Aarhus Universitets segl

Nr. 216: Vurdering af konsekvenser for vandfugle ved eventuelle justeringer af reservaterne i fuglebeskyttelsesområde nr. 15

Clausen, P. & Pedersen, C.L. 2021. Vurdering af konsekvenser for vandfugle ved eventuelle justeringer af reservaterne i fuglebeskyttelsesområde nr. 15. Mariager og Sødring Vildtreservater. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 44 s. - Teknisk rapport nr. 216. http://dce2.au.dk/pub/TR216.pdf

Sammenfatning

I fuglebeskyttelsesområde nr. 15 (Randers og Mariager Fjorde og Ålborg Bugt, sydlige del) ligger Mariager Fjord og Sødring Vildtreservater, som blev udlagt i henholdsvis 1996 og 1999. Begge reservater indeholder restriktioner i relation til udøvelse af jagt, især på søterritoriet, og færdsel på småøer og holme i fuglenes yngletid.  Da de to reservatbekendtgørelser ikke har været revideret siden reservaterne blev oprettet i 1990erne, har Miljøstyrelsen i dialog med Vildtforvaltningsrådets Reservatgruppe iværksat en gennemgang af reservatbestemmelserne i fuglebeskyttelsesområdet.

Siden 1990erne er der sket store forandringer i udbredelsen af bundplanter, særligt i Mariager Fjord. Det har bevirket at antal og udbredelse af herbivore arter som knopsvane, lysbuget knortegås, flere arter af svømmeænder og blishøne er forandret, hvor alle arterne er i tilbagegang i antal, og blishøne stort set forsvundet fra området. Det samme gælder antal og udbredelse af kolonirugende arter som klyde og fire arter af terner, som alle forekom i større antal førhen. I denne rapport gives en aktuel status for antal og udbredelse af de ovenfor nævnte vandfuglearter.

Rapporten fokuserer på de rastende herbivore vandfugles forekomst i den overordnede jagttid fra september til januar, men der omtales også forekomst af fældende knopsvaner i området. Udbredelsen af vandfuglene sammenholdes med en kortlægning af bundplanter i den ydre del af Mariager Fjord, hvor der førhen var en vidt udbredt bundvegetation. Fokus for de ynglende kolonirugende kystfugle er på deres udbredelse i yngletiden.

Miljøstyrelsen har bedt DCE foretage en vurdering af konsekvenserne for fuglene af fem konkrete forslag til ændringer af reservatbestemmelserne for de to reservater. Tre forslag handler om færdsels- og jagtrestriktioner i relation til de rastende vandfugle, og to forslag handler om udlægning af nye områder med forbud mod færdsel i yngletiden.

Ud fra det foreliggende datagrundlag og under hensyntagen til det oprindelige udgangspunkt for reservaterne, dvs. beskyttelse af de særligt forstyrrelsesfølsomme jagtbare arter af gæs og svømmeænder, er det DCE’s vurdering at beskyttelsen i Ajstrup Bugt samt i området øst for Overgaarddiget ikke bør ændres væsentligt. I sidstnævnte område vil et yderligere forbud mod brætsejlads gavne fouragerende og rastende fugle. En justering af afgrænsningen mod øst i Ajstrup Bugt vil betyde at afmærkningen af reservatgrænsen er lettere erkendelig i felten for bl.a. jægere, men samtidig åbne for jagt i et af de væsentligste områder for svømmeænder i Mariager Fjord.

En udvidelse af det eksisterende forbud mod brætsejlads efterår, vinter og forår til også at omfatte sommeren vil gavne den fældende bestand af knopsvaner.   

På strækningen fra Als Odde til Øster Hurup er der kun sikret jagtfred inden for en afstand af 100 meter fra arealer, der har status som sommerhusområde og 500 meter fra arealer, der har status som byzone. Da dette område i dag er det vigtigste område for fouragerende knortegæs er det DCE’s vurdering at en udvidelse af den nuværende regulering, der tager hensyn til den aktuelle udbredelse af vandplanterne, vil gavne de herbivore vandfugle i fuglebeskyttelsesområdet og bør overvejes.  

For ynglefugle vil to forslag om færdselsforbud i yngletiden på revler og småøer nordøst for Als Odde samt på Odpold i Randers Fjord kunne forbedre mulighederne for kolonirugende klyder og terners ynglesucces inden for fuglebeskyttelsesområdet.

Ved Odpold, der førhen var en ynglelokalitet for klyde og engryle, er strandengene under tilgroning. Derfor vil et forbud mod færdsel i yngletiden skulle implementeres sammen med en aktiv naturplejeindsats, ideelt med græsning, alternativt ved høslæt, som kan modvirke tilgroningen. Området synes også egnet til udhegning af rovpattedyr, hvilket ville forbedre mulighederne for retablering af ynglende bestande af klyder og måske endda tiltrække engryle og terner som ynglefugle. Pleje af strandengene vil også gøre lokaliteten mere attraktiv for fouragerende knortegæs, som tilbage i 1990erne hyppigt benyttede området.