Wind, P. 2020. Monitoring of recovering dune heath at Østerild 2019. Part 4. Aarhus University, DCE – Danish Centre for Environment and Energy, 186 pp. Technical Report No. 175. http://dce2.au.dk/pub/TR175.pdf
Det danske Folketing vedtog i 2010, at der skulle etableres et nationalt testcenter for afprøvning af store vindmøller. Valget faldt på Thy, hvor dele af de statsejede Østerild Klitplantage og Hjardemål Plantage indgik i planerne. Forud for anlægsarbejdets igangsættelse blev der udarbejdet en implementeringsplan (Danmarks Miljøundersøgelser & Miljøministeriet 2010). Planen beskriver bl.a. testcentrets udformning og drift, rydning af skov, forvaltningsmodeller for naturtyper og modellernes implementering. For at kunne opføre testcenteret skulle træerne ifølge planen fældes i dele af plantageområderne. Det drejede sig om nåletræsområder beplantet med den hjemmehørende skov-fyr (Pinus sylvestris) samt de indførte bjerg-fyr (Pinus mugo) og sitka-gran (Picea sitchensis). Træerne i de udpegede plantageområder blev fældet i juli og august 2011. Da det viste sig, at behovet for plads til testcentret var mindre end forudsat i implementeringsplanen (Danmarks Miljøundersøgelser & Miljøministeriet 2010), blev færre træer fældet.
Plantageområderne administreres af Naturstyrelsen Thy. I forbindelse med vedtagelsen af lovforslaget om etablering af et nationalt testcenter for vindmøller ved Østerild i Thy blev det besluttet at følge vegetationsudviklingen på de ryddede arealer, som ikke direkte er indgået i de arealer, der benyttes af vindmøller med tilhørende telemaster og til anlæg af forbindelsesveje til de tekniske installationer. Ved at gennemføre forskellige tiltag i form af genindførsel af græsning, ændring af grundvandsstanden og etablering af lavvandede, til- og afløbsløse vandhuller samt forskellige typer af behandling af førnelaget og de efterladte træstubbe undersøges mulighederne for, at tidligere tiders klitlandskab kan genskabes på de tilstødende arealer, der er blevet afskovet.
Det Nationale Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet (DCE) har i 2011 efter aftale med Naturstyrelsen Thy udarbejdet et botanisk overvågningsprogram. Det overordnede formål med programmet er at dokumentere vegetationsdækkets succession mod lysåbne og mere artsrige klitnaturtyper efter rydningen af nåletræsbevoksninger i det nationale testcenter. Overvågningsprogrammet omfattede en registrering af jordbundsforhold, vegetationens struktur og artssammensætning, før træerne blev fældet (baseline overvågning), og en systematisk registrering af vegetationsændringerne gennem de første 10 år af successionen mod lysåbne klit-naturtyper.
I 2011 blev 12 overvågningsstationer udpeget og 100 prøvefelter udlagt heri. Prøvefelterne var stratificeret tilfældigt med henblik på at dække variationen i udgangspunktet for vegetationsudviklingen og de behandlinger, der blev skitseret i implementeringsplanen (Danmarks Miljøundersøgelser & Miljøministeriet 2010). Stratificeringen omfattede udgangspunktet (skovtype), de planlagte behandlinger af førne og hydrologi, forventet pleje og drift af den lysåbne klitnatur, afstand til egnede spredningskilder og områdets topografi. Det blev antaget, at udgangspunktet havde stor betydning for successionen efter skovrydningen, og at overvågningsstationerne derfor omfattede de berørte bevoksninger med sitka-gran, bjerg-fyr og skov-fyr.
Koordinaterne for de 100 prøvefelter var forlods blevet uploadet i en GPS. Ved hjælp af GPS’en blev prøvefelterne fastlagt i felten. Det ene hjørne af en pinpoint ramme blev anbragt så præcist som muligt i centrum af prøvefeltet. Dette hjørne blev defineret af rammens sydvestlige hjørne og dens sider blev orienteret ved hjælp af et kompas efter verdenshjørnerne. En snor på fem meter blev trukket mod syd, hvorfra der blev taget et digitalt oversigtsfoto af prøvefeltet med pinpoint rammen i centrum i en passende afstand fra enden af 5 m snoren, så prøvefeltet blev dækket bedst muligt af hensyn til fremtidig genfinding.
