Aarhus Universitets segl

Målinger: Corona-nedlukning har givet renere luft

Markant lavere luftkoncentrationer af kvælstofdioxid og fine partikler under nedlukningen af Danmark, viser en analyse af måledata for det meste af 2020.

Køgebugt-motorvejen i morgenmyldretiden efter restriktionerne trådte i kraft i foråret 2020. (Foto: Thomas Ellermann/DCE).

De stort set tomme motorveje og de meget få fly på himlen i slutningen af marts og april 2020 var et meget synligt bevis på effekten af corona-restriktionerne, som har reduceret mange af samfundets aktiviteter. Nu kan effekten af corona-restriktionerne også ses i forskernes målinger af luftforureningen. På H.C. Andersens Boulevard i København var der tale om et fald på 35-40% for kvælstofoxider og fine partikler fra foråret 2019 til samme periode i 2020.

I et nyt notat fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi giver forskere bag det nationale luftovervågningsprogram en opdatering på den viden, som måleresultater har givet om corona-restriktionernes effekt på luftkvaliteten i Danmark. Det skal understreges at udmeldingerne er foreløbige, da den fulde kvalitetskontrol endnu ikke er fuldført.

Notatet tager udgangspunkt i effekten på luftkoncentrationerne af kvælstofdioxid og de fine partikler (partikler med diameter under 2,5 µm). Disse to luftforureningskomponenter er ansvarlige for omkring 90% af de samlede helbredseffekter fra luftforureningen i Danmark.

Målingerne viser, at kvælstofdioxid og fine partikler optrådte i væsentligt lavere middelkoncentrationer i 2020 end i 2019. Fra 2019 til 2020 viser målingerne et fald på 13-24% ved gade-målestationerne og 25-27% ved bybaggrundsmålestationerne. Der er også sket et betydeligt fald ved landbaggrundsmålestationerne, men usikkerheden er her meget stor, da koncentrationerne er meget lave.

De fine partikler faldt med 24-39% fra 2019 til 2020, hvilket ifølge notatet skyldes den samlede effekt af corona-restriktioner, det generelle fald i udledningerne og de naturlige variationer, som følge af år til år variationer i vejrforholdene. Det regnede usædvanligt meget i de første måneder af 2020, og derfor var koncentrationerne af fine partikler – der for en dels vedkommende bliver skyllet ud af luften med regn – allerede faldet betragteligt før restriktionerne trådte i kraft.

Variationerne i vejrforholdene kan både føre til højere og lavere koncentrationer, hvilket gør det vanskeligt at adskille effekterne af corona-restriktionerne og variationerne i vejrforholdene. Sammenfaldet mellem de omfattende corona-restriktioner og det store fald i koncentrationerne i foråret 2020 peger ifølge notatet imidlertid på, at corona-restriktionerne er den væsentligste årsag til de usædvanlige lave koncentrationer.

Faldet som følge af corona-restriktionerne skyldes ifølge forskerne de omfattende restriktioner, som i store dele af 2020 prægede Danmark og resten af Europa. De førte til et stort fald i udledninger og dermed også luftkoncentrationerne.

Måleresultaterne er beskrevet i notatet, og blev fremlagt på ”Topmøde i Luftvisionen” i regi af Dansk Miljøteknologi fredag den 29. januar 2021.

Læs notatet ”Corona-nedlukningens indflydelse på luftkvaliteten i Danmark i 2020” her. 

Læs mere om det danske luftmåleprogram her. 

For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved seniorforsker Thomas Ellermann, tel@envs.au.dk, mobil 51 48 95 84.