Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 199: Diskoøen og Nuussuaq halvøen, West Grønland. En strategisk miljøvurdering af olieefterforskning og udnyttelse

Wegeberg, S. & Boertmann, D. (eds). 2016. Disko Island and Nuussuaq Peninsula, West Greenland. A strategic environmental impact assessment of petroleum exploration and exploitation. – Scientifi c Report from DCE, Danish Centre for Environment and Energy, Aarhus University No. 199, 108 pp. http://dce2.au.dk/pub/SR199.pdf  

Sammenfatning

I 2016 åbnes landområderne på den vestlige halvdel af Nuussuaq-halvøen og hele Disko-øen for olieefterforskning, hvor tre efterforskningsblokke bliver udbudt (Figur 1). I forbindelse hermed er denne strategiske miljøvurdering af forventede aktiviteter i de tre blokke udarbejdet. Miljøvurderingen skal dels bidrage til grundlaget for politiske beslutninger, dels til identifikation af manglende viden, der skal bruges ved regulering af kommende aktiviteter. Endvidere kan denne viden udnyttes af de selskaber, der opnår tilladelse til at efterforske og udnytte olie/gasforekomster, når de skal udarbejde miljøvurderinger af deres specifikke aktiviteter.

Miljøet i vurderingsområdet Disko/Nuususaq

Klimaet i området er arktisk, og en væsentlig faktor i forbindelse med olieefterforskning på land er forekomsten af permafrost.

Topografien er præget af høje fjelde, og lavlandsområder findes primært langs kysterne og i dale, der skærer sig langt ind i landområderne.

Et særligt element er de talrige ensvarme kilder på Disko. Disse er ofte omgivet af en meget rig vegetation og mange huser et særligt og unikt liv af mikroskopiske dyr.

Vegetationen i landområderne er mange steder rig og med mange forskellige, herunder sjældne plantearter. Dette hænger sammen med den varierede geologi, der giver mange forskellige jordtyper, med et varietet klima med både oceaniske og kontinentale områder og med at overgangen mellem den lavarktisk og højarktisk zone falder gennem området, sådan at både sydligt og nordligt udbredte plantearter findes her.

Dyrelivet på land er sparsomt, og de vigtigste arter i denne sammenhæng er rensdyr og grønlandsk blisgås. Rensdyr findes på Nuussuaq, hvor der er en lille lokal bestand (rødlistet som ’sårbar’ (VU)). Blisgæssene findes i hele området, og flere områder på Disko er udpeget som Ramsar-områder, fordi der her forekommer internationalt vigtige antal af denne art. Denne gås yngler kun i Vestgrønland, bestanden er lille og i tilbagegang, hvorfor den betragtes som truet; på den grønlandske rødliste er den vurderet som ’moderat truet’ (EN).

De ferske vande huser kun to fiskearter, hvoraf fjeldørred er vigtig i denne sammenhæng.

Landområderne udnyttes mest til jagt på rensdyr (kun på Nuussuaq) og ryper, mens der foregår fiskeri efter ammassat (lodde), stenbider og fjeldørred langs kysterne. Desuden har forskellige turistoperatører aktiviteter i landområderne især på Disko.

Miljøvurdering af landbaserede olieaktiviteter i Disko/Nuussuaq-området

Efterforskning

De efterforskningsaktiviteter som vil medføre de væsentligste miljøpåvirkninger i området er seismiske undersøgelser og efterforskningsboringer.

Seismiske undersøgelser foretages først langs lange linjer i landskabet, som fordeles i et netværk med flere km i mellem linjerne (betegnet som 2D-seismik). Langs disse linjer kører tungt materiel, som genererer et lydsignal, hvis refleksioner fra undergrundens forskellige lag opfanges af mikrofoner på landjorden. Lyden frembringes af en stor vibrator, eller i særlige tilfælde med sprængstof. Når et boremål siden skal udpeges, foretages nye seismiske undersøgelser, men med meget tættere linjer og i et meget mindre område (betegnet som 3D-seismik).

