Feld L, Metcalfe RA & Strand J. 2022. Overvågning af marint affald i Danmark i 2021 – Mængder, sammensætning og trends. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 20 s. – Teknisk rapport nr. 222. http://dce2.au.dk/pub/TR222.pdf
Denne rapport notat beskriver resultaterne fra den nationale overvågning af marint affald ved seks referencestrande i Danmark i 2021. Derudover beskrives trends for udviklingen i mængderne af affald bestemt som antal genstande på strandene igennem perioden 2015-2021, hvor der er blevet foretaget systematiseret overvågning.
Overvågningen gennemføres ved indsamling af marint affald på strandene og efterfølgende klassificering af affaldet. Ved overvågningen i 2021 var medianværdien af antallet af affaldsgenstande registreret fra de danske referencestrande på 152 genstande per 100 m strand. Denne medianværdi er højere end EUs tærskelværdi på 20 affaldsgenstande per 100 m strand, som blev vedtaget i 2020 (van Loon et al., 2020). Der var en betydelig variation mellem strandene beliggende i de forskellige sub-regioner, hvor medianværdier for Nordsø/Skagerrak var 349 genstande per 100 m, Kattegat 252 genstande per 100 m og Østersøen 47 genstande per 100 m.
Affald bestående af plastik udgjorde den overvejende del af det marine affald på strandene med i gennemsnit 81% af alle registrerede genstande (ekskl. paraffin) ved overvågningen i 2021. Blandt de hyppigste affaldstyper på de danske strande var de tre affaldskategorier, der repræsenterer uidentificerbare fragmenter af forskellige plasttyper, nemlig uidentificerbare plastfragmenter 2.5-50 cm (G79), skumplast af polystyren 2.5-50 cm (G82) og skumplast (hårdt og blødt skum (G73). Alle tre typer var at finde på Top15 listerne inden for de tre danske sub-regioner. Engangsplastik (SUP) udgjorde 15-25% af det totale affald på de danske strande, og specifikke affaldstyper som slikpapir/chipsposer (G30) og plastlåg og kapsler fra drikkevarer (G21) var at finde på Top15 listerne i alle sub-regioner. Derudover var også bl.a. store bæreposer (G3), vatpinde (G95) og madbeholdere inkl. fastfoodbeholdere (G10) blandt de hyppigste typer af SUP-genstande. Maritime aktiviteter udgjorde en særlig stor kilde til affald på strandene ved Nordsø/Skagerrak, hvor fiskeri-relateret affald repræsenterede ca. 30% af det totale affald, og snor (diameter <1 cm) (G50) og net og stykker af net <50 cm var henholdsvis nr. 1 og nr. 3 på Top15 listen.
Udviklingen i mængderne af affald for perioden 2015-2021 viser, at der generelt er en svagt faldende tendens i antallet af affaldsgenstande på de danske referencestrande, som dog for de enkelte strande kun er signifikant (P < 0,05) for strandene ved Pomlenakke og Kofoeds Enge. På et landsdækkende niveau er tendensen også signifikant for DK som helhed (slope = - 10,0, P < 0,001).