Aarhus Universitets segl

Nr. 527: Vandløb 2021. -Kemisk vandkvalitet, stoftransport og miljøfarlige forurenende stoffer. NOVANA.

Thodsen, H., Tornbjerg, H., Rolighed, J., Kjær, C., Larsen, S.E., Ovesen, N.B. & Blicher-Mathiesen, G.  2023. Vandløb 2021. -Kemisk vandkvalitet, stoftransport og miljøfarlige forurenende stoffer. NOVANA. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 90 s. - Videnskabelig rapport nr. 527. http://dce2.au.dk/pub/SR527.pdf

Sammenfatmning

Dette års rapport behandler emner som udviklingen i afstrømningen af vand og tilførslen af kvælstof og fosfor til de kystnære havområder. Samtlige data er indsamlet via det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (NOVANA).

Kvælstof- og fosfortilførsel til havet

Indholdet af kvælstof (N) og fosfor (P) i vandløbene er faldet markant siden 1989. Reduceret udvaskning fra dyrkede arealer er hovedårsagen til, at den vandføringsvægtede kvælstofkoncentration i typeoplande i gennemsnit er reduceret med ca. 46 %, mens reduktionen er på ca. 33 % for fosfor. For fosfors vedkommende skyldes det forbedret spildevandsrensning i byområder og virksomheder. Koncentrationerne af kvælstof og fosfor i vandløbene er dog stadig omkring henholdsvis 4 og 2 gange så høje som dem, man finder i upåvirkede naturvandløb.

Der er for perioden 1990 til 2021 sket reduktioner i den samlede tilførsel af kvælstof og fosfor fra land til de danske kystvande. Reduktionen i kvælstof- og fosfortilførslen er henholdsvis 42 % og 69 %, beregnet for hhv. den årlige afstrømningsnormaliserede tilførsel (TN) og vandføringsvægtede koncentration (TP). For kvælstof er der alene for den diffuse tilførsel (tilførsel fra dyrkede og udyrkede arealer samt bidrag fra ejendomme, som ikke er tilkoblet renseanlæg) tale om en reduktion på ca. 35 %.

Tilførslen fra land til kystvandene er for 2021 beregnet til hhv. ca. 49.000 tons kvælstof og ca. 1.600 tons fosfor. Disse tilførsler er for de fleste af årets måneder mindre end gennemsnittet for perioden 1990-2020, og væsentligt mindre end gennemsnittet for perioden 1990-1994. For 2021 er den normaliserede kvælstoftilførsel fra diffuse kilder på 49.000 tons N mod 46.000 i 2020 N. Den normaliserede diffuse tilførsel er som gennemsnit af de foregående 5 opgjorte år (2016 – 2020) 51.000 tons N, med et interval på 46.000 – 60.000 tons N/år. Tillagt udledninger af spildevand fra punktkilder på 5.400 tons N beregnes for 2021 således en samlet normaliseret kvælstoftilførsel på ca. 55.000 tons N. For 2020 beregnes på lignende vis en samlet normaliseret N tilførsel på 51.000 tons. For de fem år forud for 2021 (2016-2020) er den gennemsnitlige normaliserede N tilførsel på 57.000 tons N med et interval imellem 51.000 – 66.000 tons N/år. Ferskvandsafstrømningen i 2021 var 304 mm mod et gennemsnit på 324 mm i perioden 1990-2020.

Eftersom det ikke er muligt at måle på alt vand og stof, som tilføres havet (hverken rumligt eller tidsligt), og der nødvendigvis må anvendes modeller, er der en vis usikkerhed på de beregnede tal.

Miljøfarlige forurenende stoffer

Kontrolovervågningsprogrammets resultater for miljøfarlige forurenende stoffer i vandprøver, sediment og fisk i vandløb præsenteres for hver stofgruppe. Den enkelte stofgruppe overvåges som udgangspunkt kun i den matrice, hvor det ud fra fysisk/kemiske karakteristika er mest sandsynligt, at den vil forekomme.

