Boertmann, D. & Mosbech, A. (eds.) 2011. Eastern Baffin Bay - A strategic environmental impact assessment of hydrocarbon activities. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 270 pp. - Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy no. 9. http://www2.dmu.dk/Pub/SR9.pdf
Denne rapport er en strategisk miljøvurdering af aktiviteter forbundet med olieefterforskning og -udvinding i den grønlandske del af Baffin Bugt ud for Nordvestgrønland. Nærmere bestemt den grønlandske del af farvandet mellem 71° og 78° N (Figur 1). Dette område betegnes Baffin Bugt-vurderingsområdet (Baffin Bay ’assessment area’). En del af Baffin Bugt blev i 2010 åbnet for ansøgninger om olieefterforskning og syv tilladelser blev tildelt i december 2010.
I 2009 udgav Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) en foreløbig strategisk miljøvurdering af olieaktiviteter i dette område (Boertmann et al. 2009). Den foreliggende rapport er en opdatering af den foreløbige, og opdateringen er baseret på resultater fra de baggrundsundersøgelser, der blev sat i gang af Råstofdirektoratet i 2008.
Rapporten her er udført af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet og Grønlands Naturinstitut (GN) i samarbejde med Råstofdirektoratet.
Rapporten behandler et område som er større end selve udbudsområdet fra 2010 (se Figur 1). Det skyldes, at der skal tages højde for, at oliespild kan drive meget langt og også ud af udbudsområdet.
Området er beliggende i den højarktiske zone og har de for denne zone karakteristiske biologiske træk: Forholdsvis lav biodiversitet, korte fødekæder, og områder med meget høje koncentrationer af organismer. Den lave biodiversitet modsvares af at visse arter er uhyre talrige, og nogle af disse er nøglearter i fødekæderne. Det medfører at dyr fra de højere trofiske niveauer er afhængige af nøglearternes forekomst i tid og rum.
Det vurderede område er meget rigt i biologisk/økologisk forstand. Primærproduktionen om foråret er visse steder meget høj, der er rige dyresamfund på havbunden ligesom der er store og meget vigtige forekomster af både fugle og havpattedyr. Blandt fuglene er der vigtige (både nationalt og internationalt) og rødlistede arter som polarlomvie, ederfugl, ride, havterne og lunde. Blandt havpattedyrene er der vigtige (både nationalt og internationalt) arter som isbjørn, hvalros, narhval, hvidhval og grønlandshval.
Et meget væsentligt biologisk område er det store polynie, Nordvandet, beliggende mellem Qaanaaq-området og Ellesmere Island. Her er mere eller mindre isfrit om vinteren og om foråret starter primær-produktionen meget tidligere end i de omkringliggende isdækkede områder. Dette medfører koncentrationer af havpattedyr og fugle, som bl.a. har gjort det muligt for mennesker at etablere sig permanent i området. Langs de grønlandske kyster af dette polynie yngler for eksempel mere end 80?% af den globale bestand af den meget talrige søkonge; vurderet til mere end 30 millioner par. De vigtige arter af fugle og havpattedyr som er nævnt ovenfor forekommer særligt talrigt i polyniet.
Hellefisk og rejer udnyttes kommercielt i den sydlige del af vurderingsområdet og fangst og fiskeri til lokalt brug er vigtige aktiviteter langs de beboede kyster.
Aktiviteterne fra en komplet livscyklus for et oliefelt er så vidt muligt vurderet med vægt på de aktiviteter og hændelser som erfaringsmæssigt giver de væsentligste miljøpåvirkninger. Men da der ikke er erfaringer med udvinding af olie i Grønland, er vurderinger af aktiviteter i denne forbindelse ikke konkrete, men bygger på erfaringer fra andre områder med så vidt muligt sammenlignelige forhold. Der er især trukket på den meget omfangsrige litteratur om det store oliespild i Prince William Sound i Alaska i 1989, den norske miljøvurdering af olieaktiviteter i Barentshavet (2003) og på Arktisk Råds (Skjoldal et al. 2007) ”Arctic Oil and Gas Assessment”, som endnu kun er delvist tilgængeligt på internettet (Link). Miljøpåvirkningerne fra den store udblæsning i den Mexicanske Golf i april 2010 er endnu ikke vurderet eller rapporteret, hvorfor der kun er få referencer til dette spild i rapporten her.
