Aarhus Universitets segl

Nr. 174: Miljøvurderinger af krigsgasser dumpet i havet

Hans Sanderson, Patrik Fauser. 2015. Environmental assessments of sea dumped chemical warfare agents. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 116 pp. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 174 http://dce2.au.dk/pub/SR174.pdf

Sammenfatning

Denne rapport sammenfatter risikoanalyser af kemiske våben, der blev dumpet ud for Bornholm efter Anden Verdenskrig. I 1947 blev i alt ca. 65.000 tons kemiske våben, indeholdende 11.000 tons kemiske kampstoffer, dumpet udfor Bornholm i Bornholmerdybet på 70-100m vand, da Tyskland blev demilitariseret. Dumpningerne blev fortrinsvis foretaget af de russiske styrker på tyske skibe og med tysk besætning.

Arbejdet omhandler især den øgede miljørisiko som følge af en ophvirvling af rester af de kemiske våbens indholdsstoffer i forbindelse med installationen af to gasrørledninger mellem Rusland og Tyskland som Nord Stream AG står for. En række modeller er udviklet og data er indsamlet for at belyse dette og er gengivet i denne samlede rapport. Udover disse kapitler er der en række artikler som er tilgængelige i den videnskabelige litteratur, især i tidsskriftet Journal of Hazardous Materials.

Det er fundet at koncentrationen af arsenikforbindelser, der er målt langs rørlægningsruten, som ikke korrelerer med den totale målte mængde kemisk kampstof (CWA) (r2 = 0.01). Den overvejende del af arsenik i sedimentet har derfor andre antropogene og potentielle naturlige kilder, da koncentrationerne er i samme størrelsesorden som baggrundsværdierne i Bornholmerdybet. Desuden er risiko af de giftige former af arsenik overfor fisk generelt lav. De statistiske analyser viser, at den biologiske forekomst beskrives bedre ved fysiske parametre end ved arsenik- og CWA-koncentrationer.

Fordelingen af våben med krigsgasser over og under sedimentoverfladen kendes ikke, derfor skal der udvises speciel opmærksomhed ved lægning af ankre, da disse kan synke dybere ned i sedimentet og forstyrre begravede intakte våben.

Sammenfattende kan det konstateres, at rørlægningen ikke udgør et signifikant bidrag til en i forvejen minimal akut miljørisiko for fiskebestanden omkring Bornholm som følge af rørlægningsaktiviteter.