Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 10: Målsætning af levesteder for vandfugle

Clausen, P. & Holm, T.E. 2011. Målsætning af levesteder for vandfugle. Resultater fra et pilotprojekt i 6 udvalgte jyske EF-fuglebeskyttelsesområder med særligt fokus på vegetationstilknyttede arter. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 88 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 10. http://www.dmu.dk/Pub/SR10.pdf 

Sammenfatning

Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet har for Naturstyrelsen i Miljøministeriet gennemført et pilotprojekt i 6 jyske EF-fuglebeskyttelses-områder, hvis formål bl.a. har været at gennemgå de fugleantal, der er nævnt for vegetationstilknyttede trækfuglebestande i de oprindelige forslag til udpegningsgrundlag for EF-fuglebeskyttelsesområderne. Det skyldes at disse antal, når det drejer sig om trækgæster og overvintrende bestande, som regel er de maksimale antal af de nævnte fuglearter, man havde kendskab til i begyndelsen af 1980’erne. Disse maksimumantal kan derfor være tilfældige forekomster af ekstreme antal, og afspejler ikke nødvendigvis en regelmæssig forekomst af arterne – hvilket kan være problematisk, hvis man efterfølgende benytter disse ved målsætning af levesteder for arterne i naturplanerne.

Dertil kommer at enkelte arter i fx Ringkøbing Fjord har optrådt i særligt høje antal i perioder, hvor fjorden har haft en særligt ringe vandkvalitet med deraf følgende ringe planteudbredelse og –biomasse, hvorimod andre arter er truffet i størst antal i perioder med en god vandkvalitet og rig bundvegetation i fjorden. Hvis man i den fremtidige naturplanlægning vælger at benytte sådanne antal som baggrund for målsætning risikerer man med andre ord at matche fuglearter, der har modsatrettede vandkvalitetsbehov. Det er derfor vigtigt i naturplanlægningen at sondre imellem arter, hvis tilstedeværelse i større antal forudsætter henholdsvis en renere (tilnærmelsesvist oligotrof) eller en næringsrig (eutrof) fjord – bl.a. for at sikre et samspil med EF-vandrammedirektivets målsætning om at sikre god økologisk tilstand i vandområderne.

Rapportens Del 1 gennemgår på denne baggrund seks EF-fuglebe-skyttelsesområder: Ulvedybet og Nibe Bredning (EF-nr. 1); Løgstør Bredning, Livø, Feggesund og Skarrehage (EF-nr. 12); Lovns Bredning (EF-nr. 14); Hjarbæk Fjord og Simested Å (EF-nr. 24); Nissum Fjord (EF-nr. 38) samt Ringkøbing Fjord (EF-nr. 43), hvor det er vurderet at ovennævnte problemstillinger måske er særligt udtalte. For hvert område gennemgås det, hvis muligt: i) hvornår antallene blev registreret, ii) om de repræsenterer meget ekstreme eller regelmæssige forekomster, og iii) hvorledes disse fuglearters antal evt. kan være påvirket af eutrofieringsbetingede forhold (fx iltsvindshændelser eller ekstreme forekomster af fødegrundlag i en eutrof men endnu ikke hypereutrof fjord). Derudover giver rapporten på baggrund af gennemgangen forslag til nye fugletal, man eventuelt kan vælge at benytte ved den fremtidige målsætning af levesteder for arterne i naturplanerne.

