Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 22: Strategisk miljøvurdering af olieaktiviteter i den grønlandske del af Grønlandshavet

Please cite as: Boertmann, D. & Mosbech, A. (eds.) 2011. The western Greenland Sea, a strategic environmental impact assessment of hydrocarbon activities.  Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 268 pp. - Scientific Report from DCE – Danish Centre for Environment and Energy no. 22. http://www2.dmu.dk/Pub/SR22.pdf

Dansk resumé

Strategisk miljøvurdering af olieaktiviteter i den grønlandske del af Grønlandshavet

Denne rapport er en strategisk miljøvurdering af aktiviteter forbundet med olieefterforskning og -udvinding i den grønlandske del af Grønlandshavet. Nærmere bestemt farvandet mellem 68° og 70° 30’ N (Figur 1). Dette område betegnes som vurderingsområdet i Grønlandshavet (Greenland Sea assessment area). I dette område forventes gennemført en udbudsrunde af licensområder i 2012/13, og der er udpeget et kommende udbudsområde beliggende på kontinentalsoklen mellem 75° og 80° N.

I 2009 udgav DMU en foreløbig strategisk miljøvurdering af olieaktiviteter i dette område (Boertmann et al. 2009). Den foreliggende rapport er en opdatering af den foreløbige, og opdateringen er baseret på resultater fra de baggrundsundersøgelser, der blev sat i gang af Råstofdirektoratet i 2008. På trods af denne nye viden, er den generelle biologiske vidensbasis fra Grønlandshavet stadig meget ringere end den er for de to udbudsområder i Vestgrønland: Baffin Bugt og Disko Vest.

Rapporten her er udført af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi og Grønlands Naturinstitut (GN) i samarbejde med Råstofdirektoratet.

Rapporten behandler et område, som er større end det forventede udbudsområde (se Figur 1). Det skyldes, at der skal tages højde for, at oliespild kan drive meget langt og dermed også ud af det område som vil blive udbudt. Det vurderede område kaldes i rapporten ”the assessment area” = det vurderede område.

Området er beliggende i den højarktiske zone og har de for denne zone karakteristiske biologiske træk: Forholdsvis lav biodiversitet (undtaget de bundlevende dyr), korte fødekæder, og områder med meget høje koncentrationer af organismer. Den lave biodiversitet modsvares af at visse arter er uhyre talrige, og nogle af disse er nøglearter i fødekæderne. Dvs. at de højere trofiske niveauer er afhængige af disse nøglearters forekomst i tid og rum.

Det vurderede område er lokalt meget rigt i biologisk/økolo­gisk forstand, men der er også områder med sparsomt liv. Primærproduk­tionen om foråret er visse steder høj, der er rige dyresamfund på havbunden ligesom der er store og meget vigtige forekomster af både fugle og havpattedyr.

Blandt fuglene forekommer der vigtige (både nationalt og internationalt) og rødlistede arter som polarlomvie (nationalt rødlistet) og ismåge (internationalt og nationalt rødlistet) og på kysterne af polyniet ved Scoresby Sund yngler flere millioner par søkonger (national ansvarsart). Ikke alene lokale ynglefugle forekommer; men store mængder af havfugle trækker igennem vurderingsområdet forår og efterår mellem ynglepladser på Svalbard og Barentshavets kyster og vinterkvarterer ved Newfoundland eller Sydvestgrønland. De talrigeste arter er søkonge og polarlomvie, og en meget stor del af den samlede bestand af den fåtallige og rødlistede ismåge foretager dette træk.

Blandt havpattedyrene er der vigtige og rødlistede (både nationalt og internationalt) arter som isbjørn, hvalros, narhval og grønlandshval.

Særligt vigtige biologiske områder i det marine miljø er polynierne, som er mere eller mindre åbent vand på ellers isdækket hav. De tre store polynier er Nordøstvandet ud for Nordostrundingen, Siriuspolyniet ud for Wollaston Forland og mundingen af Scoresby Sund. Der er tillige flere mindre polynier fordelt langs kysten. Polynierne har åbent vand om vinteren og deres udbredelse udvides om foråret (april/maj). Det medfører, at primær-produktionen kan indledes meget tidligere end i de omkringliggende isdækkede områder. Det betyder også, at havpattedyr kan overvintrer her, og at trækfugle, der er afhængige af åbent vand, kan raste her meget tidligere på året end andre steder langs kysterne. Den tidlige produktion tiltrækker desuden koncentrationer af havpattedyr og fugle, og det er ikke tilfældigt, at byen Ittoqqortoormiit/Scoresbysund blev etableret ved et af de store polynier. Vurderingsområdets store ynglekolonier af havfugle ligger alle ved polynierne og det er her mange af indlandets vandfugle samles inden isen forsvinder fra søer og kær. Områdets hvalrosser overvintrer i polynierne og i denne sammenhæng er Nordøstvandet meget vigtigt.

