Aarhus Universitets segl

Nr. 220: Ynglefugle i Vadehavet 1996-2018

Thorup, O., Clausen. P. & Bregnballe, T. 2021. Ynglefugle i Vadehavet 1996-2018. Status for 2018 og bestandsudvikling for udvalgte arter. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 90 s. - Teknisk rapport nr. 220. http://dce2.au.dk/pub/TR220.pdf

Sammenfatning

Ynglefuglene i Det Danske Vadehav optælles i forbindelse med et trilateralt overvågningsprogram (TMAP), der omfatter hele det hollandske, tyske og danske Vadehav. Overvågningen af ynglefuglenes forekomst og bestande i Det Danske Vadehav udføres under NOVANA-programmet. TMAPs ynglefugleprogram blev iværksat i 1990 og indebærer bl.a. en koordineret totaloptælling hvert sjette år af en række arter af ynglefugle, der er karakteristiske for Vadehavet. Formålet med TMAP-programmet er at følge ændringerne i antal og udbredelse af udvalgte arter. Resultaterne kan herefter bl.a. benyttes som grundlag for den forvaltning, der retter sig mod at beskytte arterne og deres levesteder i Vadehavet.

Den tælling, der udførtes i 2018, var den femte totaltælling, hvor de tidligere optællinger blev udført i 1996, 2001, 2006 og 2012. For nogle arter medtages også data fra 1991, hvor der blev gennemført en tælling, der omfattede store dele af Vadehavet, dog ikke fastlandsmarsken og strandene på Rømø.

Ud over de totaltællinger, der udføres med et interval på fem eller seks år, bliver kolonirugende kystfugle såsom klyder, terner og måger talt i hele Vadehavet hvert år. Desuden er der årlige tællinger af flere af Vadehavets arter af ynglefugle inden for 11 mindre kontrolområder.

I denne rapport præsenteres resultaterne af optællingerne i 2018 af 35 fuglearter.  For de enkelte arter gives desuden en beskrivelse af udviklingen i antallet af ynglepar og af eventuelle ændringer i artens udbredelse siden 1996. Her er beskrivelsen af fåtallige og uregelmæssigt ynglende arter kortfattet, mens den for mere talrige arter er mere omfattende og illustreres med flere figurer og/eller tabeller.

I et afrundende afsnit sammenlignes antallet af ynglende fugle i 2018 med bestanden, der blev opgjort i 1996. I alt 27 af de 35 arter, der er med i ynglefugle-overvågningsprogrammet, har ynglet med mindst 10 par i perioden 1996-2018.

Arter i fremgang

En art – skestork – er indvandret i perioden.

Tre arter har mere end fordoblet deres antal af ynglepar i perioden. Det drejer sig om de tre store mågearter, svartbag, sølvmåge og sildemåge.

Tre arter, hvidbrystet præstekrave, brushane og sorthovedet måge, ynglede i 2018 med antal, der var forøget med mellem 50 % og 100 % af antallet af par i 1996. For brushane er fremgangen vurderet usikker, da antallet af ynglepar er få, og tallet så fluktuerende, afhængigt af fugtighedsforholdene, at procentangivelsen ikke nødvendigvis giver et korrekt billede af den overordnede bestandsudvikling.

Arter med overvejende stabile bestande

Fire arter, gravand, stor regnspove, rødben og hættemåge, ynglede i 2018 med mellem 85 % og 105 % af antallet af par i 1996, mens to arter, stor kobbersneppe og sortterne, ynglede med mellem 75 % og 85 % af 1996-yngleantallet.

Arter i tilbagegang

Fjorten arter, der er karakteristiske ynglefugle i Vadehavet, ynglede i 2018 med mindre end 75 % af antallet i 1996. Blandt disse var ynglebestanden mere end halveret for ni arter, hvor en art, sandterne, er helt forsvundet. Gruppen af arter i tilbagegang domineres af vadefugle og terner, men omfatter også ederfugl, stormmåge og mosehornugle. For to af arterne er bestandsudviklingen dog usikker. Det gælder splitterne, fordi arten ikke yngler årligt i Vadehavet, samt mosehornugle, hvis optræden som ynglefugl fluktuerer meget fra år til år, fordi yngleforekomsten er meget påvirket af forekomsten af gnavere.

Bestandsudviklingen er ikke bedømt for otte fåtalligt eller uregelmæssigt ynglende arter. Skarv, bramgås, spidsand og lille præstekrave ynglede med ganske få par i 2018, mens toppet skallesluger, pibeand, blå kærhøg og stenvender ikke blev fundet ynglende i 2018.

I rapportens sidste afsnit sammenlignes antallet af fire ynglende engfuglearter i Tøndermarskens Ydre Koge i 2018 med målsætninger for bestandenes størrelser, der er godkendt af Miljøministeren efter indstilling fra Det Rådgivende Udvalg for Tøndermarsken (Tønder Kommune). Vibe, stor kobbersneppe og rødben ynglede i antal, der var lavere end minimumsværdierne for arternes bestande, hvorfor målsætningerne ikke var nået.