Vurderingerne bygger på de eksisterende klimatiske forhold. Klimaændringer forventes at påvirke miljøet væsentligt i vurderingsområdet i de kommende årtier. Især isens forekomst forventes at ændre sig. Det betyder ændrede leveforhold, som vil medføre at nogle arter reduceres i forekomst og udbredelse mens andre begunstiges og nye arter vil indvandre og etablere sig. Vurderingerne bygger på den tilgængelige biologiske viden, som i mange forhold stadig er mangelfuld. Der blev igangsat en række studier i 2008 for at forbedre den tilgængelige baggrundsviden, og der foreslås i denne rapport yderligere studier for at forbedre vidensgrundlaget.
Efterforskningsaktiviteter er midlertidige, de varer typisk nogle år og vil for det meste være spredt ud over de tildelte licensområder. De udføres desuden kun i den isfrie periode, dvs. om sommeren og efteråret. Seismiske undersøgelser og ”site surveys” er i de senere år gennemført så sent som i november. Prøveboringer skal stoppe med udgangen af september, for at give tid, inden isen indfinder sig, til at foretage en aflastningsboring, hvis en løbsk brønd ikke kan stoppes på anden vis.
Hvis efterforskningen ikke påviser olie eller evt. gas det kan betale sig at udvinde vil aktiviteterne ophøre og alt udstyr fjernes. Findes der derimod olie, som efter en ”appraisal”-periode viser sig muligt at udnytte, vil aktiviteterne overgå til en udvikling af oliefeltet med afgrænsningsboringer og udbygning af faciliteter og derpå en egentlig udvinding af den fundne olie (se nedenfor).
De væsentligste påvirkninger fra efterforskningsaktiviteter vil blive forstyrrelser fra støjende aktiviteter (f.eks. seismiske undersøgelser, fra boreplatforme og helikopterflyvning). Der forventes kun relativt svage, midlertidige og/eller lokalt forekommende påvirkninger, idet mere alvorlige påvirkninger kan undgås med forebyggende tiltag, som f.eks. ved at undgå aktiviteter i særligt følsomme områder eller perioder. Dog kan de særlige 3D-seismiske undersøgelser der foregår i begrænsede områder, give anledning til mere markante midlertidige påvirkninger.
Vinterperioden er særligt følsom overfor støjende aktiviteter bl.a. på grund af forekomster af hvidhval, narhval, grønlandshval, hvalros og remmesæl, men efterforskningsaktiviteter forventes ikke i den periode, hvor de fleste af disse arter er til stede. Narhvaler har dog et vigtigt sommerområde i Melville Bugt, og der er tillige vigtige trækruter for både nar- og hvidhvaler gennem Melville Bugt og langs kysten af Upernavik og Uummannaq distrikter, som benyttes endnu inden vinteren sætter en stopper for olieaktiviteter.
Intensive seismiske undersøgelser kan formentlig få hellefisk til at søge væk fra området i en periode, og sker det i vigtige fiskeområder vil undersøgelserne kunne påvirke fiskeriet negativt. Men undersøgelser af andre fiskearter tyder på at denne påvirkning er midlertidig. Fiskenes gydeområder betragtes generelt som særligt følsomme overfor seismiske undersøgelser, men hellefisk gyder ikke i vurderingsområdet, og dette problem er derfor ikke aktuelt.
Seismiske undersøgelser forventes ikke at påvirke rejebestandene eller deres fordeling i området.