Efterforskningsboringer foretages for at undersøge om der er olie eller gas til stede i de boremål, som er fundet ved de seismiske undersøgelser. De foretages med en borerig. I tørre landområder kan en borerig placeres direkte på undergrunden, på fugtig jord placeres den som regel på en stabil grusopfyldning. Transporten af boreudstyr og anden infrastruktur mellem et landgangssted på kysten og et borested inde i land omfatter mange tusind tons; i 1996 blev 3700 tons udstyr sat i land på kysten af Nuussuaq i forbindelse med en enkelt efterforskningsboring.

Miljøpåvirkningerne fra efterforskning skyldes først og fremmest:

  • fysiske påvirkninger
  • forstyrrelser af dyreliv
  • affald og udledninger til luft og vand
    • boremudder og -spåner
  • forbrug af vand.

De fysiske påvirkninger omfatter ødelæggelse af terræn og vegetation, hvor der køres med tungt udstyr og hvor infrastruktur som for eksempel borerigge og beboelseslejre opføres. Især i forbindelse med seismiske undersøgelser er der risiko for omfattende påvirkninger af vegetation og terræn langs de seismiske linier, i form af kørespor, nedslidt vegetation og påvirkning af permafrostlaget. En efterforskningsboring forgår derimod i et begrænset område, hvor de fysiske påvirkninger bliver koncentreret. Foregår en boring langt fra kysten vil anlæggelse af kørespor bidrage til at øge det fysisk påvirkede område. Påvirkningerne kan medføre at levesteder for særligt planter ødelægges eller fragmenteres, og i vurderingsområdet vil sjældne planter med begrænsede voksesteder være sårbare i denne sammenhæng.

Store synlige skader udbredt i terrænet er også en risiko, særligt ved de seismiske undersøgelser.

Disse påvirkninger forebygges bedst ved at udføre aktiviteterne om vinteren, idet et snelag vil virke beskyttende på vegetation og terræn. Der kan desuden benyttes særlige skånsomme køretøjer med lavt hjultryk (såkaldt ’low impact seismics’), som er kendt fra Canada.

Erfaringerne fra tidligere seismiske undersøgelser foretaget om vinteren i Jameson Land i 1980erne viser, at man alligevel skal være opmærksom på fysiske påvirkninger, da der her stadig kan ses kørespor og andre skader i terrænet. Derfor skal undersøgelserne planlægges grundigt og der skal være regulering på plads, som bygger på indgående baggrundsviden om miljøet.

Erfaringerne fra en efterforskningsboring på Nuussuaq i 1996, viser at man skal være særligt påpasselig overfor ukontrolleret kørsel i terrænet med små ATV-køretøjer. Der står i dag mange spor fra disse i det omkringliggende terræn. De fysiske påvirkninger fra de øvrige aktiviteter blev reetableret efter forskrifterne og de fremstår kun utydeligt i dag.

En større transportoperation i 2007 i forbindelse med mineralefterforskning medførte anlæggelsen af et ca. 30 km langt kørespor på Nuussuaq. Dette blev ikke retableret nær så godt som efter aktiviteterne i 1996, og det fremstår meget tydeligt i dag. Der blev desuden i 2015 konstateret mindre skader på permafrostlaget (’thermokarst’) omkring dette kørespor.

Forstyrrelser af dyreliv omfatter bortskræmning og adfærdsændringer. Seismiske undersøgelser, som bevæger sig gennem vurderingsområdet, vil påvirke dyrelivet på denne måde i et meget stort areal, men kortvarigt det enkelte sted, mens en efterforskningsboring påvirker lokalt i betydeligt længere tid (det varer gerne flere måneder at foretage en boring).

Transport med helikopter i forbindelse med efterforskningsaktiviteter kan også have stor forstyrrelseseffekt.

