. Hvalrosserne er om vinteren i polynyerne især Nordøstvandet, og om sommeren på en række landgangspladser i områdets centrale del. Om sommeren ankommer fin-, blå- og pukkelhvaler sydfra sammen med kaskelotter og opholder sig især over kontinentalskrænten. Flere af havpattedyrerne vurderes som truede (rødlistede) på verdensplan – herunder isbjørn, hvalros, blåhval finhval og grønlandshval.
Særligt vigtige biologiske områder i det marine miljø er polynyerne, som er mere eller mindre åbent vand på ellers isdækket hav. De tre store polynier er Nordøstvandet ud for Nordostrundingen, Siriuspolyniet ud for Wollaston Forland og mundingen af Scoresby Sund. Der er tillige flere mindre polynyer fordelt langs kysten. Polynyerne har ofte områder med åbent vand om vinteren og deres udbredelse udvides om foråret (april/maj). Det medfører, at primær-produktionen kan indledes meget tidligere end i de omkringliggende isdækkede områder. Det betyder også, at havpattedyr kan overvintre her, og at trækfugle, der er afhængige af åbent vand, kan raste her meget tidligere på året end andre steder langs kysterne. Den tidlige produktion tiltrækker desuden koncentrationer af havpattedyr og fugle, og det er ikke tilfældigt, at byen Ittoqqortoormiit/Scoresbysund blev etableret ved et af de store polynyer. Vurderingsområdets store ynglekolonier af havfugle ligger alle ved polynyerne og det er her mange af indlandets vandfugle samles inden isen forsvinder fra søer og kær. Områdets hvalrosser overvintrer i polynyerne og i denne sammenhæng er Nordøstvandet meget vigtigt.
Hellefisk udnyttes kommercielt i den sydligste del af vurderingsområdet (Figur 73), og fangst og fiskeri til lokalt brug er vigtige aktiviteter for beboerne i Ittoqqortoormiit og for de fangere fra Tasiilaq, der tager på fangst mod nord til vurderingsområdet (Figur 71). Endelig er der turistaktiviteter i områder, dels med udgangspunkt i Ittoqqortoormiit og dels med krydstogtskibe.
Aktiviteterne fra en komplet livscyklus for et oliefelt er så vidt muligt vurderet med vægt på de aktiviteter og hændelser, som erfaringsmæssigt giver de væsentligste miljøpåvirkninger. Men da der ikke er erfaringer med udvinding af olie i Grønland, er vurderinger af aktiviteter i denne forbindelse ikke konkrete, men bygger på erfaringer fra andre områder med så vidt muligt sammenlignelige forhold. Der er især trukket på den meget omfangsrige litteratur om de store oliespild i Prince William Sund i Alaska i 1989 og i den Mexicanske Golf i 2010, på den norske miljøvurdering af olieaktiviteter i Barentshavet (2003) og på Arktisk Råds Arctic Oil and Gas Assessment (AMAP 2010a).
Vurderingerne i denne rapport bygger på de eksisterende klimatiske forhold. Klimaændringer påvirker miljøet i vurderingsområdet, og især isens forekomst har allerede ændret sig meget. Det betyder ændrede leveforhold, som vil medføre, at nogle arter reduceres i forekomst og udbredelse, mens andre vil begunstiges og nye arter vil indvandre og etablere sig.
Vurderingerne bygger på den tilgængelige biologiske viden, som ved undersøgelserne i perioden 2016-2019 er væsentligt forbedret.
Efterforskningsaktiviteter er midlertidige, de varer typisk nogle år og vil for det meste være spredt ud over de tildelte licensområder. De udføres desuden kun i den isfrie periode, dvs. om sommeren og efteråret, formentlig i perioden juli til oktober. Seismiske undersøgelser er dog gennemført ved hjælp af isbryder i perioden 2010-2016.
