Kanstrup, N. & Sonne, C. 2021. Effektiviteten af buejagt på de store arter af hjortevildt – viden, erfaringer og skitser til kontrollerede forsøg. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 34 s. - Teknisk rapport nr. 218. http://dce2.au.dk/pub/TR218.pdf
Med henblik på at udbygge beslutningsgrundlaget for lovgivning om buejagt på krondyr, dådyr og sika fremlægger denne rapport på bestilling af Miljøstyrelsen følgende: a) Gennemgang af data for påskydninger af 140 krondyr og dådyr indrapporteret af danske buejægere i forsøgsperioden 2018-2021 sammenstillet med data fra schweissregisteret for samme periode, b) Systematisk gennemgang af populær og videnskabelig litteratur, der omhandler effektiviteten af buejagt, og c) Skitser til videnskabelige og kontrollerede forsøg til nærmere afklaring af effektiviteten af buejagt.
Data fra buejægerne fra forsøgsperioden udgør det hidtil mest omfattende og systematisk indsamlede materiale om buejagt på de store hjortevildtarter i Danmark. Sammenstilling med data fra schweissregisteret tyder dog på, at materialet rummer en række fejl og mangler og ikke nødvendigvis er repræsentativt for buejagten. Det har dog været genstand for beregninger, der sandsynliggør, at flugtafstanden (afstanden fra det sted hvor dyret stod i skudøjeblikket til stedet, hvor det faldt) for kron- og dådyr påskudt under buejagt er væsentlig længere end ved riffeljagt, hvor referencedata for riffeljagt er indhentet fra danske undersøgelser. Flugtafstande indrapporteret af danske buejægere svarer desuden til flugtafstande opgjort i tilsvarende studier i andre lande, herunder Finland. Omfanget af anskydninger (sårede dyr, der ikke genfindes) er i materialet opgjort til 8 %, hvilket er mindre end i nogle tilsvarende undersøgelser i udlandet og større end i andre. Der synes at være en tendens til, at rutinerede jægere anskyder færre dyr end ikke-rutinerede, hvilket også støttes af andre studier. Der foreligger ikke et brugbart materiale til sammenligning af risikoen for anskydning under riffeljagt. Data fra schweissregisteret indikerer, at der ved eftersøgning af rådyr og dådyr er omtrent samme sandsynlighed ved buejagt som ved riffeljagt for at finde dyret, mens sandsynligheden for at finde dyret ved eftersøgning af krondyr synes at være mindre.
Litteraturgennemgangen viste, at der ikke foreligger undersøgelser, der på en videnskabelig sikker måde afklarer buejagtens effektivitet hverken absolut eller i sammenligning med andre jagtformer. Dette støttes af recente litteraturstudier i såvel Norge, Sverige som Tyskland. Det er et generelt billede, at effektiviteten af buejagt på større vildtarter målt alene ved flugtafstand er mindre end ved jagt med riffel. Flere forskere efterlyser bedre mål for jagtammunitions samlede effektivitet til aflivning af dyr, herunder bedre indikation af ”tid til bevidstløshed” og ”tid til død”. Et yderligere aspekt er omfanget af det trauma, som dyret er udsat for, fra påskydningen til det mister bevidstheden, hvor litteraturgennemgangen sandsynliggør, at en jagtpil potentielt udløser mindre smerte og reaktion end et riffelprojektil, ligesom overfladiske sår ved utilsigtede træfpunkter med jagtpile muligvis har større sandsynlighed for at heles end tilsvarende sår forårsaget af riffelammunition.
Flere forfattere efterlyser et bedre videnskabeligt grundlag for vurdering af effektiviteten af jagt med riffel og haglgevær, som i dag anvendes som følge af konvention og ikke videnskabeligt opstillede kriterier for effektivitet. Rapporten diskuterer effektiviteten af våben- og ammunitionstyper og anbefaler, at jagt med haglvåben, riffel og bue grundet disse metoders forskellige virkningsmåder og terminalballistik vurderes individuelt og ikke alene ved sammenligning.
Årsagen til, at der ikke foreligger videnskabeligt underbyggede forskningsresultater, der kan støtte evaluering af buejagts effektivitet som metode til aflivning af dyr, er formentlig, at gennemførelse af konkrete undersøgelser er kompliceret og omkostningstungt. I nærværende rapport skitseres forsøg, der spænder fra opstillinger, hvor indsamling af data baseres på nøjagtige observationer af dyrs adfærd og reaktion ved påskydning med pil og riffelprojektil under praktiske jagtrelevante omstændigheder, til mere kliniske forsøg, hvor effekten af ammunitionen evalueres på baggrund af måling af fysiologiske variable hos dyr, der påskydes efter forudgående bedøvelse. Kendetegnende for begge kategorier er, at de kræver omfattende forudgående organisation og forberedelse og ligeledes er komplicerede at gennemføre samt fordrer bred deltagelse af dyrlæger og retsmedicinere samt formentlig godkendelse fra Rådet for Dyreforsøg. Der er stor efterspørgsel efter udbygget viden i andre lande, og uanset forskningstype anbefales, at et evt. forskningsprogram organiseres med international deltagelse, hvor der i forbindelse med nærværende undersøgelse især er fundet ekspertise og interesse i Norge og Australien.