Hellefisk udnyttes kommercielt i den sydligste del af vurderingsområdet, og fangst og fiskeri til lokalt brug er vigtige aktiviteter for beboerne i Ittoqqortoormiit og for de fangere fra Tasiilaq, der tager på fangst mod nord til vurderingsområdet.

Aktiviteterne fra en komplet livscyklus for et oliefelt er så vidt muligt vurderet med vægt på de aktiviteter og hændelser som erfaringsmæssigt giver de væsentligste miljøpåvirkninger. Men da der ikke er erfaringer med udvinding af olie i Grønland, er vurderinger af aktiviteter i denne forbindelse ikke konkrete, men bygger på erfaringer fra andre områder med så vidt muligt sammenlignelige forhold. Der er især trukket på den meget omfangsrige litteratur om det store oliespild i Prince William Sund i Alaska i 1989, den norske miljøvurdering af olieaktiviteter i Barentshavet (2003) og på Arktisk Råds ”Arctic Oil and Gas Assessment”, som endnu kun er delvist tilgængeligt på internettet (Link). Miljøpåvirkningerne fra den store udblæsning i den Mexicanske Golf i april 2010 er endnu ikke vurderet eller rapporteret, hvorfor der kun er få referencer til dette spild i rapporten her.

Vurderingsgrundlag

Vurderingerne i denne rapport bygger på de eksisterende klimatiske forhold. Klimaændringer forventes at påvirke miljøet i vurderingsområdet i de kommende årtier, og især isens forekomst forventes at ændre sig. Det betyder ændrede leveforhold, som vil medføre at nogle arter reduceres i forekomst og udbredelse, mens andre vil begunstiges og nye arter vil indvandre og etablere sig.

Vurderingerne bygger på den tilgængelige biologiske viden, som i mange forhold stadig er mangelfuld. Der blev igangsat en række studier i 2008 for at forbedre den tilgængelige baggrundsviden, og der foreslås i denne rapport yderligere studier for at forbedre vidensgrundlaget.

Efterforskning

Efterforskningsaktiviteter er midlertidige, de varer typisk nogle år og vil for det meste være spredt ud over de tildelte licensområder. De udføres desuden kun i den isfrie periode, dvs. om sommeren og efteråret, formentlig i perioden juli til oktober. Et selskab gennemførte dog seismiske undersøgelser på isdækket hav i 2010 og 2011 ved hjælp af en isbryder.

Hvis efterforskningen ikke påviser olie eller evt. gas det kan betale sig at udvinde vil aktiviteterne ophøre og alt udstyr fjernes. Findes der derimod olie, som efter en ”appraisal”-periode viser sig muligt at udnytte, vil aktiviteterne overgå til en udvikling af oliefeltet med afgrænsningsboringer og udbygning af faciliteter og derpå en egentlig udvinding af den fundne olie (se nedenfor).

De væsentligste påvirkninger fra efterforskningsaktiviteter vil blive forstyrrelser fra støjende aktiviteter (f.eks. seismiske undersøgelser, boring og helikopterflyvning). Der forventes kun relativt svage, midlertidige og lokalt forekommende påvirkninger, idet mere omfattende påvirkninger kan undgås med forebyggende tiltag, som f.eks. ved at undgå aktiviteter i særligt følsomme områder eller perioder. Dog kan de særlige 3D-seismiske undersøgelser, der foregår i begrænsede områder, give anledning til mere markante påvirkninger, som i yderste konsekvens kan påvirke særligt sårbare bestande – inden for vurderingsområdet særligt narhval, grønlandshval og måske også blåhval. Flere aktiviteter i samme område vil desuden kunne give anledning til kumulative påvirkninger, et forhold der bør tages højde for i planlægningen af for eksempel seismiske undersøgelser.