Hvis efterforskningen ikke påviser olie eller evt. gas, det kan betale sig at udvinde, vil aktiviteterne ophøre og alt udstyr fjernes. Findes der derimod olie, som efter en vurderingsperiode (appraisal) viser sig muligt at udnytte, vil aktiviteterne overgå til en udvikling af oliefeltet med afgrænsningsboringer og udbygning af faciliteter og derpå en egentlig udvinding af den fundne olie (se nedenfor).
Blandt de væsentligste påvirkninger fra efterforskningsaktiviteter er forstyrrelser fra støjende aktiviteter (f.eks. seismiske undersøgelser, boring og helikopterflyvning). Der forventes relativt svage, midlertidige og lokalt forekommende påvirkninger, idet mere omfattende påvirkninger kan undgås med forebyggende tiltag, som f.eks. ved at undgå aktiviteter i særligt følsomme områder eller perioder. Dog kan de særlige 3D-seismiske undersøgelser, der foregår i begrænsede områder, give anledning til mere markante påvirkninger, som i yderste konsekvens kan påvirke særligt sårbare bestande – inden for vurderingsområdet især narhval, grønlandshval og hvalros. Flere aktiviteter i samme område vil desuden kunne give anledning til kumulative påvirkninger, et forhold der bør tages højde for i planlægningen af for eksempel seismiske undersøgelser.
Intensive seismiske undersøgelser kan formentlig få hellefisk til at søge væk fra området i en periode, og sker det i vigtige fiskeområder, vil undersøgelserne også kunne påvirke fiskeriet negativt. Men undersøgelser af andre fiskearter tyder på, at denne påvirkning er midlertidig. Gydeområder betragtes generelt som særligt følsomme overfor seismiske undersøgelser, men hellefisk gyder ikke i vurderingsområdet, og dette problem er derfor ikke aktuelt.
Der er en risiko for, at havpattedyr vil søge bort fra vigtige fødesøgningsområder og trækruter pga. forstyrrelserne fra seismiske undersøgelser. Det forventes dog, at påvirkningen fra en enkelt seismisk undersøgelse vil være midlertidig (varighed uger til måneder), fordi aktiviteten ophører. Men kumulative påvirkninger fra flere aktiviteter kan forstærke effekterne på dyrene. Seismiske undersøgelser i Grønland er underlagt regulering, som skal forebygge egentlige skader på havpattedyr (særligt hvaler) og der er udpeget en række beskyttelsesområder for narhval, grønlandshval og hvalros for at begrænse forstyrrelser i vigtige områder.
Det er påvist, at trykbølgen fra de luftkanoner, der benyttes ved seismiske undersøgelser, kan slå fiskeæg og -larver ihjel ud i en afstand af maks. 5 m. I Norge er der bekymring for at meget intensive seismiske undersøgelser i områder med høje koncentrationer kan dræbe så meget fiskeyngel, at det kan påvirke rekrutteringen til bestanden af voksne fisk. Tilsvarende høje koncentrationer af fiskeyngel kendes ikke i grønlandske farvande, og de højeste koncentrationer forekommer desuden om foråret før seismiske undersøgelser normalt udføres. Det kan derfor konkluderes, at seismiske undersøgelser ikke giver anledning til risiko for væsentlige påvirkninger af fiskebestandene i den grønlandske del af Grønlandshavet.
Efterforskningsboring giver også anledning til støjende aktiviteter. Maskineri og skruer, der holder en flydende platform på plads (vandet er næsten overalt for dybt til, at man kan bruge borerigge, der står på bunden) frembringer kraftig støj. Støjen kan påvirke havpattedyr på store afstande, sådan at de søger væk fra lydkilden, og særligt hvaler er følsomme. Der er derfor risiko for at narhvaler, grønlandshvaler og hvalros kan blive fortrængt fra vigtige opholdsområder. Der er også risiko for midlertidig fortrængning af blå-, fin-, våge- og pukkelhval i sommermånederne.
