Griffiths ET, Kyhn LA, Sveegaard S, Marcolin C, Teilmann J, & Tougaard, J. 2023. Acoustic detections of odontocetes in Skagerrak. Investigation of clicks and whistles from delphinids at Gule Rev and Store Rev. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 24 pp. Scientific Report No. 539 http://dce2.au.dk/pub/SR539.pdf
Der blev i 2020-2021 gennemført et pilotstudie for at undersøge muligheden for at lave akustisk overvågning på andre tandhvaler end marsvin i Skagerrak og Nordsøen. Mens akustiske overvågningsmetoder for marsvin er veletablerede, er der ikke tidligere gjort forsøg på akustisk overvågning af andre tandhvaler i danske farvande. Fire bredbånds lydoptagere (Sound-Trap ST500 eller ST600), der kan opfange både fløjt og ekkolokaliseringslyde fra tandhvaler, blev udlagt på de to dybe stenrev Store Rev (32-58m) og Gule Rev (29-48m) i Skagerrak. Begge rev er udpeget som Natura 2000 områder for stenrev og marsvin.
De akustiske analyser blev foretaget ved hjælp af automatiske detektorer i softwarepakken PAMGuard, suppleret med manuel gennemlytning. Dette resulterede i identifikation af et antal akustiske optagelser af tandhvaler, klart forskellige fra marsvins lyde. De fleste af disse lyde svarede til ekkolokaliseringslyde som beskrevet fra hvidnæset delfin, den mest almindelige tandhval i Skagerrak efter marsvin. Der blev desuden fundet fløjt og andre ekkolokaliseringslyde med lavere frekvensindhold, svarede til signaler fra spækhugger og langluffet grind, to arter der også observeres regelmæssigt i Skagerrak.
Da årsvariationen i forekomsten af marsvin er ubeskrevet for de to revområder, blev også marsvinedetektorer (C-PODs) udlagt sammen med bredbåndsoptagerne. Marsvin blev påvist på 92-100 % af dagene med optagelser, med flest detektioner fra februar til maj. Optagelserne dækkede hele året på Store Rev og fra maj til oktober på Gule Rev.
Dette pilotstudie har dokumenteret anvendeligheden af passiv akustisk overvågning af ikke kun marsvin, men også hvidnæset delfin og andre tandhvaler i Skagerrak og Nordsøen.