Aarhus Universitets segl

Nr. 220: Skarver 2005

Arbejdsrapport fra DMU nr. 220: Skarver 2005, Naturovervågning. Eskildsen, J. Natur-Inform. 2005. 48 s.

 

Sammenfatning

I 2005 blev der talt 39.720 reder af skarv i Danmark. Dette antal ligger meget tæt på resultatet fra såvel 2004 som de 10 foregående år, hvor antallet har varieret mellem 36.700 og 42.800 reder med et gennemsnit på 39.560 reder.


Der har været regionale forskelle i koloniernes udvikling. Overordnet kan man konstatere, at kolonierne i Vestjylland og i Limfjorden er gået tilbage med ca. 1.250 reder i forhold til 2004, mens kolonierne i tilknytning til Kattegat er gået tilsvarende frem. Udviklingen i de sydlige farvande har været stabil fra 2004 til 2005. Der er grund til at antage, at skarvernes tilbagegang i Vestjylland og i Limfjorden skyldes forskelle i fødeudbud i de senere år evt. kombineret med reguleringer af reder i en række vestjyske skarvkolonier.


Knap 5.000 reder blev reguleret i 2005 svarende til 12% af det samlede antal skarvreder i Danmark. Det er 25% færre end i 2004, og samtidig er arbejdet med regulering af skarvreder i højere grad blevet koncentreret til kolonier i Vestjylland og omkring Læsø. Reguleringen er sket i 15 kolonier svarende til 27% af alle kolonier i Danmark. 96% af reguleringerne er foretaget ved oliering, dvs. påsprøjtning af væske, der lukker æggenes porer og derved dræber fostret. Det konkluderes, at metoden har en regulerende effekt samtidig med, at den forhindrer, at de fugle, hvis reder reguleres, etablerer nye kolonier.


Overordnet kan man sandsynligvis stadig betragte udviklingen i antallet af skarvreder de sidste ca. 10 år som udtryk for en stabil ynglebestand med almindelige fluktuationer, der er betinget af påvirkninger fra det omgivende miljø, primært tilgængeligheden af føderessourcer.

 

Hele rapporten i pdf-format (810 kB).