Hansen, J., Asmund, G., Aastrup, P., Mosbech, A., Bay, C., Tamstorf, M. & Boertmann, D. 2012. Jameson Land. A strategic environmental impact assessment of hydrocarbon and mining activities. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 94 pp. Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy No. 41. http://www.dmu.dk/Pub/SR41.pdf
Jameson Land i Østgrønland er interessant både i mineral- og oliesammenhæng. Der foregik olieefterforskning i 1980erne og 1990erne og flere mineralforekomster er blevet udnyttet eller undersøgt i og nær området. Ved Mestersvig var der brydning af bly- og zinkmalm frem til 1963 og ved Malmbjerget er der en større molybdæn-forekomst, som er blevet efterforsket i flere omgange og et selskab har en udnyttelsestilladelse.
Denne rapport er en strategisk miljøvurdering (SMV, på engelsk SEIA) af både mineral- og olieaktiviteter i Jameson Land. Den indskrænker sig til landmiljøet (det terrestriske miljø), hvorfor påvirkninger i havmiljøet ikke er omtalt. Disse er til en vis grad behandlet i en anden strategisk miljøvurdering af olieaktiviteter, som dækker den grønlandske del af Grønlandshavet (Boertmann & Mosbech 2012).
Jameson Land er godt kendt i naturhistorisk sammenhæng. Det skyldes, at der i forbindelse med olieaktiviteterne i 1980- og 1990erne blev gennemført baggrundsundersøgelser af både moskusokser, gæs og vegetation. Siden blev der i 2008-2010, i forbindelse med planerne for et større mineanlæg, også udført et antal undersøgelser af gæs og andre fugle.
Jameson Land er naturmæssigt unik i Grønlandsk sammenhæng på grund af de store sammenhængende lavlandsområder. Kun mod nord er der højfjeldsområder, og her er der flere brede og lange dale. Lavlandsområderne og disse dale er rige naturområder med relativt frodig vegetation i fugtige kær og dværgbuskheder, og flere steder langs kysterne ind mod Hall Bredning er der strandenge. Disse områder har et rigt dyreliv med moskusokser, gæs og vadefugle som de vigtigste.
Moskusoksebestanden er den største og tætteste i Østgrønland og den udnyttes af befolkningen i Ittoqortoormiit. Okserne færdes mest i de frodige lavlandsområder med Ørsted Dal og nærliggende dale som et af de meget vigtige områder.
To arter af gæs – bramgås og kortnæbbet gås – forekommer i store antal i området. De både yngler og fælder (den del af bestandene som ikke yngler) i Jameson Land. De er knyttet til de frodige vådområder og især de fældende fugle optræder i tætte koncentrationer omkring søer, elve og strandenge. De er så talrige at flere af områderne i Jameson Land er af international betydning for de to arter. Det har medført at to områder er udpeget som internationalt vigtige for vandfugle (Ramsar-områder).
Andre vigtige fugle omfatter vadefuglene, som forekommer spredt ud over lavlandsområderne, og desuden nogle i Grønland mere sjældne arter som sabinemåge, lille regnspove og hjejle.
På nogle af småøerne langs kysterne er der kolonier af havfugle, som ederfugl og havterne.
Flere af de i Jameson Land forekommende dyrearter er listet som truede i Grønland (Tabel 5) og en enkelt art, nemlig isbjørnen, er desuden på den internationale liste over truede dyr (Tabel 5).
Vegetationen er artsrig med flere endemiske arter og med nogle arter, der i Grønland kun findes her.
Befolkningen i Ittoqqortoormiit udnytter primært de marine ressourcer, men enkelte terrestriske arter indgår: Særligt bestanden af moskusokser i Jameson Land og fjeldørred i og nær elvenes udløb.
I forbindelse med anlæg af miner og oliefelter er baggrundsviden om miljøets naturlige belastning af forurenede stoffer vigtig. Indtil nu foreligger der kun analyser af grundstoffer fra vand og sedimenter i Schuchert Elv-området, og de viser naturligt forhøjede værdier af en række grundstoffer.
De væsentligste aktiviteter under olieefterforskning er seismiske undersøgelser og prøveboringer, og miljøpåvirkningerne omfatter:
De seismiske undersøgelser foretages fra et større optog af køretøjer med flytbare barakker og special-trucks med den seismiske lydkilde (”Vibroseis”). Dette optog kan give omfattende skader på terræn og vegetation, og kan også permafrostlaget med efterfølgende risiko for thermokarst. Da de seismiske undersøgelser foregår over store områder er der risiko for betydelige landskabsskader, og der ses stadig spor i landskabet efter de seismiske aktiviteter i Jameson Land i 1980erne.
