Kanstrup, N., Balsby, T.J.S. & Sonne, C. 2022. Effektiviteten af buejagt – opfølgende undersøgelser. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 28 s. - Teknisk rapport nr. 257
http://dce2.au.dk/pub/TR257.pdf
Med henblik på at udbygge beslutningsgrundlaget for lovgivning om buejagt på de store arter af hjortevildt, gennemgår denne rapport på bestilling af Miljøstyrelsen data for påskydninger af 282 krondyr, dådyr og sika indrapporteret af danske buejægere i forsøgsperioden 2018-2022 sammenstillet med data fra schweissregisteret for samme periode. Desuden indeholder rapporten en gennemgang af danske schweisshundeføreres erfaring med eftersøgning af vildt påskudt med bue samt en retsmedicinsk vurdering af den patofysiologiske virkning af et bueskud sammenlignet med et riffelskud.
For den fulde forståelse af arbejdet skal rapporten læses i sammenhæng med den tidligere rapport af Kanstrup & Sonne (2021), der dels behandlede indrapporteringer fra buejægerne for perioden 2018-2021 og dels gennemgik dansk og international litteratur, analyserede tekniske og ballistiske forhold samt gav forslag til mere laboratoriebaserede forsøg til afklaring af effektiviteten af buejagt. Nærværende sammenfatning inddrager således også de overord nede konklusioner fra den tidligere rapport.
Data fra buejægerne fra den samlede forsøgsperiode (2018-2022) udgør det hidtil mest omfattende og systematisk indsamlede materiale om buejagt på de store hjortevildtarter i Danmark. De sandsynliggør sammen med tilsvarende data fra udlandet, at flugtafstanden (afstanden fra det sted hvor dyret stod i skudøjeblikket til stedet, hvor det faldt) for hjortedyr påskudt under buejagt er længere end ved riffeljagt, hvor referencedata for riffeljagt er indhentet fra danske undersøgelser under praktisk jagt på tilsvarende dyrearter. Også data fra schweissregisteret peger i retning af, at sporlængder ved eftersøg af dyr påskudt med bue er længere end for påskud med riffel. Begge forhold understøttes af en patofysiologiske analyse (retsmedicinsk udtalelse) baseret på en vurdering, der sammenligner pilens og riffelprojektilets terminalballistik.
Analysen af buejagtmaterialet indikerer, at flugtafstandene øges med dyrets størrelse. Det gælder således for både bue- og riffeljagt, og sammenhængen er ikke afhængig af våbentype. Data fra schweissregisteret indikerer, at sandsynligheden for en positiv eftersøgning (=det eftersøgte dyr genfindes) er mindre ved buejagt end ved riffeljagt. Omfanget af anskydninger (sårede dyr, der ikke genfindes) er i materialet for buejagt opgjort til 8-9 %, hvilket svarer til niveauet i andre undersøgelser af buejagt. Der synes at være en tendens til, at rutinerede buejægere anskyder færre dyr end ikke-rutinerede, hvilket også støttes af andre studier. Der foreligger ikke et tilsvarende brugbart grundlag for sammenligning af risikoen for anskydning under riffeljagt.
Erfaring blandt schweisshundeførere støtter op om disse resultater og indikerer, at den største forskel imellem bue- og riffeljagt ses ved træfpunkter uden for hjerte-lungeregionen, hvor eftersøgninger i forbindelse med buejagt kompliceres i form af større sporlængde og mindsket sandsynlighed for at finde dyret. Flere schweisshundeførere påpeger betydningen af træfpunktet og fraråder ikke-vandrette skud.
Litteraturgennemgangen viste, at der ikke foreligger undersøgelser, der på en videnskabelig sikker måde afklarer buejagtens effektivitet hverken absolut eller i sammenligning med andre jagtformer. Dette støttes af recente litteraturstudier i både Norge, Sverige og Tyskland. Det er et generelt billede, at effektiviteten af buejagt på større vildtarter målt alene ved flugtafstand er mindre end ved jagt med riffel. Flere forskere efterlyser udvikling af bedre parametre for jagtammunitions samlede effektivitet til aflivning af dyr, herunder bedre belysning af indikatorerne ”tid til bevidstløshed” og ”tid til død” samt et udbygget videnskabeligt grundlag for vurdering af effektiviteten af jagt med riffel og haglgevær, som i dag anvendes som følge af konvention og ikke videnskabeligt opstillede kriterier for effektivitet.
Det anbefales overordnet, at effektiviteten af våben- og ammunitionstyper (haglvåben, riffel og bue) grundet disse metoders forskellige virkningsmåder og terminalballistik vurderes individuelt og ikke kun ved sammenligning. Litteraturgennemgangen sandsynliggør, at en jagtpil potentielt udløser mindre smerte end et riffelprojektil. Dette støttes af den patofysiologiske udtalelse i nærværende rapport. Overfladiske sår ved utilsigtede træfpunkter med jagtpile har muligvis større sandsynlighed for at heles end tilsvarende sår forårsaget af riffelammunition.
Patofysiologiske undersøgelser, der kan støtte evaluering af buejagts effektivitet som metode til aflivning af dyr, er komplicerede og omkostningstunge. Aarhus Universitet har skitseret forsøg, der spænder fra opstillinger, hvor indsamling af data baseres på nøjagtige observationer af dyrs adfærd og reaktion ved påskydning med pil og riffelprojektil under praktiske jagtrelevante omstændigheder, til mere kliniske forsøg, hvor effekten af ammunitionen evalueres på baggrund af måling af fysiologiske variable hos dyr, der påskydes efter forudgående bedøvelse. Kendetegnende for begge kategorier af forsøg og dataindsamling er, at de kræver omfattende forudgående organisation og forberedelse og ligeledes er komplicerede at gennemføre samt formentlig kræver godkendelse fra Rådet for Dyreforsøg. Undersøgelserne er ikke iværksat.
