Berthelsen, J.P. 2008: Overvågning af bæver Castor fiber i Danmark 2006. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 44 s. – Arbejdsrapport fra DMU nr. 243.
Resumé
Efter udsætningen af bævere i oktober 1999 på Klosterheden Statsskov i Vestjylland (SNSV) har bævernes påvirkninger af naturforholdene været undersøgt og overvåget gennem et bredt spekter af biologiske registreringer og undersøgelser omkring de oprindelige udsætningssteder og senere i nye områder, hvor bævere er blevet stedfaste. Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har varetaget planlægning og faglig koordinering samt udførelse og afrapportering af overvågningsaktiviteter i hele overvågningsperioden 1999-2006. I årsrapporten 2006 opdateres, på baggrund af data fra SNS Vestjylland, status over bæverbestandens udbredelse, bestandstilvækst, og dødelighed.
Bæverbestandens størrelse, udvikling og udbredelse
Et vigtigt element i overvågningen er de årlige bestandsopgørelser, som udføres ved hjælp af forårsoptællinger udført systematisk ved samtlige bosteder. Bævertællingen i 2006 udførtes efter samme procedure som tidligere år. Kortlægning af territorier udførtes på baggrund af fourageringsspor efter bæver. Langs utilgængelige vandløbsstrækninger anvendtes der kano til kortlægning af bæveraktivitet.
Bævere vurderes til at være stedfaste på en lokalitet, når der registreres fourageringsgnav, bosteder, fældninger og dæmningsbyggeri. Boet registreres oftest i nærheden af bæverdam og dæmninger, men der findes en række undtagelser, hvor bæverbo ikke er fundet og registreret. Bestanden var i 2006 vokset til minimum 89 individer, inklusiv 13 bæverunger fra 2006, der blev optalt i starten af april 2007. Ved optælling medregnedes kun unger, som faktisk er observeret ved bosteder. Antallet af territorier var steget til 11 på statsskovarealer og uden for statsskoven var antallet øget til i alt 15.
Fund af omkomne bævere
Der forekom ikke indberetninger om fund af omkomne bævere i 2006, og der blev ikke fundet tegn eller rester efter omkomne dyr på distriktet. I det aktuelle udbredelsesområde er det usandsynligt, at alle omkomne individer bliver fundet. Inde i statsskoven er sandsynligheden for at finde omkomne dyr større, fordi der er betydelige og vedvarende publikumssøgning til bæverbosteder og vandløbsstrækninger.
Beskrivelse af bæverterritorier
Siden 1999 er der foretaget årlige registreringer og opgjort status for forekomst og udbredelse af bæverterritorier på statsskovarealerne og i oplandet. I territorier registreres aktivitetsområder på baggrund af forekomst af sikre spor efter bæver i vandløbssystemerne. I 2006 blev der foretaget en gennemgang af alle territorier og en opdatering af deres udstrækning langs vandløbene. Naturforholdene i de enkelte bæverhabitater er ikke beskrevet detaljeret. I 2006 skete der en opdeling af flere territorier på statsarealerne. Ved årets udgang var der 11 territorier. I oplandet til statsskoven var antallet øget til 15. Ved de bosteder, hvor bævere har været stedfaste gennem flere år, er der flere steder sket store forandringer af naturforholdene, især de steder, hvor der er opstemninger og bæverdamme.
Påvirkninger af produktionsarealer og lodsejerkontakt
I 2006 har personale fra SNSV ført tilsyn med såvel eksisterende gamle som nye bosteder uden for statsskoven og haft kontakt til berørte lodsejere, som havde bæveraktivitet på deres ejendom. Når lodsejere indberettede til SNSV, om forekomster af bæveraktivitet, blev vandløb eller søer besigtiget og gennemsøgt af personale fra SNSV. Udbredelsen og forekomst af bæveraktivitet i 2006 fulgte i stor træk samme mønster som de foregående år. I territorierne uden for SNSV var der betydelige påvirkninger af dyrkningsarealer som følge af bæveraktivitet ved 8 bosteder. I flere tilfælde gav bæveraktivitet og påvirkning af dyrkningsarealer anledning til henvendelser fra lodsejere pga. uønskede opstemninger og forsumpning af landbrugsarealer. SNSV modtog i alt 9 henvendelser fra lodsejere som ønskede vejledning eller afværgeforanstaltninger primært for at begrænse oversvømmelser af vandløbsnære arealer.
Information og publikumsformidling
På SNSV er der generelt stor fokus på publikums muligheder for naturoplevelser, og på SNS’s hjemmeside findes der adgang til oplysninger om bæverne i Vestjylland. I 2006 var der fortsat stigende interesse fra skovpublikum, som opsøgte vandløb og søområder med bæveraktivitet. I løbet af året blev der afholdt ekskursioner og guidede ture for forskellige målgrupper, i alt 75 guidede ture med 2.250 deltagere. Der blev afviklet 10 faglige ekskursioner med ca. 300 deltagere. Ved Skovens dag var der ca. 1.450 deltagere.
Bæverformidlingen indgik ved en række arrangementer og ture, f.eks. Naturbussen, hvor der alene afvikledes 85 ture. Bæverne havde fortsat bevågenhed i pressen, hvor der løbende fra SNSV og DMU blev informeret om bæverbestandens udvikling. I september afholdtes international bæversymposium i Freising i Bayern. Her blev der fra dansk side (SNSV og DMU) fremlagt to faglige indlæg omkring bæverovervågning og -forvaltning i DK.
Nyt specialeprojekt om overvågning af bævere
Et nyt specialeprojekt på Klosterheden vil i 2007 afprøve, om det er muligt at supplere og forbedre optællingen af bævere ved at bruge projektørlys. Derudover vil projektet påbegynde udviklingen af et GIS-værktøj og opbygningen af en database, der med tiden vil kunne bruges til at overvåge de årlige forandringer i landskabet, som bævernes aktiviteter medfører. Placeringen af bæverbo, dæmninger og gnav vil blive digitaliseret på grundlag af luftfotos. Det er hensigten, at GIS-værktøjet skal indgå i den fremtidige bæverforvaltning.
Hele rapporten i pdf-format (2.139 kB)