I vurderingsområdet er særligt rensdyr og gæs sårbare overfor forstyrrelser, og der er risiko for at skræmme disse væk fra vigtige levesteder i den periode aktiviteterne varer. Dette kan for eksempel medføre at rensdyr skræmmes væk fra steder, hvor man traditionelt fanger dem i jagtsæsonen. Men generelt vil påvirkningerne være af kort varighed – dvs. en enkelt sæson.

Denne type påvirkninger forebygges bedst ved nøje planlægning og regulering, der mindsker konflikterne i tid og rum og som er baseret på indgående baggrundsviden. Som eksempel kan nævnes råstofforvaltningens feltregler om ’vigtige områder for dyrelivet’, som regulerer aktiviteter med henblik på at reducere forstyrrelser af f.eks. gæssene, fældende dykænder og rensdyr. Ligesom for de fysiske påvirkninger vil vinteraktiviteter forstyrre mindre, fordi de særligt følsomme gæs er trukket bort for vinteren.

De mest omfattende affaldsmængder, der skal håndteres i forbindelse med efterforskning, er de borespåner der dannes ved boring og det boremudder der anvendes. Boring af en 3000 m dyb brønd vil kunne producere 850 tons spåner og forbruge 600 tons boremudder, og begge dele skal bortskaffes efter endt operation. I Alaska er boremudderet og spånerne tidligere blevet gravet ned i nærheden af borestedet (såkaldte ’sumps’), hvilket også skete i 1996 på Nuussuaq. I dag anbefales at det transporteres til kontrollerede deponier eller pumpes tilbage i brønden for at undgå evt. miljøpåvirkninger som forurening fra udsivende materiale fra det nedgravede affald. Andre steder i Arktis graves det stadig ned. I vurderingsområdet bør kun miljøvenlige kemikalier, der er på de internationale godkendelseslister (OSPAR, HOCNF) benyttes (ligesom i de grønlandske offshore områder) og boremudder og spåner bør transporteres væk eller om muligt pumpes tilbage i brønden.

Den anden store udledning fra efterforskningsaktiviteter stammer fra maskinernes udstødning, idet der benyttes store mængder brændstof for at gennemføre aktiviteterne. Det drejer sig om drivhusgasser og andre forurenende stoffer som SO2 og NOx. Drivhusgasserne bidrager til den globale opvarmning og de andre til forsuring af nedbør og dannelse af ’Arctic haze’, som er et særligt luftforureningsfænomen, der kan opstå ved udledning af udstødning i dale med kold stillestående luft.

Efterforskning kan medføre yderligere miljøpåvirkninger, som for eksempel et stort forbrug af ferskvand, hvor der i tørre egne er risiko for at tørlægge vandløb og søer. Der kan desuden forekomme mere trivielle påvirkninger, som fra anden mere normal aktivitet i arktis. Sådanne påvirkninger forebygges med god planlægning og gennem myndighedesregulering.

Produktion

Produktions/udnyttelsesfasen varer i mange år; ofte årtier og miljøpåvirkningerne er derfor også af lang varighed.

Miljøpåvirkningerne ved produktion af olie kan ligesom dem afledt af efterforskning opdeles i:

  • fysiske påvirkninger
  • forstyrrelser af dyreliv
  • affald og udledninger til luft og vand
    • boremudder og -spåner
    • produceret vand
  • forbrug af vand

 

De fysiske påvirkninger stammer fra placeringen af den mangeartede infrastruktur, der etableres i forbindelse med et oliefelt. Et enkelt oliefelt kan hurtigt dække 20 ha, og hvis der tillige skal etableres lange veje og olieledninger fra en havnefacilitet på kysten eller landingsbaner til fly kan det samlede påvirkede areal blive væsentligt større. Disse fysiske påvirkninger kan medføre at levesteder bliver ødelagt eller fragmenteret, vandringsveje for trækkende dyr bliver blokkeret, afstrømningsforhold for vand (især i forårsperioden) ændres og permafrosten nedbrydes.

