Amstrup, O. Bregnballe, T. & Nitschke, M. Arbejsrapport fra DMU nr. 203, 2005, 54 s.
Sammenfatning
I 1998 besluttede Folketinget, at den nedre del af Skjern Å skulle føres tilbage til sit oprindelige løb, og at vådområder langs åen skulle retableres. Arbejdet udførtes i årene 1999-2003 og omfattede de nederste 20 km af Skjern Å, svarende til 2.200 ha. I forbindelse med overvågning af effekterne af naturgenopretningen foretog Danmarks Miljøundersøgelser optællinger af ynglefugle i 2000 og 2003. I ynglesæsonen 2000 optaltes ynglefuglene i løbet af én uge i maj og én uge i juni ved at vandre området igennem og registrere ynglefuglene undervejs. På dette tidspunkt lå alle markerne brak, og gravearbejdet var påbegyndt. I 2003 foretoges ynglefugletællingen ved flere tællinger fra slutningen af april til begyndelsen af juli. Ynglefuglene blev registreret ved at observere fra punkter i terrænet, ved at vandre igennem engene og ved at lytte efter stemmer om natten. I begge år blev der lagt størst vægt på at kortlægge forekomsten af ynglende vandfugle.
Antallet af ynglende arter af vandfugle steg fra 7-9 arter i 2000 til 31 arter i 2003, hvor alle vådområderne var etableret. I 2003 ynglede fire arter af lappedykkere med sorthalset lappedykker som den talrigeste art (38-54 par). Antallet af ynglepar af knopsvane steg fra 1 par i 2000 til 19 par i 2003. Antallet af ynglende svømmeænder steg fra mindst 44 par fordelt på to arter i 2000 til mindst 301 par fordelt på fem arter i 2003. Den talrigeste art var gråand med 41 par i 2000 og 235-240 par i 2003. Knarand ynglende med 3 par i 2000 og 15-18 par i 2003. De øvrige arter af svømmeænder, dvs. atlingand, spidsand og skeand, blev kun registeret ynglende i 2003 med hhv. 21-27, 1-5 og 29-36 par. I 2000 ynglede der 5 par blishøns, og i 2003 var antallet forøget til 165-200 par. I 2003 ynglede desuden arterne plettet rørvagtel (7-9 "par"), grønbenet rørhøne (21-22 par) og vandrikse (13 par). I 2000 registreredes tre vadefuglearter som sikre ynglefugle med vibe (74 par) som den talrigeste art. Umiddelbart efter naturgenopretningen, dvs. i 2003, var antallet af ynglende viber steget til 125 par. Da gravearbejdet påbegyndtes i 1999 blev der dannet sandbanker og vandpytter i det nye åløb, hvorefter 3 ynglepar af lille præstekrave etablerede sig i 2000. I 2003 ynglede 7-8 par, men arten forventes at forsvinde, når sandbankerne og den bare jord vokser til med vegetation. Strandskade ynglede med 1 par i 2000 og med 5 par i 2003. I forhold til 2000, hvor der ingen ynglepar var af de følgende arter, var der 85 par klyde, 1-2 par stor præstekrave, 13 par dobbeltbekkasin og 2-3 par rødben. Hættemåge, stormmåge og fjordterne ynglede kun i 2003 og da med hhv. 735 par, et par og et par. Blandt småfuglene var der pga. braklægningen af marker i 2000 78 par bynkefugle mod 12 par i 2003. Desuden noteredes der et par pungmejse i 2000 og et par stor tornskade i 2003.
Ynglefugleoptællingerne har vist, at området har udviklet sig fra at være af begrænset betydning for ynglende vandfugle til at være blandt de ferskvandsområder i Danmark, der huser et meget stort antal arter og individer af ynglende vandfugle. Naturgenopretningen har på kort sigt givet gode ynglebetingelser for lappedykkere og en del andefugle. Desuden har flere arter af rørskovs- og sumpfugle indfundet sig. Men indtil videre er ynglebetingelserne for de fleste arter af vadefugle og enkelte arter af svømmeænder dog mindre gode eller dårlige. Det skyldes bl.a. at store dele af de våde enge groede til straks efter at de etableredes. Vi vurderer, at der vil kunne skabes bedre ynglebetingelser for disse arter ved en mere intensiv afgræsning og slåning.Begynd altid et nyt kapitel øverst på en side. I en trykt rapport begyndes altid på en højreside, i en elektronisk blot øverst på en side.
Hele rapporten i PDF format (740 kB).