Fangst på havpattedyr vil kunne påvirkes, hvis byttedyr bortjages fra traditionelle fangstpladser, hvilket kan være aktuelt i den sydlige del af vurderingsområdet nær byen Ittoqqortoormiit og ved fangstområderne som Tasiilaq-beboerne benytter omkring Kangerlussuaq.
Ved en efterforskningsboring benyttes boremudder til at smøre boret, kontrollere trykket i borehullet og til at transportere det udborede materiale (borespåner) op til platformen. Er dette vandbaseret udledes det ofte til havet efter endt boring, mens de oliebaserede typer, som er mere miljøskadelige, i dag normalt bringes til land for at blive behandlet eller deponeret under kontrollerede forhold.
I Grønland er der hidtil kun benyttet vandbaseret boremudder. Ved de tre boringer ud for Disko i 2010 blev der i alt udledt 6000 tons boremudder og 2261 m3 borespåner. Der må tillige kun bruges de mere miljøvenlige ”grønne” og ”gule” tilsætningskemikalier (jvf. OSPARs klassifikation). ”Røde” og sorte” er ikke tilladte. Dog kan der gives tilladelse til ”røde” (som er svært nedbrydelige), hvis det kan godtgøres, at brugen bidrager til på anden vis at gøre en boring mere miljøvenlig. Dette svarer til reglerne for brug af borekemikalier i Norge. Det skal dog nævnes, at man tillige benytter oliebaseret boremudder i Norge, men under betingelse af at det deponeres/behandles på land og dermed ikke udledes til havmiljøet. Dette er siden boringerne i 2010’erne blevet muligt i Grønland.
Ved udledning af vandbaseret boremudder og borespåner er der en risiko for at påvirke bundfaunaen i nærheden af udledningsstedet ved sedimentation af materiale og forplumring af vandet. Det er vanskeligt at vurdere virkninger af udledning af boremudder og -spåner i Grønlandshavet. Men det forventes, at udledningerne fra en enkelt efterforskningsboring kun vil give minimale og lokale påvirkninger, hvis de mest miljøvenlige typer af boremudder benyttes. Men for eksempel vil de netop opdagede koralhaver være meget sårbare.
Påvirkninger kan undgås ved at undlade at udlede boremudder og -spåner, men i stedet bringe det i land eller pumpe det tilbage i borehullet ved endt boring. Men dette giver også miljøpåvirkninger, som skal afvejes mod dem fra udledningen.
Endelig er prøveboringer meget energikrævende, hvilket resulterer i store udslip af drivhusgasser. De tre boringer i 2010 ud for Disko forøgede det samlede grønlandske bidrag med 15 %.
Den væsentligste risiko for miljøpåvirkninger under en efterforskningsboring opstår i forbindelse med uheld (blowout), som medfører et stort oliespild. De mulige følger af oliespild er omtalt nedenfor.
I modsætning til efterforskningsfasen er aktiviteterne under udvikling af et oliefelt og produktion af olie af lang varighed (årtier), og flere af aktiviteterne har potentiale til at forårsage alvorlige miljøpåvirkninger. Disse påvirkninger kan i høj grad forebygges gennem nøje planlægning, anvendelse af anerkendte Health, Safety and Environment (HSE) procedurer, brug af Best Available Technique (BAT) og Best Environmental Practice (BEP). Der er dog mangel på viden om kumulative virkninger og langtidsvirkninger af de udledninger (f.eks. fra produktionsvand), der forekommer selv ved anvendelse af førnævnte tiltag.
Produktionsvand (der pumpes op sammen med olien) udgør langt den største udledning til havmiljøet. Et oliefelt kan udlede op til 30.000 m3 om dagen, og på årsbasis udledes der på den norske sokkel 160 millioner m3. Der er i de senere år udtrykt en vis bekymring for udledning af produktionsvand, på trods af at det er behandlet og overholder internationale miljøstandarder. Der knytter sig desuden specielle problemer til udledning af produktionsvand i et isdækket hav, der har reduceret opblanding i overfladelaget. Miljøproblemerne ved produktionsvand kan for eksempel undgås ved skærpede krav til indholdsstoffer eller endnu bedre ved at pumpe vandet tilbage i oliebrønden (re-injection).
