Hermannsen, L., Mikkelsen, L, and Tougaard, J. 2017. The effect of simulated seal scarer sounds on harbour porpoises. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 40 pp. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 247. http://dce2.au.dk/pub/SR247.pdf
Nedramning af stålfundamenter til havvindmøller er en ny, men betydelig kilde til undervandsstøj i havet. Den væsentligste bekymring i forhold til miljøpåvirkninger i denne sammenhæng vedrører havpattedyr, herunder marsvin (Phocoena phocoena).
En væsentlig potentiel påvirkning fra støjen er et midlertidigt tab af levested for marsvin, forårsaget ved bortskræmning af dyrene. En anden potentiel påvirkning er direkte skader forårsaget af de meget kraftige lydtryk der findes tæt på møllefundamentet mens det nedrammes. Disse lydtryk er høje nok til at kunne forårsage både midlertidige og permanente høreskader.
Påvirkningerne fra støjen kan reduceres på tre forskellige måder: reduktion af den genererede støj, reduktion af den udstrålede støj og reduktion af den modtagne støj. Bortskræmning, ved hjælp af kraftige sælskræmmere, er en afværgeforanstaltning af den tredje type, og bruges i udstrakt grad i forbindelse med pæleramning i havmølleparker i Nordsøen. Formålet med bort-skræmning med en sælskræmmer er at skræmme marsvin ud i sikker afstand fra møllefundamentet forud for at selve ramningen begynder.
For at få et bedre estimat for bortskræmningsafstanden for marsvin blev et forsøg med kontrolleret eksponering gennemført på Helgenæs. Marsvin blev fulgt og deres position bestemt ved hjælp af en theodolit placeret på en høj klint. Dyrene blev fulgt før, under og efter at sælskræmmerlyde blev afspillet ved en reduceret lydstyrke fra en undervandshøjttaler.
Forsøgene blev udført igennem tre uger i juni-juli 2015. Totalt 121 grupper af marsvin blev observeret på de 9 dage, hvor vejret tillod observationer. Der blev gennemført 14 eksponeringer med sælskræmmerlyd.
I kontrolperioder uden afspilning af lyd blev marsvinene fortrinsvist observeret i afstand af omkring 500-800 fra kysten, omtrent langs med 10-meter dybdekurven. Under afspilning af lyd var antallet af observationer for lavt til at afdække et egentligt mønster i fordelingen, ud over et antal marsvinegrupper, det tydeligt svømmede væk fra lydkilden.
Observationsperioder med lyd blev klassificeret som enten “reaktion” eller “ikke-reaktion”, uden en graduering i responsens styrke. To grupper af marsvin indenfor 300 m af højttaleren da lyden blev tændt reagerede begge ved at svømme væk. Nogle af de grupper, der var længere væk end 300 m, reagerede, mens andre ikke gjorde det. En gruppe 600 m fra højttaleren reagerede kraftigt, mens andre grupper tættere på slet ikke reagerede.
Reaktionsafstandene til de reducerede lydtryk brugt i forsøget skal skaleres op for at kunne anvendes på de kraftigere, rigtige sælskræmmerlyde. Gøres dette, resulterer det i en opskaleret minimums reaktionsafstand på 3.100 m, noget højere end tidligere estimater, men dog i samme størrelsesorden.