Der er en risiko for at havpattedyr vil søge bort fra vigtige fødesøgningsområder og trækruter pga. forstyrrelserne fra seismiske undersøgelser. Det forventes dog at påvirkningen vil være midlertidig (varighed uger til måneder), fordi aktiviteten ophører.
Det er påvist at trykbølgen fra de luftkanoner, der benyttes ved seismiske undersøgelser, kan slå fiskeæg og -larver ihjel ud i en afstand af maks. 5 m. I Norge er der bekymring for at meget intensive seismiske undersøgelser i områder med høje koncentrationer kan dræbe så meget fiskeyngel, at det kan påvirke rekrutteringen til bestanden af voksne fisk. Tilsvarende høje koncentrationer af fiskeyngel kendes ikke i grønlandske farvande, og de højeste koncentrationer forekommer desuden om foråret før seismiske undersøgelser normalt udføres. Det konkluderes derfor at seismiske undersøgelsers indvirkning på larver og æg ikke giver anledning til risiko for væsentlige påvirkninger af fiskebestandene.
Efterforskningsboring giver også anledning til støjende aktiviteter. Maskineri og skruer, der holder en flydende platform på plads (vandet er næsten overalt for dybt til at man kan bruge borerigge, der står på bunden) frembringer kraftig støj. Denne kan skræmme havpattedyr, og hvaler angives at være særligt følsomme. Der er derfor risiko for at særligt narhvaler, hvidhvaler, grønlandshvaler og hvalros kan blive bortskræmt fra vigtige opholdsområder. For hvidhval, grønlandshval og hvalros er risikoen dog lille, da deres tidsmæssige overlap med en prøveboring bliver begrænset til en kort periode i det sene efterår. Der er også risiko for midlertidig bortskræmning af fin-, våge og pukkehval i sommermånederne. Dette kan tænkes at påvirke fangstmulighederne i den periode aktiviteterne står på, hvis aktiviteterne foregår i traditionelle fangstområder.
Den væsentligste risiko for miljøpåvirkninger under en efterforskningsboring opstår i forbindelse med uheld (”blow-out”), som medfører et stort oliespild. De mulige følger af oliespild er omtalt nedenfor.
Ved en prøveboring benyttes boremudder til at smøre boret, kontrollere trykket i borehullet og til at transportere det udborede materiale (borespåner) op til platformen. Er dette vandbaseret udledes det ofte til havet efter endt boring, mens de oliebaserede typer, som er mere miljøskadelige, i dag normalt bringes til land for at blive behandlet eller deponeret under kontrollerede forhold.
I Grønland må der kun bruges vandbaseret boremudder. Ved de tre boringer ud for Disko i 2010 blev der i alt udledt 6000 tons boremudder og 2261 m3 borespåner. Nogle af tilsætningskemikalierne som ofte bruges i de vandbaserede typer er dog klassificerede som ”røde” i OSPARs system. I norske havområder har man helt udfaset brugen af disse, sådan at man kun benytter de mere miljøvenlige ”grønne” og ”gule” kemikalier. Det skal dog nævnes at man tillige benytter oliebaseret boremudder i Norge, men under betingelse af at det deponeres/behandles i land og dermed ikke udledes til havmiljøet.
I Grønland er målet at afskaffe de ”røde” tilsætningskemikalier. Vanskelige boreforhold har dog betydet at man indtil videre (i 2010 og 2011) har accepteret brugen af et enkelt ”rødt” tilsætningskemikalie , som er klassificeret sådan på grund af langsom nedbrydelighed. Men udledningen af de ”grønne” og ”gule” tilsætningsstoffer bør fremover også vurderes konkret med henblik på giftighed og nedbrydning under arktiske forhold.
Ved udledning af vandbaseret boremudder og borespåner er der en risiko for at påvirke bundfaunaen i nærheden af udledningsstedet ved sedimentation af materiale og forplumring af vandet.