Miljøpåvirkningerne fra seismiske undersøgelser begrænses bedst ved at udføre aktiviteterne om vinteren. Dels beskytter snelaget til en vis grad vegetation og terræn, dels er mange af de sårbare dyr væk fra Jameson Land om vinteren (gæs og andre fugle), og kun moskusokserne vil være udsatte. En yderligere mulighed kan være at anvende særligt lette køretøjer, som påvirker undergrunden meget mindre end traditionelle bulldozere.
Forstyrrelseseffekten fra selve de seismiske undersøgelser om vinteren vil blive relativt kortvarig da de seismiske undersøgelser dels bevæger sig gennem området, dels kun varer en sæson eller to. Men der vil også være en betydelig trafik af helikoptere mellem en basislejr og der, hvor der opereres, og det vil medføre en risiko for at skræmme især moskusokser. Om sommeren vil helikoptertraffik især kunne skræmme gæs bort fra vigtige levesteder. Men effekten er kortvarig og begrænset til den sæson hvor aktiviteten foregår.
De fysiske påvirkninger fra prøveboring omfatter selve det sted boringen foregår og de steder hvor der placeres div. installationer og bygninger ("fodaftrykket"). Men også en kørevej mellem borestedet og et landsætningssted på kysten i nærheden indgår her, og skal den gå gennem fugtigt terræn er befæstning nødvendig. Grusudtag i nærliggende terræn vil desuden bidrage til de fysiske påvirkninger. Men de fysiske påvirkninger vil generelt blive begrænsede til de nærmeste omgivelser af et borested.
Foregår aktiviteterne i fugtigt terræn er risikoen for væsentlige terræn- og vegetationsskader større end i tørt terræn, bl.a. fordi afstrømningsmønstre kan ændres, og der for eksempel kan opstå opdæmning af vand.
Brugen af ”all terrain vehicles” (ATV’er) kan være udbredt i forbindelse med prøveboringer, og har tidligere i forbindelse med mineprojekter givet anledning til mange umotiverede kørespor i terræn i Grønland.
Endelig skal der benyttes store mængder ferskvand til en prøveboring, og der kan være en risiko for at tørre mindre søer og vandløb helt ud.
De fysiske påvirkninger fra en prøveboring kan begrænses ved at bore om vinteren, når terrænet er dækket af sne. I 1996 gennemførtes en prøveboring på Nuussuaq-halvøen, og her ses stadig kørespor i terrænet, ligesom der er tydelige bulldozer-spor på den grusbanke, som boreriggen stod på.
En prøveboring i Jameson Land vil efterlade fysiske spor, primært i form af kørespor med vegetations- og terrænskader. Der vil også være en risiko for skader på permafrostlaget (thermokarst). Omfanget af sådanne skader vil afhænge af det terræn boringen foregår i og blive mest udprægede i fugtigt terræn, men her kan vegetationsskader også regenerere hurtigere end i tørt terræn, hvis de fysiske forhold (substrat og vandtilførsel) reetableres.
Prøveboringer kan virke forstyrrende på dyrelivet både ved selve borestedet og langs de færdselsruter der benyttes enten med køretøjer eller helikopter. Effekten kan være at følsomme dyrearter skræmmes bort fra levesteder nær disse anlæg. Det gælder særligt gæs og moskusokser. Formentlig har både gæs og okser alternative steder at opholde sig i en prøveboringsperiode, og der vil næppe blive tale om bestandseffekter på disse dyrearter fra en enkelt prøveboring. Men flere eller længerevarende operationer i et område vil kunne påvirke bestande af gæs og moskusokser negativt, hvis der ikke gennemføres tiltag til at begrænse påvirkningerne.
Forstyrrelser af dyrelivet forebygges bedst ved at udføre boringer om vinteren, og derudover ved nøje regulering af trafik og andre forstyrrende aktiviteter.
Både de seismiske undersøgelser og prøveboringer vil give anledning til udledning af udstødning fra maskineri. Især prøveboringer vil udlede store mængder af drivhusgasser, NOx og SO2, hvoraf de to sidstnævnte bidrager til dannelsen af ”Arctic haze”, sod (”black carbon”) og sur nedbør.
Når en prøveboring er afsluttet skal der bortskaffes store mængder boremudder og borespåner. Disse materialer blev i Canada og Alaska tidligere efterladt i det omgivne miljø, som regel i et gravet hul (på engelsk ”a sump”). Efter boringen på Nuussuaq i 1996 blev borespåner og den flydende del af boremudderet spredt ud og harvet ned i den grusbanke boreriggen stod på, og den faste del blev gravet ned og dækket til. Den faste del er siden sunket ind, og der er nu huller i terrænet, hvor der formentlig samles smeltevand med risiko for udvaskning af boremudderkomponenter om foråret.
