Aarhus Universitets segl

Nr. 344: Naturgenopretning af stenrev i Roskilde Fjord. Basisundersøgelse af tre udvalgte lokaliteter

Dahl K, Al-Hamdani Z, Rasmussen MB, Svendsen JC & Bennike O. 2019. Naturgen-opretning af stenrev i Roskilde Fjord. Basisundersøgelse af tre udvalgte lokaliteter. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 53 s. - Videnskabelig rapport nr. 344. http://dce2.au.dk/pub/SR344.pdf 

Sammenfatning

Nationalpark Skjoldungernes Land har en målsætning om at restaurere stenrev inden for nationalparkens område. På den baggrund er der gennemført en undersøgelse i Roskilde Fjord på tre lokaliteter med henblik på at undersøge, om lokaliteterne helt eller delvist skulle være egnede. Forud for undersøgelsen var de tre områder udvalgt ved et mindre indledende projekt.

Områderne er undersøgt ved en kombination af kortlægning med drone og efterfølgende billedbehandling på lavt vand og akustik på vanddybder over ca. 2 m. Disse undersøgelser er suppleret med tilhørende visuelle undersøgelser med dykkertransekter og undervandskameraoptagelser.

Undersøgelserne har ført til en beskrivelse af både overfladesedimentsammensætningen og de dybere sedimentlag for at kunne godtgøre, om rev tidligere har kunnet forekomme på lokaliteterne, og om bunden vil kunne bære udlagte stenrev. I tilgift er der lavet en overordnet beskrivelse af væsentlige biologiske elementer som ålegræs, andre blomsterplanter og blåmuslinger.

På baggrund af undersøgelserne har vi peget på to mindre områder ved Nørrerev, hvor stenrev potentielt kunne etableres som et naturgenopretningsprojekt. Derudover er der identificeret et område på lavt vand ved campingpladsen sydøst for Veddelev Havn, som kunne være et potentielt mindre ’formidlingsstenrev’ anlagt let tilgængelig for uddannelsesinstitutioner og offentligheden generelt.

Fælles for de to potentielle restaureringsområder er, at de har en geologisk dannelse fra moræneaflejringer, som sandsynliggør, at stenforekomster er en naturlig komponent, og at bunden vil kunne bære et udlagt revområde i dag. Endvidere er områderne udvalgt, så de afledte effekter på biologiske nøglekomponenter som blomsterplanter og blåmuslingebanker vil være minimale.