Det er vanskeligt at vurdere virkninger af udledning af boremudder og -spåner i vurderingsområdet, fordi den foreliggende viden om bunddyrsamfundene er meget begrænset. Men det forventes at udledningerne fra en enkelt efterforskningsboring kun vil give minimale påvirkninger, hvis de mest miljøvenlige typer af boremudder benyttes. Påvirkninger kan undgås ved at undlade at udlede boremudder og -spåner, men i stedet bringe det i land eller pumpe det tilbage i borehullet ved endt boring. Men dette giver også miljøpåvirkninger, som skal afvejes mod dem fra udledningen.
Endelig er prøveboringer meget energikrævende, hvilket resulterer i store udslip af drivhusgasser. De tre boringer i 2010 ud for Disko forøgede det samlede grønlandske bidrag med 15?%.
I modsætning til efterforskningsfasen er aktiviteterne under udvikling af et oliefelt og produktion af olie af lang varighed (årtier), og flere af aktiviteterne har potentiale til at forårsage alvorlige miljøpåvirkninger. Disse påvirkninger kan i høj grad forebygges gennem nøje planlægning, anvendelse af anerkendte ”Health, Safety and Environment” (HSE) procedurer, brug af ”Best Available Technique” (BAT) og ”Best Environmental Practice” (BEP). Der er dog mangel på viden om kumulative virkninger og langtidsvirkninger af de udledninger (f.eks. fra produktionsvand), der forekommer selv ved anvendelse af førnævnte tiltag.
Produktionsvand (der pumpes op sammen med olien) udgør langt den største udledning til havmiljøet. Et oliefelt kan udlede op til 30.000 m3 om dagen, og på årsbasis udledes der på den norske sokkel 174 millioner m3. Der er i de senere år udtrykt en vis bekymring for udledning af produktionsvand, på trods af at det er behandlet og overholder internationale miljøstandarder. Der knytter sig desuden specielle problemer til udledning af produktionsvand i et isdækket hav, der har reduceret opblanding i overfladelaget. Miljøproblemerne ved produktionsvand kan for eksempel undgås ved skærpede krav til indholdsstoffer eller endnu bedre ved at pumpe vandet tilbage i oliebrønden, sådan som den norske politik foreskriver for olieproduktion i Barentshavet.
Den anden store potentielle udledning omfatter boremudder og -spåner, da der skal bores intensivt under udvikling og produktion. Miljøpåvirkningerne for en enkelt efterforskningsboring er beskrevet ovenfor. Under udvikling og produktion vil de udledte mængder blive væsentlig større, med risiko for at større områder af havbunden påvirkes. Miljøpåvirkningerne fra boremudder og -spåner forebygges bedst ved at bringe begge dele i land til deponering eller ved at pumpe det tilbage i gamle borehuller. Ved brug af vandbaseret boremudder med miljøvenlige tilsætningsstoffer kan udledning være miljømæssigt acceptabelt.
Energiforbruget ved udvikling og produktion er meget stort, og etablering af et stort oliefelt i Baffin Bugt-vurderingsområdet vil bidrage meget væsentligt til Grønlands samlede udledning af drivhusgasser. F.eks. udleder et af de store norske oliefelter mere end dobbelt så meget CO2 som Grønlands samlede bidrag.
Selve placeringen af installationer og de forstyrrelser, der kommer fra disse, kan påvirke havpattedyr, sådan at de bortskræmmes permanent fra vigtige fourageringsområder eller således at de ændrer trækruter. I Baffin Bugt-området er det især narhval, hvidhval, grønlandhval og hvalros, der er på tale i denne sammenhæng. Dette kan desuden vanskeliggøre fangst på de jagtbare af disse arter.
Det skal i den sammenhæng nævnes at seismiske undersøgelser foretages gennem hele levetiden af et oliefelt, hvorfor de effekter der omtaltes ovenfor under efterforskning også forekommer i udvindingsfasen og nu med risiko for kumulative påvirkninger.
Ved placering af installationer i land, skal deres landskabelige påvirkninger vurderes og minimeres, idet de medvirker til at reducere et områdes værdi som turistmål.