Intensive seismiske undersøgelser kan formentlig få hellefisk til at søge væk fra området i en periode, og sker det i vigtige fiskeområder vil undersøgelserne også kunne påvirke fiskeriet negativt. Men undersøgelser af andre fiskearter tyder på, at denne påvirkning er midlertidig. Gydeområder betragtes generelt som særligt følsomme overfor seismiske undersøgelser, men hellefisk gyder ikke i vurderingsområdet, og dette problem er derfor ikke aktuelt.

Der er en risiko for at havpattedyr vil søge bort fra vigtige fødesøgningsområder og trækruter pga. forstyrrelserne fra seismiske undersøgelser. Det forventes dog, at påvirkningen fra en enkelt seismisk undersøgelse vil være midlertidig (varighed uger til måneder), fordi aktiviteten ophører. Men kumulative påvirkninger fra flere aktiviteter kan forstærke påvirkningerne.

Det er påvist at trykbølgen fra de luftkanoner, der benyttes ved seismiske undersøgelser, kan slå fiskeæg og -larver ihjel ud i en afstand af maks. 5 m. I Norge er der bekymring for at meget intensive seismiske undersøgelser i områder med høje koncentrationer kan dræbe så meget fiskeyngel, at det kan påvirke rekrutteringen til bestanden af voksne fisk. Tilsvarende høje koncentrationer af fiskeyngel kendes ikke i grønlandske farvande, og de højeste koncentrationer forekommer desuden om foråret før seismiske undersøgelser normalt udføres. Det kan derfor konkluderes, at seismiske undersøgelser ikke giver anledning til risiko for væsentlige påvirkninger af fiskebestandene i den grønlandske del af Grønlandshavet.

Efterforskningsboring giver også anledning til støjende aktiviteter. Maskineri og skruer, der holder en flydende platform på plads (vandet er næsten overalt for dybt til at man kan bruge borerigge, der står på bunden) frembringer kraftig støj. Støjen kan påvirke havpattedyr på store afstande, sådan at de søger væk fra lydkilden, og særligt hvaler er følsomme. Der er derfor risiko for at narhvaler, grønlandshvaler og hvalros kan blive fortrængt fra vigtige opholdsområder. Der er også risiko for midlertidig fortrængning af blå-, fin-, våge og pukkelhval i sommermånederne.

Fangst på havpattedyr vil kunne påvirkes, hvis byttedyr bortjages fra traditionelle fangstpladser.

Ved en prøveboring benyttes boremudder til at smøre boret, kontrollere trykket i borehullet og til at transportere det udborede materiale (borespåner) op til platformen. Er dette vandbaseret udledes det ofte til havet efter endt boring, mens de oliebaserede typer, som er mere miljøskadelige, i dag normalt bringes til land for at blive behandlet eller deponeret under kontrollerede forhold.

I Grønland må der kun bruges vandbaseret boremudder. Ved de tre boringer ud for Disko i 2010 blev der i alt udledt 6.000 tons boremudder og 2261 m3 borespåner. Der må tillige kun bruges de mere miljøvenlige ‘grønne’ og ‘gule’ tilsætningskemikalier (jvf. OSPARs klassifikation). ‘Røde’ og ‘sorte’ er ikke tilladte. Dog kan der gives tilladelse til ‘røde’ (som er svært nedbrydelige), hvis det kan godtgøres at brugen bidrager til på anden vis at gøre en boring mere miljøvenlig. Dette svarer til reglerne for brug af borekemikalier i Norge. Det skal dog nævnes, at man tillige benytter oliebaseret boremudder i Norge, men under betingelse af at det deponeres/behandles i land og dermed ikke udledes til havmiljøet.

I Grønland har vanskelige boreforhold betydet at man indtil videre (i 2010 og 2011) har accepteret brugen af et enkelt ‘rødt’ tilsætningskemikalie, som er klassificeret sådan på grund af langsom nedbrydelighed. Men tilladelsen betinger, at selskaberne skal arbejde aktivt for at afskaffe brugen af dette ‘røde' kemikalie. Udledningen af ‘grønne’ og ‘gule’ tilsætningsstoffer skal tillige fremover vurderes konkret med henblik på giftighed og nedbrydning under arktiske forhold, fordi disse forhold ikke er undersøgt.