Den anden store potentielle udledning omfatter boremudder og -spåner, da der skal bores intensivt under udvikling og produktion. Miljøpåvirkningerne for en enkelt efterforskningsboring er beskrevet ovenfor. Under udvikling og produktion vil de udledte mængder blive væsentlig større, med risiko for at større områder af havbunden påvirkes. Miljøpåvirkningerne fra boremudder og -spåner forebygges bedst ved at deponere begge dele på land eller i gamle borehuller. Ved brug af vandbaseret boremudder med miljøvenlige tilsætningsstoffer kan udledning være miljømæssigt acceptabelt.
Energiforbruget ved udvikling og produktion er meget stort, og anlægget af et stort oliefelt i Grønlandshavet vil bidrage meget væsentligt til Grønlands samlede udledning af drivhusgasser. F.eks. udleder et af de store norske oliefelter mere end dobbelt så meget CO2 som Grønlands samlede bidrag.
Selve placeringen af installationer og de forstyrrelser, der kommer fra disse, kan påvirke havpattedyr, sådan at de fortrænges permanent fra vigtige fourageringsområder eller således at de ændrer trækruter. I Grønlandshavet er det især narhval, grønlandhval og hvalros, der er på tale i denne sammenhæng. Dette kan desuden vanskeliggøre fangst på de jagtbare af disse arter.
Bunddyrsamfund, som koralhaverne fundet i 2017, vil også være sårbare over for placering af installationer på havbunden.
Ved placering af installationer på land, skal deres landskabelige påvirkninger vurderes og minimeres, idet de medvirker til at reducere et områdes værdi som turistmål.
Trafikken til og fra et produktionsområde vil intensiveres med både skibe og helikoptere. Særligt helikoptere har potentiale til at bortskræmme både havfugle og havpattedyr fra vigtige områder. Dette imødegås bedst ved at flyve ad fastsatte ruter og i fastsatte højder.
Fiskeriet i de områder, hvor der vil forekomme udvikling og produktion vil blive begrænset omkring installationer på havbunden (brønde og rørledninger) og ved de forskellige typer af platforme. Normalt anlægges en sikkerheds/afspærringszone i en afstand ud til 500 m fra sådanne installationer.
Produceret olie skal transporteres bort med skib, som tømmer deres tanke for ballastvand inden de laster olie. Dette vil medføre en risiko for at indføre invasive, fremmede arter til det lokale havmiljø (dvs. at de breder sig på bekostning af lokale arter). Problemet har hidtil ikke været særligt stort i Arktis, men formodes at blive større som følge af klimaændringerne. Risikoen kan formindskes ved at følge de internationale regler for udpumpning og behandling af ballastvandet.
Det skal påpeges, at det er meget vanskeligt at vurdere de påvirkninger eventuel udvikling og produktion kan medføre, fordi lokaliseringen, omfanget, varigheden og typen af aktiviteter ligesom de tekniske løsninger ikke er kendt.
De mest alvorlige miljøpåvirkninger, der kan forekomme i forbindelse med olieaktiviteter, er store oliespild. De forekommer enten fra udblæsninger (blowouts), hvor kontrollen med borehullet mistes, eller fra uheld i forbindelse med opbevaring og transport af olie, f.eks. ved forlis af tankskibe.
Store oliespild forekommer meget sjældent i dag, fordi teknikken og sikkerhedsforanstaltningerne hele tiden forbedres. Men risikoen er til stede, og særligt i frontier-områder, som de grønlandske farvande med tilstedeværelsen af en særlig risikofaktor i form af isbjerge, er muligheden for uheld og ulykker forhøjet. AMAP (2010a) vurderer at risikoen for oliespild i Arktis er størst i forbindelse med transport af olie.
