Aarhus Universitets segl

Nr. 149: Danmarks ynglebestand af skarver i 2019

Sterup, J. & Bregnballe, T. 2019. Danmarks ynglebestand af skarver i 2019. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 40 s. - Teknisk rapport nr. 149 . http://dce2.au.dk/pub/TR149.pdf

Sammenfatning

I denne rapport præsenteres resultaterne af optællingen af de danske skarvkolonier i 2019. Desuden beskrives omfanget af forvaltende tiltag i kolonierne.

Den danske ynglebestand af skarv blev i 2019 opgjort til 30.469 par. Dette svarer til en tilbagegang på 3,9 % i forhold til året før og en samlet tilbagegang på 8,2 % over de seneste to år. Bestanden har dog været forholdsvis stabil siden 2014. I denne periode har der været mellem 30.400 og 33.200 par, og de årlige udsving i bestanden har været på under 5 %. Størrelsen af skarvbestanden har de seneste år svaret til ca. 80 % af det antal, der ynglede i landet, da bestanden kulminerede i årene omkring 2000.

Den største regionale ændring i skarvbestanden i 2019 var i Vestjylland med en fremgang på 20 %. I de fleste andre regioner var der tilbagegang, størst i Limfjorden (18 %), Lillebælt/Sydfyn (13 %) og Nordsjælland (10 %).

Der blev registreret i alt 70 skarvkolonier i 2019. Dette er 6 færre end i 2018. Antallet af skarvkolonier i Danmark nåede en foreløbig kulmination i 2016 med 84 kolonier, men siden er antallet faldet med en sjettedel. Der forsvandt 12 kolonier i 2019, mens der opstod 6 nye. Landets største koloni var Stavns Fjord på Samsø med 2.488 reder, og i alt var der 8 kolonier med over 1.000 reder.

Den stigende bestand af havørne i Danmark har en stadig større påvirkning af skarvkolonierne. I adskillige kolonier konstateredes nedsat ynglesucces som følge af forekomst af havørne. Herudover tyder observationer i flere kolonier på, at forekomst af havørne kan forsinke skarvernes ynglesæson. Forekomst af havørne er også en sandsynlig årsag til, at skarverne i 2019 opgav at forsøge at yngle i en koloni på Vestsjælland, som havde eksisteret i 30 år, og hvor der i 2018 havde ynglet næsten 600 par.

Forvaltende tiltag (regulering) i skarvkolonier omfattede i 2019 i alt 3.858 skarvreder, svarende til ca. 13 % af bestanden. Der blev foretaget regulering i 14 kolonier. I 9 af kolonierne foretog Naturstyrelsen selv reguleringen, mens den blev udført af private lodsejere i 5 kolonier. Ud over reguleringen af reder og deres indhold blev der ved 2 kolonier nedlagt i alt 169 voksne skarver, og i en af disse kolonier blev der desuden nedlagt 32 flyvefærdige unger i juli-august. Omfanget af regulering har ligget på nogenlunde samme niveau i perioden 2016-2019, men var væsentligt lavere i årene før (2010-2015). I 2019 bestod reguleringstiltagene primært i oliering af æg (2.413 reder) og fjernelse af reder (1.424 reder).