Levin, G & Nygaard, B. 2017. Udbredelse og udvikling af ammoniakfølsom natur. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 40 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 246. http://dce2.au.dk/pub/SR246.pdf
Ammoniakfølsom natur opdeles i kategori 1, 2 og 3 natur, hvoraf cirka halvdelen ligger i Natura 2000-områderne. Kategori 1 natur udgør 2,1 % af Danmarks areal og kategori 2 natur udgør 1,1 %. Kategori 3 natur er både lysåbne arealer og skovarealer, der er vurderet at være ammoniakfølsom. Vurderingen er endnu ikke foretaget, og derfor er de opgivne lysåbne arealer et bruttoareal, der konkret vil blive vurderet mindre. Skovarealerne er ikke medtaget i denne opgørelse. I alt udgør kategori 1, 2 og 3 natur maksimalt 5,3 % af Danmarks areal, og til sammenligning udgør § 3 naturen ca. 449.000 ha eller godt 8 %.
Naturtypernes beliggenhed i forhold til husdyrejendomme blev analyseret i to omgange. Den første opgørelse analyserede husdyrejendommenes beliggenhed i forhold til kategori 1 natur. Husdyrejendommene blev grupperet i følgende grupper afhængig af antal dyreenheder og afstand til kategori 1 natur:
Analyserne viser at mindre end 8,0 % af alle husdyrejendomme i 2015 lå inden for disse kategorier af brugsstørrelse og afstande i forhold til kategori 1 natur. Tilsvarende var mindre end 7,0 % af kategori 1 naturarealerne omfattet af disse afstandskategorier. Det er altså kun en beskeden del af husdyrbrugene og af de ammoniakfølsomme arealer i Natura 2000-områderne, der ligger inden for de anvendte størrelseskategorier og afstande.
I den anden opgørelse analyseres husdyrejendommes beliggenhed indenfor 500 meter og indenfor 1000 meter fra kategori 1,2 og 3 natur. Husdyrejendommene blev grupperet i
I 2015 lå i alt ca. 8.000 eller godt halvdelen af alle husdyrejendomme med over 15 husdyrenheder inden for en afstand på 500 meter fra kategori 1-3 ammoniakfølsom natur. 890 eller ca. 6 % af husdyrejendommene var over 75 DE med en afstand på mindre end 500 m til Kategori 1 og 2 natur. De resterende 7.032 ejendomme var enten små ejendomme under 75 DE, eller større ejendomme med kategori 3 natur inden for de 500 m. Knapt 12.700 eller næsten 87 % af alle husdyrejendommene lå inden for en afstand på 1000 meter fra ammoniakfølsom natur, hvoraf 2369 eller 16 % af ejendommene var store husdyrbrug (>75 DE) med mindre end 1000 m til Kategori 1 og 2 natur. Andelen af ejendomme, med mindre end 500 m eller 1000 m til kategori 3 natur vil givetvis være mindre når der er foretaget en konkret vurdering af kommunerne i forbindelse med godkendelsessager.
I perioden 2007-15 var det især de store og mellemstore husdyrejendomme (> 75 dyreenheder), der søgte om udvidelse af husdyrholdet. Fordelingen af de ansøgte ejendommes afstand til ammoniakfølsom natur svarer i store træk til fordelingen for alle husdyrejendomme, dog er andelen af større husdyrejendomme i afstande inden for hhv. 500 m og 1000 m fra ammoniakfølsom natur større end gennemsnittet for alle husdyrejendomme. Disse andele skal dog opfattes som bruttotal, da kategori 3 arealerne endnu ikke er vurderet som ammoniakfølsomme.
Erfaringerne med at skabe nye naturarealer i Danmark peger på, at der på langt de fleste udyrkede arealer er en række forhold, der vanskeliggør udviklingen af en § 3-beskyttet naturtilstand. Udviklingen begrænses især af mængden af næringsstoffer i jordbunden, fragmenterede landskaber med lange afstande til egnede spredningskilder, lang dyrkningshistorie, der udpiner jordens frøbank og afvanding, der hindrer naturlige hydrologiske forhold.
Udgangspunktet har stor betydning for hvor hurtigt der kan udvikles en § 3-beskyttet naturtilstand på et udyrket areal. Potentialet for naturudvikling er således større på græsmarker (særligt de ekstensive typer) end på intensivt dyrkede marker. Og naturudviklingen går hurtigere på sandede jorder med mulighed for udvaskning af næringsstoffer, end på lerede jorder. Høslæt og visse former for græsning kan medføre en udpining af jordbunden og dermed øge mulighederne for at udvikle en beskyttet naturtilstand.
For langt de fleste naturtyper er artssammensætningen af planter afgørende for om et areal er beskyttet eller ej og der er stor forskel på hvor hurtigt der udvikles en floristisk sammensætning, der opfylder naturbeskyttelseslovens bestemmelser. Udviklingen af en naturtilstand, der kun lige opfylder lovens bestemmelser, går hurtigst i vandhuller (1-5 år), efterfulgt af moser (hvis de hydrologiske forhold er tilstede kan de udvikles på mindre end 10 år), ferske enge og strandenge (under optimale forhold på 10-20 år), mens det alt andet lige tager længere tid at udvikle nye overdrev og heder (typisk mere end 20 år) på opgivne marker og græsmarker.
Vurderingerne af hvilke faktorer, der har størst betydning for om et naturområde er omfattet af § 3-beskyttelsen og hvor hurtigt udyrkede arealer udvikler sig til en beskyttet naturtilstand er begrænset af manglende dokumentation om en række forhold:
Der mangler viden om hvilke kriterier, der ligger til grund for kommunernes vurderinger af § 3-status på de mere end 300.000 arealer i den vejledende registrering, herunder kriterierne vedrørende arealernes alder og driftshistorie.
Der mangler registreringer af arealer, der ikke opfylder bestemmelserne i Naturbeskyttelseslovens § 3, så grænserne mellem beskyttede og ikke-beskyttede arealer kan beskrives.
Endelig mangler en systematisk dokumentation af de naturindsatser, der bidrager til udviklingen af ny natur i Danmark og en overvågning af deres effekter på biodiversiteten. Dette gør det meget vanskeligt at evaluere hvilke faktorer, der har betydning for udviklingens retning og hastighed.