Ved udledning af vandbaseret boremudder og borespåner er der en risiko for at påvirke bundfaunaen i nærheden af udledningsstedet ved sedimentation af materiale og forplumring af vandet.

Det er vanskeligt at vurdere virkninger af udledning af boremudder og -spåner i Grønlandshavet, fordi den foreliggende viden om bunddyrsamfundene er meget begrænset. Men det forventes, at udledningerne fra en enkelt efterforsknings­boring kun vil give minimale påvirkninger, hvis de mest miljøvenlige typer af boremudder benyttes. Påvirkninger kan undgås ved at undlade at udlede boremudder og -spåner, men i stedet bringe det i land eller pumpe det tilbage i borehullet ved endt boring. Men dette giver også miljøpåvirkninger, som skal afvejes mod dem fra udledningen.

Endelig er prøveboringer meget energikrævende, hvilket resulterer i store udslip af drivhusgasser. De tre boringer i 2010 ud for Disko forøgede det samlede grønlandske bidrag med 15?%.

Den væsentligste risiko for miljøpåvirkninger under en efterforskningsboring opstår i forbindelse med uheld (‘blow-out’), som medfører et stort oliespild. De mulige følger af oliespild er omtalt nedenfor.

Udvikling og produktion

I modsætning til efterforskningsfasen er aktiviteterne under udvikling af et oliefelt og produktion af olie af lang varighed (årtier), og flere af aktiviteterne har potentiale til at forårsage alvorlige miljøpåvirkninger. Disse påvirkninger kan i høj grad forebygges gennem nøje planlægning, anvendelse af anerkendte ‘Health, Safety and Environment’ (HSE) procedurer, brug af ‘Best Available Technique’ (BAT) og ‘Best Environmental Practice’ (BEP). Der er dog mangel på viden om kumulative virkninger og langtidsvirkninger af de udledninger (f.eks. fra produktionsvand), der forekommer selv ved anvendelse af førnævnte tiltag.

Produktionsvand (der pumpes op sammen med olien) udgør langt den største udledning til havmiljøet. Et oliefelt kan udlede op til 30.000 m3 om dagen, og på årsbasis udledes der på den norske sokkel 174 millioner m3. Der er i de senere år udtrykt en vis bekymring for udledning af produktionsvand, på trods af at det er behandlet og overholder internationale miljøstandarder. Der knytter sig desuden specielle problemer til udledning af produktionsvand i et isdækket hav, der har reduceret opblanding i overfladelaget. Miljøproblemerne ved produktionsvand kan for eksempel undgås ved skærpede krav til indholdsstoffer eller endnu bedre ved at pumpe vandet tilbage i oliebrønden (‘re-injection’).

Den anden store potentielle udledning omfatter boremudder og -spåner, da der skal bores intensivt under udvikling og produktion. Miljøpåvirkningerne for en enkelt efterforskningsboring er beskrevet ovenfor. Under udvikling og produktion vil de udledte mængder blive væsentlig større, med risiko for at større områder af havbunden påvirkes. Miljøpåvirkningerne fra boremudder og -spåner forebygges bedst ved at deponere begge dele i land eller i gamle borehuller. Ved brug af vandbaseret boremudder med miljøvenlige tilsætningsstoffer kan udledning være miljømæssigt acceptabelt.

Energiforbruget ved udvikling og produktion er meget stort, og anlægget af et stort oliefelt i Grønlandshavet vil bidrage meget væsentligt til Grønlands samlede udledning af drivhusgasser. F.eks. udleder et af de store norske oliefelter mere end dobbelt så meget CO2 som Grønlands samlede bidrag.

Selve placeringen af installationer og de forstyrrelser, der kommer fra disse, kan påvirke havpattedyr, sådan at de fortrænges permanent fra vigtige fourageringsområder eller således at de ændrer trækruter. I Grønlandshavet er det især narhval, grønlandhval og hvalros, der er på tale i denne sammenhæng. Dette kan desuden vanskeliggøre fangst på de jagtbare af disse arter.

Det skal i den sammenhæng nævnes, at seismiske undersøgelser foretages gennem hele levetiden af et oliefelt, hvorfor de effekter der omtaltes ovenfor under efterforskning også forekommer i udvindingsfasen og nu med risiko for kumulative påvirkninger.

