Bregnballe, T., Hounisen, J.P. & Bøgebjerg, E. Arbejdsrapport fra DMU nr. 205, 2005, 68 s.

Sammenfatning

I en række kystområder i Danmark er der af hensyn til trækkende gæs, ænder og vadefugle oprettet reservater som skal sikre vandfuglene ro imod forstyrrelser fra bl.a. jagt. I forbindelse med drøftelser af reservaternes udformning, har Skov- og Naturstyrelsen og naturbrugere efterspurgt viden om nødvendigheden af at regulere jagt på landarealer der støder op til jagtfredede vandområder. Det har bl.a. været et ønske at få belyst om trækkende vandfugles brug af landarealerne påvirkes ved jagt begrænset til få dage igennem jagtsæsonen. For at afprøve effekten af at tillade jagt med reduceret intensitet gennemførte DMU forsøg med dato-jagt. I forsøget blev jagt udøvet med 1-3 ugers mellemrum på en strandeng langs et jagtfredet vandområde. Forsøget udførtes på øen Nyord ved Møn i 1998-2001.

Formålene var at belyse 1) hvordan gæs, ænder og vadefugle reagerede adfærdsmæssigt når jagt blev udøvet med én, to eller tre uges interval, og 2) om antallet af fugle der benyttede jagtområdet og  naboområderne, var lavere i dagene efter jagterne end før jagterne.

Jagterne blev gennemført hver tredje onsdag i efteråret 1998, hver anden onsdag i 1999 og hver onsdag i 2000 og 2001. Jægerne kunne gå ind i jagtområdet fra kl. 12 i 1998 og fra 1½ time før solnedgang i 1999-2001.

De 9-13 deltagende jægere skulle afslutte jagten senest 1½ time efter solnedgang.

Effekterne blev undersøgt ved at observere fuglenes reaktioner under jagtudøvelse og ved at følge udviklingen i antallet af fugle før og efter dagene med jagt.

Undersøgelsen fokuserede på følgende talrigt forekommende arter af vandfugle: Grågås, pibeand, krikand, gråand, knopsvane, bramgås, hjejle og vibe. Heraf var de fire førstnævnte jagtbare. Vandfuglenes reaktioner på jagtudøvelsen blev fulgt ved halvdelen af jagterne. Gående jægere og løbende hunde bevirkede ved tre ud af 13 jagter, at mere end 80% af grågæssene havde forladt jagtområdet og det tilstødende engområde før der blev afgivet skud. For svømmeænder skete dette ved to ud af 16 jagter. Ved otte af 13 jagter havde mere end 80% af grågæssene forladt jagtområdet og det tilstødende engområde før det 8. skud var afgivet. For svømmeænder blev dette registreret ved 10 ud af 16 jagter. I ét af de fire år afveg den registrerede reaktion blandt pibeand, krikand, hjejle og vibe fra det mønster der blev observeret i de øvrige år. I stedet for at forlade engen efter at være skræmt op, flyttede fuglene til et andet område af engen som lå 500-1.200 m fra jagtområdet, og der forblev de i de fleste tilfælde selv om flere skud blev afgivet.

Observationerne af vandfuglenes adfærdsmæssige reaktioner på jagterne viste: 1) at den forstyrrende effekt var væsentlig større når jægernes hunde løb frit end når jægerne gik med hundene ved deres side; 2)

at afgivelse af skud forårsagede større forstyrrelse end hunde der løb frit; 3) at jagterne oftest medførte at ænder, gæs og vadefugle havde forladt det meste af jagtområdet, det tilstødende engområde og vandfladen langs jagtområdet inden det 8. skud var afgivet; og 4) at vandfuglenes reaktioner var mindre markante i perioder hvor engene var delvist oversvømmet tidligt på efteråret.

