Aarhus Universitets segl

Nr. 173: Emissionsopgørelse for flygtige emissioner fra brændstof i Danmark

Plejdrup, M.S., Nielsen, O.-K., Nielsen, M. 2015. Emission inventory for fugitive emissions from fuel in Denmark. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 52 pp. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 173 http://dce2.au.dk/pub/SR173.pdf 

Sammenfatning

DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet udarbejder de nationale opgørelser af emissioner til luft, og varetager årlig rapportering til UNFCCC (United Nations Framework Convention Climate Change) og til UNECE CLRTAP (United Nations Economic Commission for Europe Convention on Long-range Transboundary Pollutants). Desuden rapporteres emissionsopgørelsen for drivhusgasser til EU’s monitoringsmekanisme og til Kyotoprotokollen, mens emissionsopgørelsen for luftforurening rapporteres til NEC direktivet (direktivet om nationale emissionslofter for visse luftforurenende stoffer).

De nationale emissionsopgørelser omfatter fem sektorer, jf. definitionerne i internationale retningslinjer og rapporteringsskabeloner (IPCC, 2000; IPCC, 2006; EMEP/EEA, 2013). “Flygtige emissioner fra brændsler” er en under-sektor i energisektoren. Denne rapport dokumenterer metoderne, der anvendes i opgørelsen for flygtige emissioner, herunder information om aktivitetsdata, emissionsfaktorer og emissioner for tidsserien 1990-2013. Denne rapport er en opdatering af den tidligere versionen publiceret i 2009 (Plejdrup et al., 2009).

Sektoren flygtige emissioner omfatter udvinding, håndtering, lagring, transmission og distribution af faste, flydende og gasformige brændsler, samt fra flaring og venting. Blandt de vigtigste i sektoren er platformene på Nordsøen til udvinding af olie og gas, samt raffinaderier.

Den samlede danske emission af drivhusgasser i 2013 er 54.584 kt CO2-ækvivalenter (CO2-ækv.) eksklusiv LULUCF-sektoren (Land use, Land use change and forestry, som dækker emissioner og optag forårsaget af ændringer i arealanvendelse og ændringer af skovarealer). I samme år er drivhusgasemissionen fra energisektoren 41.005 kt CO2-ækv., svarende til 75 %. Hovedparten af drivhusgasemissionen i energisektoren stammer fra brændselsforbrug til energiproduktion og til transport. Flygtige emissioner udgør 0,94 % af den samlede drivhusgasemission fra energisektoren.

Udover drivhusgasserne CO2, CH4 and N2O omfatter emisisonsopgørelsen for sektoren flygtige emissioner fra brændsler også svovldioxid (SO2), kvælstofilter (NOx), andre flygtige kulbrinter end metan (NMVOC), kulilte (CO), partikler (PM), sod (BC), tungmetaller (HM) og persistente organiske forbindelser (POP’er). Partikelemissioner estimeres for tre størrelsesfraktioner; total mængde luftbårne partikler (TSP), partikler med en aerodynamisk diameter mindre end 10 μm (PM10) og mindre end 2,5 μm (PM2,5). Flygtige emissioner udgør 9,9 %, 8,1 % og 5,0 % af den totale nationale emission af hhv. BC, NMVOC og SO2.