Petersen, I.K., Nielsen, R.D., Pihl, S., Clausen, P., Therkildsen, O., Christensen, T.K., Kahlert, J. & Hounisen, J.P. 2010. Landsdækkende optælling af vandfugle i Danmark, vinteren 2007/2008. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. 78 s. – Arbejdsrapport fra DMU nr. 261.
Optællinger af overvintrende vandfugle i danske farvande blev gennemført i perioden fra 13. december 2007 til 31. marts 2008. Næsten alle dele af de indre danske farvande blev optalt fra fly, mens der i Nordsøen primært blev optalt i den sydlige region, nordpå til Blåvands Huk. Et stort antal vådområder inde i landet og langs kysterne blev optalt fra jorden.
Formålet med optællingerne var at tilvejebringe en opgørelse over antal og fordeling af overvintrende vandfugle i Danmark i lighed med tilsvarende optællinger i perioderne 1969-1973 og 1987-1992 samt 2000 og 2004. Optællingerne er en del af NOVANA-programmet. Data anvendes endvidere til opgørelser over antallet af vandfugle i EF-Fuglebeskyttelsesområder i Danmark.
Den overvejende del af farvandene blev optalt fra fly. Kystnære områder med kompleks geografi og forekomst af mange fuglearter optaltes som totaltællinger, mens områder fjernere fra kysten optaltes ved hjælp af linjetransektmetoden. Ved totaltællinger tilstræber observatøren at optælle alle fugle i et givet område. Ved transekttællinger optælles langs forud definerede optællingsruter efter linjetransektmetoden.
Der blev anvendt én-motors fly (Cessna 172) til mange kystnære totaloptællinger, mens alle linje-transekttællinger blev gennemført fra to-motorers fly, primært et fly af typen Partenavia P-68 Observer.
Alle arter af svaner, gæs og ænder blev optalt. Desuden blev lommer, skarv og alkefugle konsekvent optalt ved linjetransekttællinger. Skarv, fiskehejre, blishøne og visse vadefuglearter blev registreret under totaltællinger. Lappedykkere er vanskelige at se fra fly. De blev registreret i det omfang, de blev observeret. Denne rapport gennemgår antal og fordeling af 49 vandfuglearter eller –artsgrupper, præsenteret som fordelingen af de observerede fugle.
For en række arters vedkommende er antallet af overvintrende fugle steget i Danmark. Det gælder fx. skarv, sangsvane, blisgås, grågås, bramgås, pibeand, lille skallesluger og stor regnspove. For andre arter er antallet af overvintrende individer faldet. Det gælder i særdeleshed ederfugl, canadagås og fløjlsand.
Alle de arter der er steget i antal i Danmark, med undtagelse af sangsvane, har vigtige overvintringskvarterer syd og sydvest for Danmark. Efter en lang række af milde vintre har disse arter fået bedre konditioner for overvintring i Danmark. Vadehavet og det sydvestlige Jylland har været meget vigtige overvintringsområder for bramgås, pibeand og stor regnspove. Disse arter blev i stigende antal også observeret i de indre danske farvande, ligesom gravand er blevet langt mere talrig på Jyllands østkyst imellem Djursland og Vorså.
Nedenfor summeres kort resultaterne for centrale arter, enten fordi de forekom i store antal eller fordi deres antal i danske farvande har ændret sig markant i forhold til tidligere landsdækkende optællinger.
Der blev i 2008 registreret i alt 54.362 knopsvaner. Det er næsten identisk med det registrerede antal i 2000, hvor 53.328 knopsvaner blev optalt, men noget lavere end antallet i 2004, hvor 65.744 knopsvaner blev observeret. Fordelingen af knopsvanerne adskiller sig meget lidt imellem disse år.
I alt 41.854 sangsvaner blev optalt i 2008. Antallet er således næsten uændret fra optællingen i 2004, hvor 41.241 sangsvaner blev registeret. Således overvintrer næsten 70% af flyway bestanden af sangsvane i Danmark. Antallene i 2008 og 2004 svarer til næsten en fordobling af antallet fra 2000, hvor 22.948 sangsvaner blev optalt.
Den overvintrende bestand af grågæs fortsætter med at stige. Med 87.229 registrerede grågæs i 2008 var det mere end en fordobling i forhold til den tidligere rekord fra 2004 på 34.118 individer, og mere end en femdobling fra det registrerede antal i 2000, hvor 16.736 fugle blev observeret.
Antallet af overvintrende canadagæs er faldet i forhold til niveauet i 2000 og 2004, men ligger stadig højt hvis der sammenlignes med antal overvintrende fugle i 1980’erne.
Der blev registreret 135.893 gråænder, hvilket svarer til niveauet ved optællingerne i perioden fra 1989 til 2004.
Pibeand blev registreret i højere antal end ved nogen tidligere landsdækkende vinteroptælling i Danmark. I alt 62.076 fugle blev optalt.
Der blev registreret i alt 138.534 ederfugle i 2008. Dette er lavere end det tilsvarende antal for 2004, hvor 214.552 ederfugle blev observeret. I 2000 var det tilsvarende tal 319.759 fugle. Skiftet til intensiveret anvendelse af linjetransekttællinger og beregning af totale antal ud fra disse imellem 2000 og 2004 gør en direkte sammenligning med antallet fra 2000 vanskelig, idet det skønnes, at de beregnede antal vil afstedkomme et højere bestandsestimat end data fra totaltællinger. Selv om der endnu ikke er foretaget beregninger af totale antal for 2008 data, er der næppe tvivl om, at antallet af ederfugle i danske farvande er faldet fra 2004 til 2008.
Der blev i 2008 registreret i alt 136.187 sortænder i de danske farvande. Det antal er næsten identisk med antallet i 2004, hvor 137.995 sortænder blev observeret.
Der blev i 2008 registreret i alt 2.509 havlitter i danske farvande. Langt den største koncentration var på Rønne Banke, i det sydøstlige Danmark og i Ålborg Bugt. Dette er kun knap halvdelen af det tilsvarende antal for 2004, hvor 5.314 havlitter blev optalt.
Antallet af overvintrende store regnspover i Danmark er steget markant, og der har aldrig tidligere været registreret så mange store regnspover som i vinteren 2008, hvor i alt 15.264 fugle blev optalt. I 2004 var det tilsvarende antal 4.786 og i 2000 var det 1.513 fugle.
Der blev registreret i alt 4.584 alke/lomvier ved optællingen i 2008. I lighed med 2004, hvor 4.143 alke/lomvier blev registreret, blev hovedparten af fuglene set i det dybe farvand nord for Sjælland samt øst for Anholt og Læsø. Det antages, at alke dominerer disse antal.
En meget stor andel af de i danske farvande overvintrende vandfugle befandt sig inden for grænserne af de udpegede EF-Fuglebeskyttelses-områder. For 12 arters vedkommende befandt 70% eller mere af den overvintrende bestand sig inden for et EF-Fuglebeskyttelsesområde. For 6 arters vedkommende befandt 50% eller mere af den overvintrende bestand sig inden for et EF-Fuglebeskyttelsesområde, for hvilket arterne var del af udpegningsgrundlaget. Til gengæld blev kun mindre andele af de overvintrende bestande af rødstrubet/sortstrubet lom, af havlit og af alk/lomvie registreret inden for de udpegede områder.
Hele rapporten i pdf-format (9,66 MB)