Da undergrunden mange steder i vurderingsområdet er mere eller mindre tør, er terrænet dog ikke så sårbart overfor placering af infrastruktur, som det ses på ’North Slope’ i Alaska eller i Sibirien.

Støvdannelse og efterfølgende afsætning i omegnen kan også medregnes til fysiske påvirkninger.

Endelig kan infrastrukturen give en visuel påvirkning af de landskabelige værdier i et udnyttelsesområde.

I vurderingsområdet er særligt sjældne planter med begrænset udbredelse sårbare, men også rensdyr, der skal vandre mellem sommerområder og vinterområder kan blive påvirket ved at vandringsveje bliver spærret. Fjeldørreds vandring op i elvene, kan ligeledes blive afspærret.

Mange af de fysiske påvirkninger kan forebygges gennem grundig planlægning baseret på indgående baggrundsviden om det miljø der arbejdes i, ligesom anvendelse af de nyeste teknikker kan bidrage til at reducere det areal der arbejdes på og forbruget af vand.

Forstyrrelserne af dyreliv stammer fra infrastrukturen (tilstedeværelsen af mennesker) og fra de mange aktiviteter, der udføres i terrænet - herunder kørsel på veje, helikopterflyvning og mennesker, der færdes i terrænet.

I vurderingsområdet er især gæssene sårbare over for forstyrrelser, og der er risiko for permanent at skræmme gæs bort fra vigtige levesteder, hvis der placeres infrastruktur nær sådanne. Ynglende havfugle og fældende dykænder langs kysterne er også sårbare over for forstyrrelser og vil kunne fordrives fra deres ynglekolonier og fældeområder.

Rensdyr vil kunne blive fortrængt fra vigtige levesteder af forstyrrende aktiviteter, og her kan også jagten blive påvirket.

En særlig påvirkning i denne sammenhæng, er at en borelejr vil kunne virke tiltrækkende på visse dyr, som kan finde fødemuligheder i det affald der samles. Det er særligt ravne og ræve, der optræder ved sådanne lejre og de vil kunne påvirke anden fauna i omegnen af en lejr ved øget prædation.

Forstyrrelser kan i vis udstrækning forebygges gennem planlægning og regulering, for eksempel ved at lade helikoptere flyve langs faste ruter og i en vis minimumshøjde, som angivet i de grønlandske myndigheders feltregler.

Den væsentligste udledning til miljøet fra olieproduktion er det vand, som pumpes op sammen med olien, betegnet som ’produceret vand’. Dette vand indeholder, ud over olierester, mange forskellige forurenende stoffer, som kan være akut giftige, radioaktive, have hormon- eller gødningseffekt eller de kan indeholde tungmetaller. Der er tale om meget store mængder vand (lige så meget som den olie der pumpes op eller mere), som skal bortskaffes. I andre arktiske områder har man tidligere pumpet det ud i floder efter mere eller mindre rensning, men i Alaska pumpes det i dag tilbage i de olieførende lag (’re-injection’). Tilbagepumpning er miljømæssigt den bedste løsning, men kan det ikke lade sig gøre af tekniske grunde, anbefales det, at der gennemføres en meget grundig rensning før udledning efterfulgt af kemisk og biologisk monitering, der sikrer, at effekter holdes på et acceptabelt niveau.

Da boringer fortsætter under produktionen, skal der tillige bortskaffes både boremudder og -spåner, ligesom ved efterforskningen, men nu i større mængder, da der kan bores mange brønde.

Udledningerne til luften er ligeledes meget store, og et oliefelt vil producere mange gange det nuværende grønlandske bidrag af drivhusgasser. Også ved produktion vil der være risiko for dannelsen af ’Arctic haze’.

Udledningerne og affald fra produktionen kan reduceres noget ved brug af den bedst tilgængelige teknik og den bedste miljøpraksis (BAT og BEP principperne, jvf. OSPAR). Men der bliver under alle omstændigheder tale om store mængder af produceret vand, boremudder og -spåner som skal håndteres miljømæssigt forsvarligt. Det kan gøres ved at pumpe vandet og boremudder tilbage i undergrunden, ved at deponere boremudder og spåner på sikrede deponier eller ved at transportere det til modtagefaciliteter til videre behandling.