Intensiv helikopterflyvning har også potentialet til at bortskræmme både havfugle og havpattedyr fra vigtige områder. Dette imødegås bedst ved at flyve ad fastsatte ruter og i fastsatte højder.
Fiskeriet i de områder, hvor der vil forekomme udvikling og produktion vil blive begrænset omkring installationer på havbunden (brønde og rørledninger) og ved de forskellige typer af platforme. Normalt anlægges en sikkerheds/afspærringszone i en afstand ud til 500 m fra sådanne installationer.
Problemet har hidtil ikke været særligt stort i Arktis, men formodes at blive større som følge af klimaændringerne.
Produceret olie skal transporteres bort med skib, som tømmer deres tanke for ballastvand inden de laster olie. Dette vil medføre en risiko for at indføre invasive (dvs. at de breder sig på bekostning af lokale arter), fremmede arter til det grønlandske havmiljø. Risikoen kan formindskes ved behandling og udledning af ballastvandet som det foreskrives af den internationale maritime organisation IMO.
Det skal påpeges, at det er meget vanskeligt at vurdere de påvirkninger eventuel udvikling og produktion kan medføre, fordi lokaliseringen, omfanget, varigheden og typen af aktiviteter ligesom de tekniske løsninger ikke er kendt.
De mest alvorlige miljøpåvirkninger, der kan forekomme i forbindelse med olieaktiviteter, er store oliespild. De forekommer enten fra udblæsninger (”blow-outs”), hvor kontrollen med borehullet mistes, eller fra uheld i forbindelse med opbevaring og transport af olie, f.eks. ved forlis af tankskibe.
Store oliespild er meget sjældne nu om dage, fordi teknikken og sikkerhedsforanstaltningerne hele tiden forbedres. Men risikoen er til stede, og særligt i ”frontier”-områder, som de grønlandske farvande med tilstedeværelsen af en særlig risikofaktor i form af isbjerge, er muligheden for uheld og ulykker forhøjet. AMAP (Skjoldal et al. 2007) vurderer at risikoen for oliespild i Arktis er størst i forbindelse med transport af olie.
DMI har modelleret drivbanerne for oliespild i Baffin Bugt-vurderingsområdet med udgangspunkt i fire spildsteder. De viser at oliespild med oprindelse langt til havs som regel ikke vil nå kysterne, men under visse forhold kan kyster op til flere 100 km fra spildstederne blive påvirket.
Oliespild i kystnære farvande regnes generelt som meget mere ødelæggende end oliespild på åbent hav. Men i et område som Baffin Bugt må denne generalisering modificeres. Det hænger sammen med forekomsten af is, som kan holde på olien og transportere den over lange afstande uden at den nedbrydes væsentligt. Men is kan også begrænse et spilds udbredelse sammenlignet med et spild i isfrie farvande. Den foreliggende viden om oliespilds adfærd og skæbne i isdækkede farvande er begrænset.
Grunden til at kystnære fravande er mest sårbare over for oliespild er, at olien her kan påvirke områder med høj biodiversitet og med tætte dyrebestande, som f.eks. gydende lodde (ammassat), banker med bunddyr som hvalrosser lever af og områder med store fugleforekomster. Olien kan fanges i bugter og fjorde, hvor høje og giftige koncentrationer af oliekomponenter kan bygges op i vandsøjlen og nå bunden. Der er også risiko for at olie kan fanges i bundsedimenter, i strande med rullesten og i muslingebanker, hvorfra olie langsomt kan frigives til det omgivende miljø med risiko for langtidsvirkninger f.eks. på fuglebestande som udnytter kysterne. Endelig udnyttes de kystnære farvande af lokale indbyggere til fangst og fiskeri.