Pinpoint rammen måler 0,5 x 0,5 m2 og rummer 16 analysepunkter markeret ved krydsningspunkterne for de to gange fire, parallelt udspændte snore fra rammens modstående sider. Vegetationsanalysen starter i krydsningspunktet tættest på rammens nordvestlige hjørne. Næste punkt er krydsningspunktet mod øst og så fremdeles til det 16. krydsningspunkt i rammens sydøstlige hjørne. En slank, stiv metalpind føres lodret gennem vegetationsdækket og alle levende plantedele af karplanter, mosser og laver, pinden berører, artsbestemmes og noteres på feltskemaet. Bliver ingen plantedele berørt, noteres det, om underlaget er bar jord, bart sand, førne, dødt ved, ekskrementer eller åbent vand. Arealet under rammen bliver dernæst afsøgt for supplerende arter, der noteres særskilt på feltskemaet.
Den gennemsnitlige vegetationshøjde måles i hvert af rammens fire hjørner startende i det nordvestlige og sluttende i det sydøstlige efter retningslinjerne i den tekniske anvisning for overvågning af terrestriske naturtyper (Fredshavn et al. 2011). Rammens og dermed underlagets hældning centralt i prøvefeltet måles ved hjælp vinkelmåleren i kompasset ved at anbringe dette på rammens overside og aflæse vinklen.
Dernæst gennemtraves 5 m-cirklen med uret fra syd i radierende baner fra pinpoint rammen langs den udspændte snor og tilbage igen indtil alle 78 m2 er blevet undersøgt. Alle arter, der ikke allerede er blevet registreret indenfor pinpoint-rammen artsbestemmes og noteres særskilt på feltskemaet. Under gennemtravningen vurderes fladedækningen af mosser, laver, dødt ved, nøgen jord, nøgent sand og åbent vand. Alle karplanter er sammen med karakteristiske mosser og laver blevet artsbestemt i felten. Ubestemte mosser og laver er noteret i en af kategorierne ’Bladmosser, Levermosser, Bæger- eller rensdyrlaver, Rensdyrlaver og Bægerlaver’. Feltarbejdets resultater er samlet i bilag 1-6 bagerst i rapporten.
I 2019 blev 42 af de oprindelig 100 prøvefelter analyseret. Som følge af manglende opfølgning på nogle af de oprindeligt planlagte plejetiltag og den reducerede afskovning blev 35 nye prøvefelter udlagt og analyseret i 2017 og genanalyseret i 2019. De blev fordelt med to gange femten prøvefelter i to ryddede områder, der førhen var bevokset med henholdsvis bjerg-fyr, skov-fyr og sitka-gran. Fem prøvefelter blev udlagt langs hovedforbindelsesvejen til møllerne, så 5 m cirklen dækkede vejkanten for at belyse vejanlæggets indflydelse på vegetationsudviklingen og dens artsbidrag. Her var der tidligere plantet sitka-gran. De 20 nordlige prøvefelter, hvor der tidligere var plantet bjerg-fyr, og som blev undersøgt i 2013, 2015 og 2017, blev i overensstemmelse med overvågningsprogrammet ikke analyseret i 2019.
Som følge af opførelsen af en ny mast, dens tilhørende støbte forankringer af støttewirerne og etablering af en tilkørselsvej fra testcentrets hovedforbindelsesvej til pladsen omkring masten blev tre prøvefelter ødelagt, mens to prøvefelter blev stærkt påvirket af anlægsarbejde. En større bunke træflis havde begravet et sjette prøvefelt. Af de oprindeligt 100 prøvefelter fra 2017 er der således 96 tilbage til fremtidig analyse af vegetationsudviklingen som følge af de gennemførte behandlingsformer og tiltag i efter renafdriften i 2011.
