Behrens, J.W. 2007. PhD thesis. Marine Biologisk Laboratorium, Københavns Universitet, Afdeling for Marine Økologi, Danmarks Miljøundersøgelser, Danmark. 46 s.
Sammenfatning
Iltsvind (hypoxi) er ikke et nyt begreb, men har forekommet naturligt gennem geologisk tid. Den naturlige omsætning af organisk materiale ved havbunden kræver ilt, og specielt i afgrænsede, dybe områder med lille vandudskiftning kan iltsvind derfor opstå. Kort fortalt opstår iltsvind når der over en periode bruges mere ilt i bundvandet end der tilføres. Gennem de sidste par årtier er iltsvind blevet hyppigere og mere omfattende end tidligere på grund af øget eutrofiering. De indre danske farvande har således siden starten af 1980’erne været ramt af årligt tilbagevendende hypoxi i sommer- og efterårsmånederne. Ilt spiller en essentiel rolle i stofskifteprocesserne hos fisk og begrænset ilttilgængelighed kan derfor have væsentlige økologiske konsekvenser. Kysttobis (Ammodytes tobianus) er en af fem tobisarter, som lever i de indre danske farvande. Tobis er byttedyr for mange større fisk, marine pattedyr og havfugle og spiller således en vigtig rolle i økosystemet. Tobis har en speciel adfærd, idet de svømmer i stimer i de åbne vande om dagen og tager føde til sig, mens de om natten, eller hvis de bliver skræmt, graver de sig ned i sandet havbund. Her tilbringer de også hele vinteren i en slags dvaletilstand. Nedgravningsadfærden gør, at tobisen gennem en stor del af dens liv påvirkes af bundvandet, hvor iltforholdene ofte er dårligere end i de øvre vandlag. Disse forhold – dvs. tobis’ vigtighed i fødenettet og det at den ofte vil opleve iltsvind i sine naturlige omgivelser – var grund til at kysttobis blev valgt som modelorganisme til denne Ph.d. afhandling. Hovedformålet med afhandlingen var at undersøge hvordan iltsvind kan påvirke fisk’ fysiologi og adfærd. Kysttobis har et hvilestofskifte, som er lavere end mange andre fiskearters (såsom lodde i Artikel II), hvorimod dens tolerance overfor hypoxi er mere sammenlignelig med de samme fiskearter’s (Artikel I). Når fisken ligger gravet ned i anoxisk sediment, får den ilt ved at pumpe iltrigt vand fra sedimentoverfladen, ind i munden og over gællerne (Artikel III). Selvom iltindholdet sænkes akut i det overliggende vand, så vedbliver tobisen med at være nedgravet – en strategi som bruges for at spare på energien (Artikel III). Svømmende tobis’ adfærd under akut hypoxi synes derimod hverken at pege på en strategi til at spare på energien eller til at prøve at komme væk fra de ugunstige iltforhold (Artikel I). Længerevarende moderat og svær hypoxi havde derimod stor effekt på tobisens døgnrytme (Artikel V). Moderat hypoxi øgede frekvensen hvormed tobis gravede sig op og ned i løbet af dagen, mens svær hypoxi gjorde at mange flere fisk opholdt sig i vandfasen, i stedet for at være gravet ned. Sådanne ændrede adfærdsmønstre vil medføre, at mindre energi er til rådighed til vækst og reproduktion samt gøre fiskene mere udsatte for predation. Modellering af moniteringsdata viste ydermere at op til en fjerdedel af de sandede havbundsområder, som tobis potentielt kan bruge til at grave sig ned i, har været udsat for kritiske iltforhold indenfor de sidste år (Artikel IV). Global opvarmning vil reducere ilts opløselighed i vandet og dermed forværre iltforholdene ved bunden, hvorfor yderligere habitat-tab forudsiges i fremtiden.
Hele rapporten i pdf-format (3.129 kB)