Ved placering af installationer i land, skal deres landskabelige påvirkninger vurderes og minimeres, idet de medvirker til at reducere et områdes værdi som turistmål.

Intensiv helikopterflyvning har også potentiale til at bortskræmme både havfugle og havpattedyr fra vigtige områder. Dette imødegås bedst ved at flyve ad fastsatte ruter og i fastsatte højder.

Fiskeriet i de områder, hvor der vil forekomme udvikling og produktion vil blive begrænset omkring installationer på havbunden (brønde og rørledninger) og ved de forskellige typer af platforme. Normalt anlægges en sikkerheds/afspærringszone i en afstand ud til 500 m fra sådanne installationer.

Produceret olie skal transporteres bort med skib, som tømmer deres tanke for ballastvand inden de laster olie. Dette vil medføre en risiko for at indføre invasive (dvs. at de breder sig på bekostning af lokale arter), fremmede arter til det lokale havmiljø. Problemet har hidtil ikke været særligt stort i Arktis, men formodes at blive større som følge af klimaændringerne. Risikoen kan formindskes ved særlige regler for udpumpning og behandling af ballastvandet, som forventes at blive international rutine når de nye IMO-foreskrifter ratificeres.

Det skal påpeges, at det er meget vanskeligt at vurdere de påvirkninger eventuel udvikling og produktion kan medføre, fordi lokaliseringen, omfanget, varigheden og typen af aktiviteter ligesom de tekniske løsninger ikke er kendt.

Oliespild

De mest alvorlige miljøpåvirkninger, der kan forekomme i forbindelse med olieaktiviteter, er store oliespild. De forekommer enten fra udblæsninger (‘blow-outs’), hvor kontrollen med borehullet mistes, eller fra uheld i forbindelse med opbevaring og transport af olie, f.eks. ved forlis af tankskibe.

Store oliespild er blevet sjældne, fordi teknikken og sikkerheds­foranstaltningerne hele tiden forbedres. Men risikoen er til stede, og særligt i ”frontier”-områder, som de grønlandske farvande med tilstedeværelsen af en særlig risikofaktor i form af isbjerge, er muligheden for uheld og ulykker forhøjet. AMAP (Skjoldal et al. 2007) vurderer at risikoen for oliespild i Arktis er størst i forbindelse med transport af olie.

DMI har modelleret drivbanerne for oliespild i Grønlandshavet med udgangspunkt i tre spildsteder forholdsvis langt fra kysten (Figur 47). I to ud af de 18 simuleringer når olien kysten op til flere 100 km fra spildstedet.

Oliespild i kystnære farvande regnes generelt som meget mere ødelæggende end oliespild på åbent hav. Men i et område som Grønlandshavet må denne generalisering modificeres. Det hænger sammen med forekomsten af is, som kan holde på olien og transportere den over lange afstande uden at den nedbrydes væsentligt. Men isen kan også medvirke til at begrænse et spilds udbredelse sammenlignet med et spild i isfrie farvande. Den foreliggende viden om oliespilds adfærd og skæbne i isdækkede farvande er begrænset.

Grunden til at kystnære fravande er mest sårbare over for oliespild er, at olien her kan påvirke områder med høj biodiversitet og med tætte dyrebestande, som f.eks. banker med bunddyr, som hvalrosser lever af og områder med store fugleforekomster. Olien kan fanges i bugter og fjorde, hvor høje og giftige koncentrationer af oliekomponenter kan bygges op i vandsøjlen og nå bunden. Der er også risiko for, at olie kan fanges i bundsedimenter eller i strande med rullesten, hvorfra olie langsomt kan frigives til det omgivende miljø med risiko for langtidsvirkninger f.eks. på fuglebestande som udnytter kysterne. Endelig udnyttes de kystnære fravande i den sydlige del af det vurderede område af lokale indbyggere til fangst og fiskeri.

På åbent hav er fortyndingseffekten med til at mindske miljøeffekterne af et oliespild. I og nær vurderingsområdet i Grønlandshavet kan det ikke udelukkes, at der er områder langt fra kysten, som alligevel er særligt sårbare over for oliespild. Men den foreliggende viden er ikke tilstrækkelig til at udpege sådanne områder. Det kan f.eks. være frontzoner, ‘up-welling’-områder og de ydre dele af drivisen (‘marginal ice zone’), hvor primærproduktionen er særligt høj om foråret, og hvor høje koncentrationer af planktoniske alger og dyrisk plankton forekommer i den øvre del af vandsøjlen.