For alle områderne gælder det, at hovedparten af arterne, der indgår i de oprindelige udpegningsgrundlag fra 1983, med rette var blevet optaget i disse. Det skyldes at arternes maksimum såvel som middelforekomst i flere 6-årsperioder har oversteget de til enhver tid gældende 1 % bestandskriterier for international betydning enten umiddelbart før, under eller efter udpegningen som fuglebeskyttelsesområde. For enkelte af EF-fuglebeskyt-telsesområderne identificeres dog enkelte arter, som næppe har forekommet regelmæssigt i internationalt betydende antal, fx pibeand og hvinand i Løgstør Bredning samt stor og toppet skallesluger i Lovns Bredning. For alle arterne gælder generelt, at de antal, der blev nævnt i forbindelse med den oprindelige udpegning, overstiger de antal, der ses årligt ud fra en gennemsnitsbetragtning. Rapporten bringer på denne baggrund forslag til nye fugletal, der kan opfattes som fagligt begrundede input til retningslinjer for udvikling af nye fugletal, som man, under behørig hensyntagen til andre behov (fx juridiske og administrative), kan vælge at benytte i den fremtidige målsætning af levesteder for vegetationstilknyttede vandfuglearter.

Rapporten identificerer og redegør endvidere for nogle problemstillinger i Hjarbæk Fjord, hvor nogle arters, men især taffelands, tidligere forekomst i store antal formentlig har været betinget af de ferske forhold, der herskede i fjorden i 1970’erne – og som i dag er erstattet af et brakvandsregime, hvilket gør at disse arter ikke nødvendigvis kan forventes at returnere, selvom fjordens vandkvalitet skulle blive forbedret i fremtiden.

For krikand i Ringkøbing fjord noteres det, at dens større antal i perioder med hypereutrofiering og deraf afledte vegetationskollaps ikke kan tilskrives en præferens for den eutrofe fjord, men blot afspejler tilfældige udsving i artens ynglesuccés.

Rapportens Del 2 gennemgår i kapitel 4 først nogle problemer, der fremkommer ved at benytte meget detaljerede og omfattende datasæt sammenlignet med mindre detaljerede og begrænsede datasæt til at fastsætte forslag til fugletal – herunder de begrænsninger det sætter, for at benytte fugletællinger til at vurdere målopfyldelse. Det vises med et par udvalgte eksempler, pibeand og stor skallesluger fra Tipperne, hvordan middel af årlige maksima falder og usikkerhedsparametrene på middelværdien stiger med faldende optællingshyppighed, hvorfor brug af fugletællinger som måleparametre kun kan anbefales, hvis man benytter optællingsprogrammer med ensartet intensitet.

Dernæst præsenteres i kapitel 5 et bud på hvordan man, ved at kombinere fugletællinger og deraf beregnede fugledage med beregninger af de herbivore vandfugles energibehov, kan fastlægge målsætninger for størrelsen og kvaliteten af levesteder af hensyn til denne artsgruppe i naturplanerne. Beregningerne bygger videre på en metode, der blev udviklet i forbindelse med forslag til kriterier for gunstig bevaringsstatus for fuglene i Danmark, men er i rapporten her udviklet med endnu flere artsspecifikke parametre – både for fuglenes fødevalg og –energetik samt for planternes vækstforhold og energiindhold. Beregningen foretages med Ringkøbing Fjord som modelområde og resulterer i, at der ud fra en gennemsnitsbetragtning fsv. angår fuglenes antal og fænologi i fjorden skal tilvejebringes et fourageringsområde på 6,8 km² til knopsvanerne i dybdeintervallet mellem 0 og 1,5 m samt 3,3 km² til de mindre herbivore arter, der dog generelt skal forefindes inden for et noget lavere dybdeinterval på 0-50 cm pga. arternes ringere rækkevidde i vandsøjlen. Det noteres at målet ikke umiddelbart virker urealistisk for en fjord med en opfyldt vandkvalitetsmålsætning, da fjorden rummer 135 km² fladvand med dybder som svanerne vil kunne udnytte og 72 km² som de mindre arter kan udnytte (Meltofte & Clausen 2011).

Rapportens Del 3 afrunder resultaterne præsenteret i kapitel 3-5 og diskuterer, hvordan levestedsberegningen i kapitel 5 potentielt kan videreudvikles til fx at omfatte muslingeædende marine dykænder.