Aarhus Universitets segl

Nr. 227: Overvågning af bæver Castor fiber i Danmark i 2004

Sammenfatning


I forbindelse med genudsætningen af bævere i 1999 på Klosterheden Statsskovdistrikt (KLS) er der udført registreringer af naturforholdene i og omkring udsætningslokaliteterne. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har varetaget den faglige koordinering og afrapportering af overvågningen af bæverne i perioden 1999-2003. I 2004 blev den praktiske del af overvågningen foretaget af Klosterheden Stats-skovdistrikt. DMU har medvirket ved bestandsopgørelsen og på baggrund af KLS´s overvågningsdata foretaget afrapportering af bæverovervågningen for 2004. Nærværende rapport opdaterer status ved udgangen af 2004 over bæverbestandens størrelse, udvikling og trivsel og giver forslag til fremtidig overvågning.


Bæverbestandens størrelse og udbredelse

I 2004 udførtes én optælling i april mod tidligere to optællinger i hhv. april og oktober. Analyser af de indsamlede data tyder på, at der med denne mindre indsats kun sker et begrænset tab af informationer. Vandløbsstrækninger blev yderligere gennemsejlet med kano i december 2004 for at registrere bæveraktivitet. Observationer foretaget af skovdistriktets personale og oplysninger fra skovens publikum har suppleret grundlaget for bestandsopgørelsen og kortlægningen af bævernes spredning til nye lokaliteter. På baggrund af det faktiske antal observerede individer, blev bæverbestanden i ynglesæsonen 2004 opgjort til minimum 62 individer, hvoraf 11 var unger. Dette er en stigning på ca. 17 % i forhold til 2003. Der blev i 2004 fundet to omkomne bævere, heraf én trafikdræbt.


I 2004 var der otte territorier på KLS og ti territorier i det sydlige opland til KLS. Dette er en stigning siden 2003, hvor der var 13 aktivitetsområder i Flynder Å-systemet. Fordelingsmønstret over territorier i Flynder Å er dynamisk. Der er opstået helt nye kerneområder, og tidligere bosteder er blevet forladt. Nær ældre bosteder er der etableret nye bæverbo. Antageligt er det ungdyr fra familiegruppen, som etablerer nyt bosted inden for det eksisterende territorium. Der er desuden sket spredning af bævere til to nye vandløbssystemer, Dam-hus Å og Tvis Å.


Beskrivelse af bæverhabitater

Kerneområder for bæveraktivitet har flere steder ændret sig inden for territoriet. I områder hvor bævere har været stedfaste gennem 4-5 år, er der skabt bæverdæmninger og -søer langs vandløbene, og natur-forholdene er ændret væsentligt. Der ses ikke samme grad af forandringer af naturforholdene omkring søer, som det er tilfældet ved dæmningsbyggeri og opstemninger langs vandløb.


Påvirkninger af produktionsarealer og kontakt til lodsejere

I perioden fra 1999 til 2003 blev der ført tilsyn med samtlige registrerede bosteder og løbende rettet henvendelse til lodsejere, som havde bævere på deres ejendom. KLS fortsatte denne praksis i 2004. I tilfælde hvor lodsejere henvendte sig med problemer, blev der iværksat afværgeforanstaltninger af KLS i samråd med de berørte lodsejere. Der var kun et begrænset antal henvendelser om påvirkninger af produktionsarealer, og der blev ikke registreret skader på produktionsskov. I alt blev der registreret ni henvendelser fra lodsejere, heraf tre fra samme lokalitet. Den samlede vurdering er, at der i 2004 har været et stigende antal tilfælde, hvor distriktet har måttet foretage afværgeforanstaltninger. Stigningen har ikke været større end forventet, idet bæverbestanden vokser i antal og udbredelse.


Information og formidling

Offentlighedens interesse for bæverne var fortsat stigende i 2004, hvor der blev afviklet i alt 83 guidede bæverture med 2.518 deltagere. I sommerhalvåret blev der afholdt månedlige offentligt annoncerede bæverture, og Naturskolen afholdt ture for de tilknyttede skoler. Ar-rangerede ekskursioner omfattede bl.a. medarbejdere fra amter og kommuner, universiteter, lærerseminarer og statsskovdistrikter. Ved miniudstillingen ved Møllesøen blev der jævnligt iagttaget busser med turister, som på egen hånd benyttede vandrestien nedstrøms langs Flynder Å for at besigtige nogle af de mest spektakulære bæverlokaliteter. Skovdistriktets personale og DMU medvirkede i løbet af 2004 i en række avisartikler, radioreportager og tv-indslag.


Forslag til fremtidig overvågning af bævere i Danmark

IUCN anbefaler, at der efter genudsætning af en art iværksættes overvågning af de udsatte dyr. Det fremtidige overvågningsprogram for perioden 2005-2014 er primært udarbejdet for at tilvejebringe et vidensgrundlag omkring bæverbestandens trivsel og udvikling samt påvirkning af omgivelserne. Udover en fortsættelse af den nuværende overvågning foreslås, at der iværksættes en GIS-registrering af de områder, som bæverne færdes i. Dette muliggør mere præcise bereg-ninger af bævernes effekter på landskabet. Dermed sikres en tilstrækkelig baggrundsviden for en hensigtsmæssig forvaltning af bæveren og de arter, der påvirkes som følge af bævernes påvirkninger af landskabet. Det foreslås, at der mindst én gang i overvågningsperioden gennemføres et udvidet overvågningsprogram. Det er ligeledes vigtigt, at der fortsat opbygges et erfaringsgrundlag i forhold til håndtering af ”bæverproblemer” og etablering af afværgeforanstaltninger.

 

 

 

Hele rapporten i pdf-format (1.670 kB).