I Alaska graver man ikke længere boremudder og borespåner ned, men genbruger så meget som muligt og deponerer resten på godkendte lossepladser. Det samme bør være praksis ved eventuelle prøveboringer i Jameson Land.
Aktiviteterne ved olieudvinding er i modsætning til efterforskningen af lang varighed, som regel årtier. De væsentligste miljøpåvirkninger vil opstå i forbindelse med:
Olieudvinding kan medføre omfattende fysiske påvirkninger af miljøet. Alene de mange faciliteter, der skal bygges og indrettes, dækker store landområder. Der er udover selve olieudvindingsinstallationerne for eksempel tale om bygninger, havnefaciliteter, lufthavnsfaciliteter, pipelines, affaldsdeponier, grusudtag og tanke.
Disse installationer vil også kunne påvirke permafrostlaget med risiko for udvikling af thermokarst og for indsynkning af bygninger og konstruktioner, som kan medføre forøget risiko for uheld for eksempel i form af brud på pipelines.
I Alaska har man desuden set væsentlige ændringer i vandafstrømningen med store ansamlinger af overfladevand og ændrede grundvandsforhold som resultat.
Det område (”fodaftryk”), som de mange installationer beslaglægger, medfører en risiko for ødelæggelse af værdifulde og vigtige levesteder for dyr og planter, hvilket kan være kritisk for arter med små bestande eller med meget begrænsede udbredelsesområder. Opdeling af levesteder (”habitat fragmentation”) er anden væsentlig fysisk miljøeffekt, som især vil påvirke dyr, der vandrer mellem forskellige levesteder, som for eksempel moskusokser eller fjeldørred.
Endelig er den visuelle effekt af et oliefelt også væsentlig for f.eks. turisme. I denne sammenhæng er Jameson Land særligt sårbart, da landet generelt er fladt og med vidt udsyn.
De fysiske påvirkninger forebygges bedst ved at anvende den bedst tilgængelige teknologi (BAT – ”Best Available Technology”) og de nyeste miljøtiltag (BEP – ”Best Environmental Practice”). Dette er tydeligt i Alaska, hvor nye oliefelter dækker meget mindre områder end de første, der blev anlagt.
I Jameson Land vil de fysiske påvirkninger af et oliefelt afhænge af placeringen og for eksempel af afstanden ud til kysten, hvor en havn skal anlægges. Kun i relativt begrænsede områder vil der kunne opstå de samme problemer med permafrost og ændret vandafstrømning, som det ses i Alaska, fordi Jameson Land generelt er meget mere tørt og veldrænet. De væsentligste påvirkninger må forventes at blive tab af levesteder for moskusokser og gæs og at anlæg af pipelines vil kunne spærre vandringsveje for okserne, hvis der ikke gøres noget for at forhindre eller afbøde dette.
Et oliefelt forstyrrer dyrelivet alene ved tilstedeværelsen, men også ved de mange forskellige menneskelige aktiviteter, der følger med, som for eksempel flyvning med helikopter eller trafik på veje.
Forstyrrelserne kan medføre fortrængning af dyr fra deres levesteder, og fortyrrelserne vil således forøge det område, som dyrene ikke kan benytte, på samme måde som områder der fysisk dækkes af installationer og konstruktioner.
Forstyrrelseseffekterne forebygges bedst ved at begrænse og regulere trafik og aktiviteter nøje, bl.a. for at give dyrelivet en mulighed for at vænne sig til aktiviteterne.
I Jameson Land forventes moskusokserne og gæssene at være de mest sårbare dyr i forbindelse med forstyrrelser fra et oliefelt, og der vil være en risiko for at skræmme både gæs og okser permanent væk fra vigtige levesteder og fra steder, hvor de traditionelt jages af fangere fra Ittoqqortoormiit.
Den største udledning fra et oliefelt er det vand, der pumpes op sammen med den producerede olie – såkaldt produktionsvand. Dette indeholder små mængder af forurenende stoffer, som kan være akut giftige, radioaktive, m.m.
I andre arktiske lande, hvor der udvindes olie på land, udledtes produktionsvandet som regel mere eller mindre renset til floder. Udviklingen går dog i retning af at tilbagepumpe dette produktionsvand i oliebrøndene, og dette er nu praksis i Alaska. Det vil dog ikke altid være muligt at tilbagepumpe alt produtionsvand, og for at kunne udlede det, skal det underkastes en effektiv rensning. I forhold til offshore olieproduktion er det nemmere at bygge effektive rensningsfaciliteter på landbasede anlæg.