DMI og SINTEF har modelleret drivbanerne for oliespild i Grønlandshavet med udgangspunkt i tre spildsteder forholdsvis langt fra kysten (Figur 81, 82, 83). I enkelte af DMIs simuleringer når olien kysten op til flere hundrede km fra spildstedet. I flere af SINTEFs simuleringer driver olien ind på lange kyststrækninger på mere end hundrede km. Dvs. at også kysterne i vurderingsområdet er i risiko for at blive ramt af oliespild fra fremtidige oliebrønde.
Oliespild i kystnære farvande regnes generelt som meget mere ødelæggende end oliespild på åbent hav. Men i et område som Grønlandshavet må denne generalisering modificeres. Det hænger sammen med forekomsten af is, som kan holde på olien og transportere den over lange afstande uden, at den nedbrydes væsentligt. Men isen kan også medvirke til at begrænse et spilds udbredelse sammenlignet med et spild i isfrie farvande. Den foreliggende viden om oliespilds adfærd og skæbne i isdækkede farvande er begrænset.
Grunden til at kystnære farvande er mest sårbare over for oliespild er, at olien her kan påvirke områder med høj biodiversitet og med tætte dyrebestande, som f.eks. banker med bunddyr, som hvalrosser lever af og områder med store fugleforekomster. Olien kan fanges i bugter og fjorde, hvor høje og giftige koncentrationer af oliekomponenter kan bygges op i vandsøjlen og nå bunden. Der er også risiko for, at olie kan fanges i bundsedimenter eller på strande med rullesten, hvorfra olie langsomt kan frigives til det omgivende miljø med risiko for langtidsvirkninger f.eks. på fuglebestande som udnytter kysterne. Dette var tilfældet i Prince William Sund, hvor der stadig efter spildet i 1989, findes olie på sådanne steder. Mange kyster i vurderingsområdet er af samme beskaffenhed som i Prince William Sund. Endelig udnyttes de kystnære farvande i den sydlige del af det vurderede område af lokale indbyggere til fangst og fiskeri, en aktivitet, som kan blive påvirket af et oliespild.
På åbent hav er fortyndingseffekten med til at mindske miljøeffekterne af et oliespild. I og nær vurderingsområdet i Grønlandshavet er der områder langt fra kysten, som alligevel er særligt sårbare over for oliespild. F.eks. samles søkonger fra ynglekolonierne ved Scoresby Sund og på Svalbard i store koncentrationer på kontinentalsoklen og særligt langs kontinentalskrænten om efteråret. Frontzoner mellem vandmasser, up-welling-områder langs kontinentalskrænten og de ydre dele af drivisen (marginal ice zone), hvor primærproduktionen er særligt høj om foråret, og hvor høje koncentrationer af planktoniske alger og dyrisk plankton forekommer i den øvre del af vandsøjlen kan også være sårbare overfor oliespild, især hvis der er tale om udslip fra havbunden, som ved Deepwater Horizon-ulykken in 2010.
Et oliespild vil dog næppe påvirke bestanden af hellefisk, den eneste fiskeart der udnyttes kommercielt i den sydlige del af vurderingsområdet, men fiskeriet kan blive påvirket, fordi området kan blive lukket for fiskeri.
Fugle er særligt sårbare overfor oliespild på havoverfladen, og i Grønlandshavet er der lokalt mange sårbare fugleforekomster. For eksempel de store ynglekolonier af polarlomvie og søkonge, forårskoncentrationer af ederfugle og den fåtallige ismåge. Der er også koncentrationer af fældende ederfugle og kongeederfugle langs kysterne i sensommeren. Fældende søkonger på åbent hav om efteråret er også sårbare.
