Aarhus Universitets segl

Nr. 263: Økonomiske konsekvenser ved forskellige motorindstillinger på naturgasfyrede kraftvarmeværker.

Jørgensen, S.L. & Møller, F. 2011: Økonomiske konsekvenser ved forskellige motorindstillinger på naturgasfyrede kraftvarmeværker. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 20 s. - Arbejdsrapport fra DMU nr. 263.

Sammendrag

Denne rapport vurderer de økonomiske konsekvenser ved forskellige motorindstillinger på naturgasfyrede kraftvarmeværker (CHP, Combined Heat and Power Production) baseret på resultater i Kvist et al. (2010), hvor konklusionerne fra indeværende rapport også er at finde. Formålet med at ændre motorindstillingerne er et forsøg på at opnå et lavere niveau af NOx-udledninger. Den økonomiske analyse består dels af en budgetøkonomisk analyse og dels af en velfærdsøkonomisk analyse af effekterne ved at ændre på indstillingerne på gasmotorer. Derudover vurderes de velfærdsøkonomiske effekter af den geografiske placering af CHP-anlæggene. I analyserne antages, at den totale elektricitet- og varmeproduktion forbliver uændret. Dvs., hvis ændringer i motorindstillingerne medfører en lavere varmeproduktion, vil tabet blive erstattet af varmeproduktion på naturgasfyrede kedler.

Den budgetøkonomiske analyse viser, at der generelt er et trade-off mellem NOx-udledninger og omkostningerne for CHP anlægget. Når NOx-udledningerne reduceres øges produktionsomkostningerne. Ved en enkelt motorindstilling produceres der dog mere varme end ved indstillingerne med højere udledninger, og dermed sparer man på udgifterne til produktion af varme på kedler.

Den velfærdsøkonomiske analyse tager også højde for de afledte effekter af at ændre motorindstillingerne. Dvs. der tages også højde for de ændrede motorindstillingers konsekvenser for andre luftemissioner end NOx. Det drejer sig om stoffer, som kan have sundhedseffekter, samt om klimagasudledninger. Analysen viser, at samfundet samlet set vil vinde på lavere NOx-udledninger - hovedsagligt pga. positive sundhedseffekter.

Endelig viser analysen vedrørende placering af anlægget, at den geografiske placering ikke har nogen særlig velfærdsøkonomisk effekt. Det skyldes, at der ikke er den store variation i befolkningstæthed på tværs af Danmark, hvorved der heller ikke er de store forskelle i sundhedseffekterne.

Hele rapporten i pdf-format (2,07 MB)