122 taxa blev registreret ved feltarbejdet i 2019 i de 76 prøvefelter. Heraf repræsenterede 112 taxa dækfrøede karplanter fordelt på 67 taxa af tokimbladede og 34 enkimbladede. Sidstnævnte omfattede 16 arter af græs, 9 halvgræsarter og 9 siv- og frytlearter. Der blev registreret 2 nåletræsarter, mens karsporeplanterne bidrog 3 arter. Der blev registreret 9 arter af mosser og 2 laver af de arter, det var muligt at bestemme i felten.
Artsdiversiteten varierede meget de 76 prøvefelter imellem. Det absolutte minimale antal på 9 taxa blev registreret i to prøvefelter, hvor der tidligere stod henholdsvis skov-fyr og sitka-gran. Det højeste antal på 39 taxa blev registreret i et prøvefelt ved siden af testcentrets hovedforbindelsesvej. Det højeste antal i et prøvefelt tidligere beplantet med skov-fyr var 30 taxa, mens det højeste antal i de tidligere sitka-gran beplantninger var 23 taxa. Det højeste og laveste antal i prøvefelter i området førhen domineret af bjerg-fyr var henholdsvis 21 og 14 taxa.
Dværgbusken hedelyng (Calluna vulgaris) var den mest udbredte art, idet arten blev registreret i 97 % af prøvefelterne. Græsserne bølget bunke (Avenella flexuosa) og blåtop (Molinia caerulea) var de næstmest udbredte arter. Andre udbredte arter var dværgbusken klokkelyng (Erica tetralix), de bredbladede urter almindelig kongepen (Hypochaeris radicata) og rødknæ (Rumex acetosella), græsserne fløjlsgræs (Holcus lanatus) og almindelig hvene (Agrostis capillaris) samt lyse-siv (Juncus effusus). Af bregner var smalbladet mangeløv (Dryopteris carthusiana) mest udbredt. Blandt mosser var kost-kløvtand (Dicranum scoparium) og den invasive stjerne-bredribbe (Campylopus introflexus) mest udbredt. Det gennemsnitlige antal taxa i prøvefelterne var 20.
Tilstedeværelsen af hovedforbindelsesvejen har sat sit aftryk på artssammensætningen, da der i de fem prøvefelter er blevet registreret 19 arter, som er de mest udbredte her eller kun forekommer her.
Renafdriften af skovtræerne medførte, at de tidligere plantageområders bundlag blev blottet. Det bevirkede, at en række karplanter, mosser og laver spredte sig på den blottede jordbund som følge af den øgede mængde lys og den øgede næringstilgængelighed samt de iværksatte behandlings- og plejetiltag. Det fremmede i første række dværgbuske som hedelyng, revling, klokkelyng og mose-bølle, ligesom flere markante græsser, almindelig hvene, bølget bunke, fløjlsgræs og blåtop drog fordel af rydningen. 2019 undersøgelsen dokumenterede forekomsten af to ikke førhen registrerede invasive arter, nemlig aks-bærmispel (Amelanchier spicata) og glansbladet hæg (Prunus serotina).
Der er blevet registreret 18 almindelige arter, der formodentlig forekommer i nabolaget, og som ikke er blevet registreret i prøvefelterne før. Deres fremkomst kan blandt andet skyldes forstyrrelse af vegetationsdækket og blotlæggelse af jordbunden, som opførelsen af den nye radiomast medfører med tilhørende forankring, etablering af en med grus befæstet tilkørselsvej og transport af byggematerialer.
Den biologiske målsætning med renafdriften af de tidligere nåletræsbeplantede områder er et forsøg på at genskabe de lysåbne og fugtige klitnaturtyper ved hjælp af den naturlige vegetations udvikling på de arealer, der ikke direkte er omfattet af opførelsen af vindmøller og de dertil knyttede tekniske installationer og vejanlæg. Samtidig er der et ønske om en forøgelse af diversiteten af naturligt forekommende plante- og dyrearter, der er afhængige af et fluktuerende grundvandslag og ændret jordbundsfugtighed i forhold til, da områderne var trædækkede. Om den samlede målsætning er lykkedes, må afvente en samlet analyse af den totale mængde af vegetations- og strukturdata efter, at den samlede overvågningsperiode afsluttes i 2021.