Havpattedyr kan påvirkes af oliespild på havoverfladen. I vurderingsområdet vil hvalros være særligt udsat, fordi hvalrosserne forekommer meget koncentreret omkring nogle få vigtige fødesøgningsområder. Spækhuggere (og dermed formentlig også andre hvaler) viste sig efter Exxon Valdez-ulykken i 1989 at være sårbare over for indånding af oliedampe over et spild, et forhold som kan blive aktuelt ved oliespild i is (se nedenfor).
Isbjørne er specielt sårbare, fordi olien ødelægger pelsens isolerende effekt, og fordi de har en tendens til at rense olie af pelsen ved at slikke den ren og derved blive forgiftet af den indtagne olie.
Et oliespild i havområder med is vil formentlig samles i åbne revner og under isflager, hvor den kan påvirke de fugle og havpattedyr, der er afhængige af åbent vand, men også yngel af polartorsk, der netop samles lige under isen. Havpattedyr kan blive tvunget til at søge til overfladen i de meget begrænsede åbenvandsområder, og hvis der er olie her risikerer de at indånde oliedampe.
Fiskeri og fangst kan blive påvirket ved, at oliepåvirkede områder lukkes for den slags aktiviteter. Dette gøres for at hindre, at der fanges og markedsføres fisk, der har været i kontakt med olie (for eksempel med afsmag) eller som blot er mistænkt for at have været det. Der er eksempler på, at oliespild har lukket for fiskeri i månedsvis. Der er også en risiko for, at fangstdyr bliver sværere tilgængelige i en periode efter et oliespild, ligesom sælskind bliver umulige at afsætte, hvis der er olie på dem.
Det meget store oliespild fra Deepwater Horizon-ulykken i den Mexicanske Golf havde udgangspunkt på havbunden på meget stor dybde (ca. 1500 m). Det resulterede i dannelsen af store skyer af dispergeret olie i vandsøjlen. Olien forblev her og drev vidt omkring. Udbudsområdet i den grønlandske del af Grønlandshavet ligger inde på kontinentalsoklen, med vanddybder op til 530 m, hvorfor det er mindre sandsynligt, at olie der strømmer ud fra havbunden, vil opføre sig på denne måde her. Men det kan ikke udelukkes, da det formentlig også skete på kun 50 m vand under det store Ixtoc-spild i 1979. Se også Resumétabel 1 med en oversigt over aktiviteter og vurdering af deres påvirkninger.
På kortene på Figur 68 og 69 er der udpeget en række områder, som er biologisk særligt vigtige. Disse kort er baseret på en ny GIS-analyse, hvor den nyeste viden om områdets dyrearter og andre økologiske elementer (polynyer, lavvandede områder osv.) samles i separate kortlag, som derpå integreres i en overlay-analyse. Disse kort indgår derpå i en udpegning af områder særligt følsomme over for oliespild og forstyrrelser (Figur 70). Disse udpegninger giver anledning til forslag til ændringer af de forskellige beskyttelsesområder udpeget i de såkaldte ’feltregler’ (Vigtige områder for dyrelivet) og til ændringer af de områder, der i DCE og GNs miljøbidrag til råstofstrategien (2019) foreslås friholdt for olie- og gasefterforskning.
Følgende tabel giver en oversigt over de væsentligste påvirkninger fra olieaktiviteter i vurderingsområdet samt en kortfattet miljøvurdering af dem.
Oliespild skal først og fremmest undgås ved anvendelse af BAT og BEP, høje sikkerhedsstandarter og kvalificeret regulering. Men er uheldet ude kan oliespild bekæmpes på tre måder: Mekanisk opsamling, dispergering med kemiske midler og afbrænding. Mekanisk opsamling har ikke været særligt effektiv ved de store amerikanske oliespild i 1989 og 2010, og vanskeliggøres hvis der er is i det farvand, der arbejdes i.