På åbent hav er fortyndingseffekten med til at mindske miljøeffekterne af et oliespild. I og nær Baffin Bugt-vurderingsområdet kan det ikke udelukkes at der er områder langt fra kysten, som alligevel er særligt sårbare over for oliespild. Men den foreliggende viden er ikke tilstrækkelig til at udpege sådanne områder. Det kan f.eks. være frontzoner, ”up-welling”-områder og de ydre dele af drivisen, hvor primærproduktionen er særligt høj om foråret, og hvor høje koncentrationer af planktoniske alger og dyrisk plankton forekommer i den øvre del af vandsøjlen.
Et oliespild på havoverfladen vil dog næppe påvirke bestandene af rejer og hellefisk, de vigtige arter for det grønlandske fiskeri.
Fugle er særligt sårbare overfor oliespild på havoverfladen, og i Baffin Bugt-vurderingsområdet er der talrige meget udsatte fugleforekomster. Ynglefuglene omfatter ofte store kolonier af polarlomvie, søkonge, ederfugl, havterne og lunde, ligesom der er vigtige forekomster af fældende kongeederfugle.
Havpattedyr kan også påvirkes af oliespild på havoverfladen. Indenfor Baffin Bugt-vurderingsområdet forekommer bestande som er særligt sårbare, fordi de i forvejen påvirkes af fangst. Det gælder særligt hvidhval, narhval og hvalros. Hvalros og remmesæl lever desuden af bunddyr, og kan blive udsat for at indtage olie med deres føde. Der er tillige helt nye undersøgelser der tyder på, at spækhuggere (og dermed formentlig også andre hvaler) er sårbare overfor indånding af oliedampe over et spild.
Isbjørne er specielt sårbare, fordi de har en tendens til at rense olie af pelsen ved at slikke den ren og derved blive forgiftet af den indtagne olie.
Et oliespild i havområder med is vil formentlig samles i åbne revner og under isflager. Her kan den påvirke de fugle og havpattedyr, der er afhængige af åbent vand og også yngel af polartorsk, der netop samles lige under isen. Havpattedyr kan blive tvunget til at dykke ud i oliespild i de meget begrænsede åbenvandsområder og derved blive udsat for at indånde oliedampe.
Fiskeri og fangst kan blive påvirket ved at oliepåvirkede områder lukkes for den slags aktiviteter. Dette gøres for at hindre at der fanges og markedsføres fisk, der har været i kontakt med olie (for eksempel med afsmag) eller som er mistænkt for at have været det. Der er eksempler på at oliespild har lukket for fiskeri i månedsvis. Der er også en risiko for at fangstdyr bliver sværere tilgængelige i en periode efter et oliespild, ligesom sælskind bliver umulige at afsætte hvis der er olie på dem.
Det meget store oliespild fra Macondo-brønden i den Mexicanske Golf havde udgangspunkt på havbunden på meget stor dybde (ca. 1500 m). Det resulterede i dannelsen af store skyer af dispergeret olie i vandsøjlen i forskellige dybder. Olien forblev i disse dybder og drev vidt omkring. Der er tilsvarende dybder i Baffin Bugt-vurderingsområdet. Hvis sådanne olieskyer dannes her, må der forventes påvirkninger af sårbare forekomster i vandsøjlen (primærproduktion, plankton, fiske- og rejelarver) og på havbunden (rejer, bunddyr), særligt hvis olieskyerne driver ind over bankerne.
Da arbejdet med denne miljøvurdering blev indledt, var det klart at der manglede væsentlig viden til at foretage vurderinger af olieaktiviteter i Baffin Bugt-vurderingsområdet. Flere studier blev sat i gang, og en lang række resultater er indarbejdet her (Box 1-6).
Men ved siden af de mere projekt-specifikke undersøgelser, som selskaberne selv skal gennemføre i forbindelse med miljøvurdering og -overvågning af deres konkrete aktiviteter, er der stadig behov for regionale, strategiske studier. Der er allerede igangsat sådanne regionale strategiske studier i Disko West-området, syd for Baffin Bugt-vurderingsområdet, og i 2011 indledes flere studier som skal bidrage med yderligere baggrundsviden fra Baffin Bugt-vurderingsområdet.
