Aarhus Universitets segl

Nr. 195: Ynglende og rastende fugle i Vejlerne 2019

Nielsen, H.H. & Clausen, P. 2021. Ynglende og rastende fugle i Vejlerne 2019. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 57 s. - Teknisk rapport nr. 195. http://dce2.au.dk/pub/TR195.pdf

Sammenfatning

Aage V. Jensen Naturfond og Institut for Bioscience, Aarhus Universitet indgik i begyndelsen af 2007 en samarbejdsaftale om en udvidet overvågning af udvalgte yngle- og trækfugle i Vejlerne.

 

I 2019 har konsulentfirmaet Avifauna Consult varetaget overvågningsopgaverne, og rapporten her præsenterer resultaterne af overvågningen af fugle i Vejlerne i 2019.

 

For ynglefuglene gives en detaljeret gennemgang, mens rastefuglene behandles mere summarisk.

 

Formålet med fugleovervågningen i Vejlerne er bl.a. at bidrage til NOVANA-overvågningen af fugle, der har til formål at sikre et ensartet, kvalitetssikret og landsdækkende datagrundlag til Miljøstyrelsens udarbejdning af Natura 2000-planer, dels at skaffe data til den danske afrapportering til EU. Metoderne til overvågningen er nærmere beskrevet og fastlagt i tekniske anvisninger. I Vejlerne foretages dog en mere omfattende fugleovervågning, som dels omfatter flere ynglefuglearter end NOVANA programmet (hvis primære fokus er bilag 1 arter), dels indebærer en årlig overvågning, hvor NOVANA i det aktuelle program typisk overvåger arterne hvert andet år. Tilsvarende overvåges rastefuglene året rundt, hvor arterne i NOVANA programmet kun overvåges i de måneder, hvor den nationale bestand forventeligt er størst (fx svømmeænder i september/oktober, dykænder ved midvinter, flere arter af vadefugle i april/maj eller august).

 

For ynglefuglenes vedkommende var der i 2019 rekordstore ynglebestande af trane i Vejlerne og sølvhejre i en plantage umiddelbart vest for de Østlige Vejler. For flere af de engtilknyttede jordrugende arter, hvis forekomst typisk toppede i Vejlerne i årene 2000-2003, var der i 2019 antal på niveau med eller lavere end i de forudgående ti år 2009-2018, men altså antal der stadig repræsenterer en tilbagegang i forhold til 2000-2003. Det gælder for strandengsfugle som vibe, stor kobbersneppe og rødben, men også brushøne, engryle og havterne som har været i tilbagegang siden 1980’erne eller 1990’erne. Klyde havde, efter et enkeltstående godt yngleår i 2018 (178 par), atter en ringe ynglesæson med blot 53 par i 2019. Bestanden af sortterne har også været jævnt faldende siden slutningen af 1970’erne og de 20 par som forsøgte at yngle i 2019 fik ingen unger. For flere af arterne kan de seneste års lave antal være forårsaget af et par tørre forår og somre, i kombination med et højt prædationstryk. I rapportens tabel 4 sættes Vejlernes betydning for ynglefugle i et internationalt og nationalt perspektiv. To arter, rørdrum og engryle, forekommer i antal der overstiger internationale 1 % bestandskriterier og mange andre arter har langt flere end 1 % af den nationale bestand.  

Bemærkelsesværdige forekomster blandt trækfuglene i 2019 var rekordantal af sølvhejre, krikand, skeand, trane og hjejle (sammenlignet med antal fra 2008-2018, jf. Nielsen & Clausen 2019a,b). Pibesvane var stort set fraværende, mens skestork, blishøne og tinksmed blev talt i forholdsvis lave antal sammenlignet med førhen. I begyndelsen af marts var der over 50.000 gæs i området, især kortnæbbede og bramgæs. En lang række arter forekom i 2019 i antal, der overstiger internationale eller nationale 1 %-bestandskriterier.