Kemisk dispergering kræver tilsætning af dispergeringsmidler inden olien er forvitret for meget og her kan is og kolde forhold bidrage til, at det operationelle tidsvindue forlænges. Dispergering flytter olien fra havoverfladen til vandsøjlen, og den kan her påvirke andre organismer. Metoden kræver derfor en sammenlignende miljøafvejning (Environment & Oil Spill Response, EOS), før den evt. kan benyttes. Men den kan også fremme den naturlige nedbrydning ved, at olien findeles i vandet.
Afbrænding har vist sig lovende under arktiske forhold, hvor stabil is kan medvirke til at holde olien indespærret. Men det er hidtil kun prøvet som forsøg. Det er også tvivlsomt om metoden overhovedet kan benyttes i dynamisk drivis som den forekommer i vurderingsområdet.
Potentialet for olienedbrydning med de naturligt forekommende mikroorganismer blev undersøgt i vurderingsområdet i 2017. Der var i vandsøjlen over kontinentalskrænten et mindre potentiale, men i vandet over kontinentalsoklen og i bundsedimenter var nedbrydningspotentialet med de naturlige mikroorganismer meget lavt. Selv på kontinentalskrænten hvor der forekom olienedbrydende mikroorganismer var det en begrænsning for nedbrydningen, at der ikke var næringsstoffer nok i vandet til at holde mikroorganismerne i gang med at nedbryde olie.
Endelig har metoderne til at bekæmpe oliespild deres egne miljøpåvirkninger. Mekanisk opsamling på kysterne kan være meget voldsom over for flora og fauna, dispergeringsmidler har deres egne giftvirkninger og afbrænding sender store mængder sod op i atmosfæren og danner reststoffer på vandoverfladen. Forhold, som er væsentlige at vurdere effekten af inden metoderne bringes i anvendelse (Spill Impact Mitigation Assessment, SIMA).
Den nye viden indsamlet og beskrevet i denne strategiske miljøvurdering dokumenterer at:
Da DCE og Grønlands Naturinstitut (før denne strategiske miljøvurdering blev udarbejdet) indgav videnskabelige bidrag til forslaget for den nye olie- og gasstrategi, var en af anbefalingerne, at området nord for 80° N i Grønlandshavet (og en række andre områder) skulle friholdes for olie- og gasefterforskning i den kommende strategiperiode for at tilgodese miljøet (Mosbech et al. 2019). Denne anbefaling blev baseret på:
Den nye viden, som er beskrevet i nærværende rapport giver anledning til at revurdere anbefalingen. Det konkluderes nu at vurderingsområdet har store biodiversitetsværdier, og de potentielle påvirkninger fra et stort oliespild i området vurderes til at blive væsentligt værre sammenlignet med en tilsvarende situation i et område uden eller med sæsonbestemt forekomst af havis. Derfor anbefaler DCE og Grønlands Naturinstitut nu, at man i den nye strategiperiode (2020-24) ikke åbner vurderingsområdet for olieefterforskning.
De kriterier, som DCE og Grønlands Naturinstitut har benyttet ved denne anbefaling, er i tråd med anbefalinger fra Norsk Polarinstitutt omkring åbning af områder i det nordlige Barents Hav, med EU’s politik (European Parliament resolution of 16 March 2017 on an integrated European Union policy for the Arctic Link) og med det canadiske Nunavut Impact Review Board (NIRB)’s anbefaling af en 10-års forlængelse af 2016-moratoriet for efterforskning af olie- og gas i Baffin Bugt og Davis Stræde (se nærmere i Kapitel 10, hvor der er referencer).
Denne anbefaling medfører et behov for udvikling af effektive, storskala-metoder til oprensning af oliespild i dynamisk drivis. Sådan is forekommer hele året i den nordlige del af vurderingsområdet og i den sydlige i det mindste vinter og forår. Det anbefales derfor ikke at foretage efterforskningsboringer eller at producere olie i vurderingsområdet før der er udviklet metoder til at bekæmpe oliespild i dynamisk drivis.