I opgørelsen over effekter af jagt på antallet af fugle blev der skelnet mellem engområdet og vandfladen langs jagtområdet. Der blev udelukkende anvendt registreringer fra jagter hvor der var mindst 50 individer af arten i undersøgelsesområdet før jagten startede. For engen, dvs. selve jagtområdet og det tilstødende engområde, blev følgende effekter registreret:

• antallet af grågæs og bramgæs blev ikke påvirket af jagterne;
• for pibeand var der i tre af de fire år tilbagegang efter seks ud af seks jagter. Men i det år hvor der stod sjapvand i græsset på engene tidligt på efteråret, var der kun tilbagegang i antallet af pibeænder efter én af syv jagter. For krikand var der som for pibeand forskel på effekterne imellem årene. Antallet af krikænder var således lavere på førstedagen efter jagten, end umiddelbart før jagten startede på 11 af de 12 jagter, der blev gennemført i de tre første af de fire år. Men i det fjerde år hvor engene blev fugtige tidligt på efteråret, var der ikke tilbagegang i antallet af krikænder efter de seks undersøgte jagter;
• for gråand var der signifikant færre ænder på førstedagen efter enjagt, end i dagene op til jagten;
• for hjejle og vibe var datamaterialet spinkelt. De hhv. fem og ni jagter, som kunne analyseres, tydede ikke på markante negative effekter af jagterne på hjejlernes og vibernes antal.

På vandfladen langs jagtområdet blev følgende effekter af jagterne registreret:

• for knopsvane var der i ni af 12 tilfælde færre knopsvaner dagen efter jagten, end før jægerne gik ud på selv jagtdagen;
• for gråand var der på førstedagen efter en jagt signifikant færre ænder end før jagten;
• for pibeand var antallet upåvirket af om der dagen forinden eller to dage tidligere havde været udøvet jagt.

De beskedne effekter på vandfuglenes antal forklares bl.a. med:

• at jagt kun fandt sted på den sydligste fjerdedel af det store sammenhængende engareal;
• at især svømmeænderne havde adgang til alternative lavvandede områder hvor der ikke var jagtlige forstyrrelser;
• at engene i mange perioder var et attraktivt raste- og/eller fødesøgningsområde;
• at der var så lang tid mellem jagterne at fuglene ikke fravalgte engene og vandfladen som raste- og fødesøgningsområde;
• at der mellem jagtdagene havde været en vis udskiftning af individer i jagtområdet og de nærmeste naboområder fordi nye individer trak til området.

Samlet betragtet viste forsøget at selv om både gæs, ænder og vadefugle forlod jagtområdet og de nærmeste naboområder allerede når de første skud blev afgivet, vendte vandfuglene tilbage i uændrede antal eller i lidt lavere antal dagene efter. Det var især svømmeænder der efter nogle af jagterne vendte tilbage i lavere antal den første dag efter jagterne, især i efterår hvor engene ikke havde været oversvømmet tidligt på sæsonen. Desuden tyder forsøget på at jagt med én uges interval ikke forårsagede kraftigere effekter ved de enkelte jagter, og på dagen efter jagten, end jagt med to eller tre ugers interval. Men den samlede effekt over hele jagtsæsonen var større i de år hvor jagt blev udøvet med én uges interval fordi flere jagter blev afholdt i disse år.

På grundlag af forsøget med dato-jagt vurderes det at for enge der støder op til et jagtfredet vandområde, vil engenes værdi som et raste- og fødesøgningsområde for vandfugle med rimelig sandsynlighed kunne bevares hvis jagt begrænses til få timer efterfulgt af én eller flere uger uden jagt. Men fuglenes tilbagevenden til et jagtområde og dets naboområder må forventes at ske langsommere i områder og perioder hvor jagtområdet er af begrænset værdi for vandfuglene (f.eks. fordi området kun har værdi som en rasteplads), og/eller hvis vandfuglene ikke har mulighed for at søge ind i et nærliggende forstyrrelsesfrit område mens jagt finder sted.

Det kan konkluderes:

1) at jagt med 1-3 ugers interval oftest medførte at antallet af svømmeænder i området var lavere 1-2 dage efter jagterne;

2) at vandstandsforholdene på engen var afgørende for hvor hurtigt pibeænder og krikænder vendte tilbage til engen efter jagt;

3) at adgangen til et stort uforstyrret område i umiddelbar nærhed af jagtområdet var en væsentlig grund til at effekten af jagt på antallet af vandfugle var svag;

4) at en enkelt dag med jagt omkring solnedgang efterfulgt af én eller flere ugers jagtfred vil være et godt redskab til forvaltning af jagt i områder eller zoner hvor den jagtlige forstyrrelse af vandfugle ønskes begrænset.

Hele rapporten i pdf format (1,567 kB).