Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 39: Tilstandsvurdering af habitatnaturtyper 2010-11

Fredshavn, J. 2012. Tilstandsvurdering af habitatnaturtyper 2010-11. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 32 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 39
http://www.dmu.dk/Pub/SR39.pdf

 

Sammenfatning

Formålet med NOVANAs delprogram for terrestrisk natur og biodiversitet er at levere det faglige grundlag for en vurdering af bevaringsstatus for naturtyper og arter i Danmark.  Som et led i Natura 2000-planlægningen, der skal sikre gunstig bevaringsstatus for Habitatdirektivets naturtyper og arter, skal denne rapport levere grundlag for udarbejdelse af basisanalyser og naturplaner.

NOVANAs naturtypeprogram skal give et repræsentativt billede af tilstand og udvikling i de danske terrestriske habitatnaturtyper på Habitatdirektivets Bilag 1. Programmet består af to dele: 1) en stikprøvebaseret overvågning af terrestriske habitatnaturtyper (kontrolovervågning) og 2) en fladedækkende kortlægning af disse inden for de udpegede habitatområder (operationel overvågning). Kontrolovervågningen udgør datagrundlaget for vurdering af bevaringsstatus jf Habitatdirektivet. Den operationelle overvågning (fladedækkende kortlægning) af habitatområderne har til formål at fastlægge areal og udbredelse af habitatnaturtyperne, og samtidig udgøre grundlaget for den danske forvaltning af habitatnaturtyperne under Natura 2000-planlægningen. Kortlægningen af habitatområderne blev delvist kortlagt i 2004-05 og er nu gentaget i 2010-11, denne gang i fuldt omfang for samtlige 33 lysåbne habitatnaturtyper.

Der er sikret kompatibilitet i indikatorerne og kortlægningsmetoderne mellem de forskellige tekniske anvisninger i perioden. Det er derved muligt at foretage nøjagtig den samme tilstandsberegning, som oprindeligt fastlagt og senest beskrevet i Fredshavn & Ejrnæs 2009. Naturtilstandsindekset er en sammenvejning af de to underliggende indeks, strukturindekset og artsindekset. Alle tre indeks har værdier mellem 0 og 1 på en referenceskala, hvor 1 er den bedste naturtilstand, og 0 er den dårligste. Skalaen inddeles i fem lige store klasser, der udgør de fem tilstandsklasser for høj, god, moderat, ringe og dårlig naturtilstand. Strukturindekset beregnes ud fra de vægtede strukturindikatorer, og artsindekset ud fra artsscorerne for arter fundet i dokumentationsfeltet på arealet. Artsscorerne afspejler arternes følsomhed over for negative påvirkninger på naturtyperne.

Kortlægningen i 2010-11 omfatter flere forekomster og et større samlet kortlagt areal med habitatnaturtyper inden for habitatområderne i forhold til den første kortlægning i 2004-05. Ændringerne er ikke udtryk for arealmæssige fremgange for habitatnaturtyperne, men udtryk for en mere fuldstændig kortlægning af samtlige 33 habitatnaturtyper sammenholdt med en mere detaljeret kortlægning af de allerede kortlagte arealer. Ændringerne kan også hænge sammen med en forbedret forståelse af habitatnaturtypernes variationsbredde og for nogle habitatnaturtyper også en ændring i definitionen. Således er arealet med habitatnaturtypen våd hede mere end fordoblet i forhold til den første kortlægning.

Tilstandsvurderingen af de lysåbne habitatnaturtyper inden for habitatområderne viser i store træk det samme billede som ved første tilstandsvurdering. Trods større eller mindre arealændringer er arealernes fordeling i tilstandsklasserne således relativt uændret. Generelt er der en lille tilbagegang i artsindeks og et stabilt eller stigende strukturindeks. De relativt uændrede strukturindeks er ikke overraskende da forvaltningsindsatsen i den igangværende Natura-2000 planlægning endnu ikke er startet. Det uændrede resultat viser samtidig kortlægningsmetodens robusthed. En tilbagegang i artsindeks stemmer godt overens med en manglende forvaltningsindsats, der betyder fortsat manglende afgræsning, fortsat eutrofiering og fortsatte forringelser som følge af dræning og grøftning af arealerne. Dermed er det vanskeligere at finde de særligt følsomme og højtscorende arter, og der er forbedrede muligheder for problemarterne. Et særligt problem er invasive arter på klitarealerne.

Kortlægningerne i hhv. 2004-05 og 2010-11 er et godt grundlag for at følge forandringer og forbedringer i struktur og artsindhold som følge af de statslige naturplaner og de kommunale indsatsplaner. Med fornøden dokumentation af forvaltningstiltag på arealerne er der muligheder for at sammenholde resultaterne af indsatsen med de målte forandringer i struktur- og artsindikatorer til gavn for en mere evidensbaseret naturforvaltning.