Luftforureningen kan begrænses noget ved at benytte svovlfattige olier og allerbedst ved at benytte andre energikilder som vandkraft, vind- og solenergi.

Det må forventes at etableringen af et oliefelt vil påvirke jagt og fiskeri i omgivelserne. Der er risiko for at jagtbare arter vil blive skræmt væk fra traditionelle fangstpladser og forurening af nærområder vil også være en risiko.

Andre påvirkninger. Et producerende oliefelt medfører tillige en række mere trivielle miljøpåvirkninger, som svarer til dem fra andre beboede steder i Grønland. Disse kan og skal reduceres ved anvendelse af BAT og BEP principperne og gennem god planlægning og regulering af myndighederne.

Ferskvandsforbruget ved olieproduktion kan være meget højt, og her skal indvinding foretages sådan at der ikke er risiko for ændrede forløb eller ligefrem udtørring af vandløb og søer hvor der for eksempel lever fjeldørred.

Afvikling

Når et oliefelt er udtømt, skal infrastruktur fjernes, terræn retableres og alle brønde forsegles. Dette kan vare flere år og indledes allerede inden produktionen er helt afsluttet. Der er herunder igen risiko for forstyrrelser af dyreliv fra den intensive transport mellem oliefeltet og et udskibningssted. Der er også risiko for spredning af ophobede forurenende stoffer.

Problemerne kan imødegås ved god planlægning og ved anvendelse af BAT og BEP-principperne, herunder ved at indtænke nedrivning og fjernelse allerede i konstruktionsfasen.

En ’cost-benefit’-analyse af de miljørelaterede problemer ved nedlæggelsen af et oliefelt i vurderingsområdet skal også udføres.

Oliespild

Et stort oliespild i forbindelse med olieaktiviteter på Nuussuaq eller Disko kan enten stamme fra en udblæsning (”blow out”) i forbindelse med boring af en efterforsknings- eller produktionsbrønd eller være en følge af brud på en pipeline. Uheld i forbindelse med lastning af tankskibe ved en havn på kysten er også en risiko for oliespild. Erfaringerne fra andre steder i Arktis (særligt Rusland) viser, at brud på pipelines har givet de største spild på land. Risikoen for et spild er dog lille, men spild kan ikke udelukkes.

Oliespild på land vil normalt ikke få samme store udbredelse som spild til havs. Men rammer olien et vandløb, er der risiko for at olien kan spredes til større områder og evt. nå ud i det marine miljø. Det er desuden meget svært at forudsige et oliespilds udbredelse, hvis det synker ned i jorden.

Oliespild på land ødelægger især vegetationen, og olien vil opsuges i jordlagene, hvor den kan ligge i mange år, hvis ikke den graves op. Når olien ud i ferskvandsystemer, vil fisk kunne påvirkes og forgiftes og vandfugle vil kunne påvirkes af olien.

Landdyr og -fugle vil undgå områder med olieforurening, og vil påvirkes ved at blive fortrængt fra levesteder. Men det vil næppe påvirke bestande, hvis det lykkes at inddæmme spildet til et begrænset landområde.

Oliespild forbygges ved at følge BAT og BEP-principperne, ligesom der skal være krav til at anvende de højeste sundheds-, sikkerheds- og miljøstandarter (HSE). Planlægning, regulering og beredskab skal tage højde for oliespild, for eksempel ved at forebygge, at olie når ud i de nærliggende vandmiljøer med risiko for at nå havet.

Oliespild i vurderingsområdet vil primært påvirke vegetationen. Men hvis olie spildes i eller føres til havet, vil der være en risiko for, at spildt olie også kan nå de meget mere følsomme kystområder og her påvirke et væsentligt større område, da olie spredes hurtigere og lettere på vandoverfladen.