Et oliefelt udleder desuden store mængder af udstødningsgasser fra maskineri ligesom afbrænding af gas, omlastning af olie m. fl. processer giver udledninger til luften. Der er tale om store mængder af drivhusgasser (CO2 og metan), VOC, NOx og SO2. Sidstnævnte bidrager til dannelsen af ”arctic haze” og sur nedbør og nedfald af sod (”black carbon”).
Boring af nye brønde fortsætter i produktionsfasen. Der bores hele tiden nye, og boremudder og -spåner skal fortsat bortskaffes. I denne fase er det muligt at deponere det i gamle brønde.
Udledninger fra olieproduktion begrænses ved at anvende bedst tilgængelige teknologi (BAT) og de nyeste miljøtiltag (BEP).
Mht. udledninger til atmosfæren vil der opstå en risiko for dannelse af ”Arctic haze”, ligesom sur nedbør vil kunne påvirke det næringsfattige miljø i et stort område omkring et oliefelt.
Forbruget af ferskvand i et oliefelt er meget stort, og der vil være risiko for at udtørre nærliggende søer. Mange af elvene i Jameson Land er uegnede til indvinding af vand, fordi de tørrer ud om sommeren eller bundfryser om vinteren.
Den sidste fase blandt olieaktiviteterne er fjernelse af et udtømt felt og efterfølgende oprydning. Aktiviteter i denne fase giver anledning til forstyrrelser og risiko for forurening med ophobede stoffer. Det er vigtigt allerede i planlægnings-og konstruktionsfasen at indtænke miljøvenlige muligheder for nedbrydning af anlæg og oprydning.
Et stort oliespild i forbindelse med olieaktiviteter i Jameson Land kan enten stamme fra en udblæsning (”blow out”) fra en boring eller være en følge af brud på en pipeline. Erfaringerne fra andre steder i Arktis (særligt Rusland) viser, at pipelinebrud har givet de største spild. Oliespild på land vil normalt ikke få samme store udbredelse som spild til havs. Men finder olien vej til en elv er der risiko for at olien kan spredes til større områder og evt. nå ud i det marine miljø.
Oliespild på land ødelægger især vegetationen, og olien vil opsuges i jordlagene, hvor den kan ligge i mange år, hvis ikke den graves op. Når olien ud i ferskvandsystemer, vil fisk påvirkes og forgiftes og vandfugle vil kunne rammes af olien.
Landdyr og -fugle vil undgå områder med olieforurening, og vil påvirkes ved at blive fortrængt fra levesteder. Men det vil næppe påvirke bestande, hvis det lykkes at inddæmme spildet til et begrænset landområde.
Oliespild forbygges ved at følge BAT og BEP-principperne, ligesom der skal være krav til at anvende de højeste sundheds-, sikkerheds- og miljøstandarter (HSE). Planlægning, regulering og beredskab skal tage højde for oliespild, for eksempel ved at forebygge at olie når ud i de nærliggende vandmiljøer med risiko for at nå havet.
Oliespild i Jameson Land vil primært påvirke vegetationen. Men da mange områder i Jameson Land er på klippegrund og mange elve fører direkte til havet vil der være en risiko for, at spildt olie når ud til sårbare kystområder.
Mineralefterforskning indledes ofte med små hold af geologer i felten, og miljøpåvirkningerne fra disse er begrænsede til de fysiske påvirkninger fra lejrsteder, kørsel med ATV’er og forstyrrelse af dyreliv, hvor der arbejdes. Senere omfatter efterforskningen kerneboring for at afgrænse de interessante mineraler. Miljøpåvirkningerne fra sådanne boringer svarer til olieefterforskningsboringer (se ovenfor), bortset fra, at boreudstyret er meget lettere og forbruget af boremudder er meget mindre. Både boremudder og -spåner udledes normalt til det omgivne miljø, hvis det ikke indeholder giftige stoffer.
I Jameson Land forventes mineralefterforskning kun at føre til få og begrænsede påvirkninger, i form af fysiske påvirkninger og forstyrrelser af dyreliv. Påvirkningerne kan forebygges primært gennem Råstofdirektoratets regler for feltarbejde.
Miljøpåvirkningerne fra en mine varer længe og i mange tilfælde også ud over selve minens levetid. Påvirkningerne omfatter:
Disse svarer til de beskrevne ovenfor for olieudvinding. Dog kan det fysisk påvirkede område (”fodaftrykket”) være meget omfattende i forbindelse med et stort åbent mineanlæg med tilhørende deponier for mineaffald.