Et oliespild vil dog næppe påvirke bestanden af hellefisk, den eneste fiskeart der udnyttes kommercielt i vurderingsområdet.

Fugle er særligt sårbare overfor oliespild på havoverfladen, og i Grønlandshavet er der lokalt mange sårbare fugleforekomster. For eksempel de store ynglekolonier af polarlomvie og søkonge, forårsforekomster af ederfugl og den fåtallige og rødlistede ismåge. Der er også steder med fældende ederfugle og flokke af fældende kongeederfugle er kendt fra en enkelt fjord. De store mængder af trækfugle vil også være udsatte.

Havpattedyr kan påvirkes af oliespild på havoverfladen. I vurderingsområdet vil hvalros være særligt udsat, fordi hvalrosserne forekommer meget koncentreret omkring nogle få vigtige fødesøgnings områder. Der er tillige helt nye undersøgelser der tyder på, at spækhuggere (og dermed formentlig også andre hvaler) er sårbare overfor indånding af oliedampe over et spild, et forhold som kan blive aktuelt ved oliespild i is (se nedenfor).

Isbjørne er specielt sårbare, fordi de har en tendens til at rense olie af pelsen ved at slikke den ren og derved blive forgiftet af den indtagne olie. Grønlandshvalerne, der forekommer i området, tilhører en meget lille bestand, som blev næsten udryddet i begyndelsen af 1900-tallet. Bestanden er så reduceret, at selv en lille ekstra dødelighed kan tænkes at påvirke bestandens bedring.

Et oliespild i havområder med is vil formentlig samles i åbne revner og under isflager, hvor den kan påvirke de fugle og havpattedyr, der er afhængige af åbent vand, men også yngel af polartorsk, der netop samles lige under isen. Havpattedyr kan blive tvunget til at dykke ud i oliespild i de meget begrænsede åbenvandsområder og derved blive udsat for at indånde oliedampe.

Fiskeri og fangst kan blive påvirket ved at oliepåvirkede områder lukkes for den slags aktiviteter. Dette gøres for at hindre, at der fanges og markedsføres fisk, der har været i kontakt med olie (for eksempel med afsmag) eller som blot er mistænkt for at have været det. Der er eksempler på, at oliespild har lukket for fiskeri i månedsvis. Der er også en risiko for, at fangstdyr bliver sværere tilgængelige i en periode efter et oliespild, ligesom sælskind bliver umulige at afsætte, hvis der er olie på dem.

Det meget store oliespild fra Macondo-brønden i den Mexicanske Golf havde udgangspunkt på havbunden på meget stor dybde (ca. 1.500 m). Det resulterede i dannelsen af store skyer af dispergeret olie i vandsøjlen i forskellige dybder. Olien forblev i disse dybder og drev vidt omkring. Udbudsområdet i den grønlandske del af Grønlandshavet ligger inde på shelfen, med vanddybder op til 530 m, hvorfor det er mindre sandsynligt at olie der strømmer ud fra havbunden her, vil opføre sig på denne måde. Men det kan ikke udelukkes at sådanne skyer af olie dannes her, da det formentlig også skete på kun 50 m vand under det store Ixtoc-spild i 1979.

Områder følsomme overfor oliespild

På kortene på Figur 50 er der udpeget en række områder, som er særligt følsomme overfor oliespild. Disse er baseret på den nuværende forholdsvis sparsomme viden, og må forventes ændret, når ny viden bliver tilgængelig.

Baggrundsviden

Da arbejdet med denne miljøvurdering blev indledt, var det klart, at der manglede væsentlig viden til at foretage vurderinger af olieaktiviteter i Grønlandshavet. Flere studier blev gennemført, og resultaterne er indarbejdet her (Box 1-8).

Men ved siden af de mere projekt-specifikke undersøgelser, som selskaberne selv skal gennemføre i forbindelse med miljøvurdering og -overvågning af deres konkrete aktiviteter, er der stadig behov for regionale, strategiske studier. Der er allerede igangsat sådanne regionale strategiske studier i Disko West-området i Vestgrønland.