Metaller og uorganiske sporstoffer

De fleste metaller blev fundet i alle vandprøver. Koncentrationen af barium var højere end det generelle miljøkvalitetskrav. Derudover blev der fundet enkeltprøver, hvor zink og kobber er højere end maksimumkoncentrationen. På baggrund af datagrundlaget i NOVANA er det ikke muligt at fastslå hvilke kilder, der har givet ophav til de høje værdier. Siden sidste overvågnings-periode er koncentrationen af arsen, bly, cadmium, krom, nikkel og zink signifikant ændret. Arsen har en forøget koncentration i vandløbsvandet, mens koncentrationen af de øvrige nævnte metaller er faldet.

Pesticider

De hyppigst fundne pesticider i vandfasen er glyphosat; dets nedbrydningsprodukt AMPA og MCPA. Tilsvarende er de højeste gennemsnitskoncentrationer af enkeltstoffer fundet for AMPA og MCPA. I det omfang, der er fastsat miljøkvalitetskrav for enkeltstoffer, er der ikke fundet værdier højere end kvalitetskravene påkontrolovervågningsstationerne. 2,6-dichlorbenzamid (BAM) er faldet signifikant fra forrige til denne overvågningsperiode. Det samme gør sig gældende for diuron og mechlorprop.

Blødgørere

Der blev kun fundet få prøver med en koncentration af blødgørere større end detektionsgrænsen for det enkelte stof. I det omfang, der er fastsat miljøkvalitetskrav for enkeltstoffer, er der ikke observeret prøveværdier højere endkvalitetskravene.

Chloroform

Der var ganske få detektioner af chloroform, og ingen var højere end det generelle miljøkvalitetskrav.

Polyaromatiske kulbrinter

De polyaromatiske kulbrinter (PAH) er fundet over detektions-grænserne i sedimentet i langt de fleste vandløb. Der er kun udviklet miljøkvalitetskrav for enkelte PAH’er i sediment. Der blev fundet koncentrationer højere end kvalitetskravet for Benz(ghi)perylen og Benzo(a)pyren.

Aromatiske kulbrinter

Aromatiske kulbrinter blev fundet i vandløbssedimenter. Forskellen mellem laveste og højeste koncentration varierede imellem de enkelte stoffer fra omkring en til to størrelsesordener. I 29% af prøverne for de to-ringede naphatalener var koncentrationen højere end det generelle miljøkvalitetskrav. For naphtalen var der ikke prøveværdier over kvalitetskravet.

Fenoler

Der blev fundet meget få prøver med en sedimentkoncentration af fenoler større end detektionsgrænsen for det enkelte stof og i de tilfælde var det med en lav koncentration. Der blev ikke fundet koncentrationer højere end de fastsatte miljøkvalitetskrav for enkeltstoffer på kontrolovervågningsstationerne.

Organotinforbindelser

Der blev fundet tributyltin, dibutyltin og monobutyltin i sedimentet. En enkelt bestemmelse af tributyltin var på 45 ug/kg TS og var dermed højere end miljøkvalitetskravet.

Dioxiner og furaner

Dioxiner og furaner, omregnet til toksicitetsækvivalenter for at vurdere den samlede påvirkning på basis af koncentrationen i fisk, viste ikke nogen overskridelse af miljøkvalitetskravet.

Kviksølv og heptachlor

Kviksølv i fisk viser værdier over miljøkvalitetskravet. Der var ingen fund af heptachlor og heptachlorepoxid i fisk, som var over detektionsgrænsen.

Perflourerede forbindelser

For PFAS er der kun etableret miljøkvalitetskrav for PFOS. Der var ikke overskridelse hverken generelt eller for maksimalværdi (omregnet fra lever til muskelværdi da grænsen er med henblik på fare ved indtag).