Holm, T.E., Sørensen, K.T., Pedersen, C.L., Rasmussen, J.O., Rasmussen, S. & Langdal, J. 2022. Visual Search. Et system til optælling af fugle og pattedyr på dronebilleder. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 44 s. - Teknisk rapport nr. 244. http://dce2.au.dk/pub/TR244.pdf
Aarhus Universitet har siden 2017 udviklet metoder til droneovervågning af ynglende vandfugle og hjortevildt. De nye metoder har vist sig at være tidsbesparende i felten, at give bedre data og forstyrre mindre end traditionelle optællingsmetoder.
Den efterfølgende optælling fra dronebilleder har til gengæld vist sig at være tidskrævende, da dette gøres manuelt. For at afhjælpe dette, har vi i projektet ”Visual Search” udviklet en prototype på et system, der ved hjælp af deep learning kan lokalisere og optælle dyr på billeder.
Formålet med projektet har været at erstatte den nuværende manuelle og tidskrævende optælling på billeder og dermed nedsætte tidsforbruget med op til 90%. En sådan besparelse kan være med til at gøre droneovervågning billigere og dermed betydeligt mere udbredt end i dag. Denne tekniske rapport beskriver udviklingen og brugen af Visual Search-prototypen.