En hel del af udledningerne fra en aktiv mine svarer til dem fra et oliefelt (se ovenfor). Det drejer sig om udledninger til luften (udstødning fra maskineri) og affald fra beboelse og lejre. Men særligt udvinding og behandling af det kommercielle mineral kan give anledning til særlige miljøpåvirkninger af stort omfang.
Det største af miljøproblem ved minedrift relaterer til de store mængder af mineaffald, der produceres. Dette består dels af gråbjerg (den del af fjeldet, der skal fjernes for at komme ind til det mineral, man graver efter) dels af ”tailings”, som er restproduktet fra opkoncentreringen af det kommercielle mineral. Disse restprodukter deponeres sædvanligvis nær minen, og kan, ved siden af de æstetiske påvirkninger, i mange tilfælde også give anledning til forurening med miljøgifte. Sidstnævnte især hvis der er tale om sulfid-mineraler, som ved kontakt med vand og ilt danner syre, som kan opløse og sprede tungmetaller, der er bundet i tailings (”acid drainage”).
Behandling af det brudte mineral kræver ofte anvendelse af kemikalier, som kan være særdeles giftige i miljøet. For eksempel bruges cyanid ved udvinding af guld.
En yderligere kilde til forurening af mineomgivelserne er det støv som dannes ved mange af aktiviteterne: brydning, transport og knusning. Det er primært tungmetaller der er problemet i denne sammenhæng.
I Jameson Land vil drænvand fra mineaffald kunne påvirke dyrelivet i både ferskvand og i havet, da der ikke er langt fra potentielle minesteder til kysten. Det vil potentielt kunne medføre forhøjede værdier af forurenende stoffer i dyr, som udnyttes af befolkningen i Ittorqqortoomiit, ligesom det er set i fjordene nær mine i Maamorilik.
Spredning af miljøgifte fra et mineanlæg skal imødegås ved allerede i planlægningsfasen at indarbejde integrerede, forebyggende tiltag i alle processer. Her er BEP og BAT-principperne vigtige at indarbejde ligesom høje HSE-standarder.
Det er for eksempel vigtigt, at forureningspotentialet i ”tailings” og gråbjerg undersøges på forhånd, sådan at deponi af disse affaldsstoffer kan gøres miljømæssigt forsvarligt, og sådanne undersøgelser indgår som en væsentlig del af udarbejdelsen af miljøvurderinger og myndighedsgodkendelsen af aktiviteterne.
De mest alvorlige akutte miljøpåvirkninger fra miner er opstået som følge af uheld, hvor mineaffald er strømmet ud i floder eller havområder. Sådanne uheld kan i Jameson Land forebygges ved at placere mineaffald i naturlige reservoirer, som dybe søer eller i fjorde, hvor der ikke er udskiftning af bundvandet og hvor naturlig sedimentation vil dække det deponerede materiale når minderiften er afsluttet.
Kumulative påvirkninger
Der må forventes kumulative påvirkninger på særligt moskusokser og gæs som følge af flere mine- eller olieaktiviteter – både samtidigt og fortløbende – i Jameson Land.
Som nævnt ovenfor er den foreliggende biologiske baggrundsviden fra Jameson Land generelt god og opdateret. Men der mangler imidlertid særligt viden omkring moskusokserne, da der ikke er udført studier af disse siden tiden omkring 1990. Der er derfor behov for både optællinger og kortlægning af deres valg af levesteder samt for mere generelle studier af deres økologi og reaktioner på forstyrrelser.
For at kunne tilrettelægge aktiviteterne så effekter af forstyrrelser bliver mindst mulige, er der behov for at foretage studier af hvordan de potentielt påvirkede dyr reagerer på forstyrrelser. Endelig vil det også være relevant at studere hvordan gæs og moskusokser eventuelt vænner sig til forstyrrelser, således at tilvænningen kan optimeres. På den måde kan det sikres at størrelsen af det areal, der ikke kan benyttes af gæs og moskusokser pga. forstyrrelser bliver mindst muligt.
Der er desuden behov for mere generel viden omkring effekter af minedrift og olieaktiviteter, særligt udvikling af miljøvenlige metoder til behandling og deponering af gråbjerg, tailings, boremudder, og produktionsvand. Da også de marine områder ud for Jameson Land vil påvirkes af kommende aktiviteter, bliver der behov for yderligere undersøgelser af vandudskiftning, sedimentation og kortlægning af vigtige habitater her.
