Aarhus Universitets segl

Nr. 252: Screening for udvalgte pesticider i vandløb og grundvand. NOVANA.

Screening for udvalgte pesticider i vandløb og grundvand. NOVANA. Bossi, R., Sortkjær, O. & Juhler, R.K. 2009. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 22 s.- Arbejdsrapport fra DMU nr. 252.

 

Sammenfatning

 

I denne screeningsundersøgelse er der analyseret overfladevandsprøver, grundvandsprøver og ferskvandssedimenter for følgende pesticider: chlorpyrifos, chlorfenvinfos, fenpropidin, tau-fluvalinat og cypermethrin. Chlorpyrifos og chlorfenvinfos er på Vandrammedirektivets liste over prioriterede stoffer, og screeningsundersøgelsen blev primært igangsat for at skaffe viden om forekomsten af disse stoffer i vandmiljøet. De øvrige pesticider blev inddraget i screeningsundersøgelsen, da det er pesticider, der anvendes i dag i Danmark og det er stoffer som kan analyseres sammen med chlorpyrifos og chlorfenvinfos.

 

Stoffernes forekomst i overfladevand og grundvand er undersøgt ved prøvetagning fra tre landovervågningsoplande (LOOP) områder (Lillebæk, Højvads Rende, og Bolbro Bæk). Desuden er der analyseret sedimenter fra 15 udvalgte ferskvandsområder (å og bæk).

 

Der er analyseret i alt 12 overfladevandsprøver og 5 grundvandsprøver. Ingen af de undersøgte pesticider blev fundet i disse prøver. I forhold til grundvand skal det bemærkes, at udtagningen af prøver blev foretaget i efteråret, ca. et par måneder efter udsprøjtningen, hvormed undersøgelsen ikke afklarer risiko for pulser umiddelbart efter udsprøjtning.

 

Der er analyseret i alt 15 prøver af sediment fra vandløb. Chlorpyrifos blev fundet i fem af sedimentprøverne med koncentrationer mellem 1,5 og 3,7 µg/kg TS (tørstof). Cypermethrin blev fundet i fire prøver i koncentrationer mellem 1,5 og 4,8 µg/kg TS. Tau-fluvalinat blev fundet på to lokaliteter i koncentrationer på henholdsvis 12 og 3,6 µg/kg TS. Kun på en lokalitet (Ellebæk) blev begge pyrethroider (cypermethrin og tau-fluvalinat) fundet i den samme sedimentprøve.

 

Hverken chlorfenvinfos eller fenpropidin blev påvist i nogen af de undersøgte prøver af sediment.

 

Hele rapporten i pdf-format (794 kB)