Aarhus Universitets segl

Nr. 157: To vindmølleparkers virkninger på fugle og betydningen for flytrafikken i Københavns Lufthavn

Therkildsen, O.R., Balsby, T.J.S., Nielsen, R.D., Bladt, J. & Bisschop-Larsen, R. 2019. To vindmølleparkers virkninger på fugle og betydningen for flytrafikken i Københavns Lufthavn. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 82 s. - Teknisk rapport nr. 157. http://dce2.au.dk/pub/TR157.pdf

Sammenfatning

HOFOR ønsker at opstille to vindmølleparker i Øresund. De to parker ønskes placeret øst for Saltholm (Nordre Flint Vindmøllepark) og mellem Amager, Stevns og Falsterbo (Aflandshage Vindmøllepark). DCE - Nationalt Center for Miljø & Energi, Aarhus Universitet har bidraget med teknisk og faglig rådgivning i relation til vurderingen af de to planlagte vindmølleparkers potentielle indvirkning på trækkende og rastende fugle. I denne rapport præsenteres resultaterne af fugleundersøgelsernes Fase 1, der omhandler de undersøgelser, der er nødvendige for at kunne vurdere vindmølleparkernes potentielle påvirkning af flyvesikkerhed, regularitet og kapacitet i Københavns Lufthavn. Fase 2 vil omfatte de resterende fugleundersøgelser, der er nødvendige for den samlede miljøkonsekvensvurdering.

I 2019 blev der udført feltundersøgelser i Køge Bugt og Øresund forår og efterår 2019 med relevans for Fase 1. I rapporten sammenholdes resultaterne af feltundersøgelserne med den eksisterende viden om fugletrækket i området samt relationen mellem havvindmøller og fugle, hvilket danner baggrund for en afsluttende vurdering af de to planlagte vindmølleparkers potentielle betydning for flysikkerheden i Københavns Lufthavn.

Det fremgår af litteraturen, at den mest udprægede form for undvigerespons hos de arter og artsgrupper, der forekommer i de to vindmølleområder, sker i det horisontale plan. I det omfang, der kendes eksempler på arternes vertikale undvigerespons i forhold til havvindmøller, er det typiske, at denne ikke resulterer i ændrede flyvehøjder over møllernes højde.

Overordnet set forventes de arter, Københavns Lufthavn har udpeget i deres risikoanalyse, ikke at blive påvirket af vindmøllernes tilstedeværelse i nævneværdigt omfang. Dette skyldes, at der i vidt omfang forventes en horisontal mere end en vertikal undvigerespons, der derfor ikke vil resultere i en øget forekomst af fugle i luftrummet over de to vindmølleparker. I de tilfælde, hvor der forventes en vertikal undvigerespons, vil denne typisk resultere i, at fuglene fortsat er under den maksimale møllehøjde. Musvåge er dog et eksempel på en art, der tilsyneladende er tilbøjelig til flyve over møllehøjde, når den passerer en vindmøllepark under trækket.

Da de to vindmølleparker ikke placeres på steder, hvor sker en større koncentration af trækkende fugle, vil deres tilstedeværelse påvirke en mindre andel af det samlede volumen, der passerer området i løbet af trækperioderne. De ynglende og rastende fuglebestande, der foretager fourageringstræk i området, er kendetegnet ved at foretage trækbevægelser i forholdsvis lav flyvehøjde. Disse lokale trækbevægelser forventes ikke at være påvirket nævneværdigt af vindmøllernes tilstedeværelse. For fouragerende fugle i området, kan der være tale om en vis tiltrækning til mølleparkerne. I de tilfælde vil fourageringsbevægelserne både indenfor og uden for mølleparkerne dog foregå i forholdsvis lav flyvehøjde. Andre arter synes upåvirkede af tilstedeværelsen af havvindmøller og vil derfor i sagens natur ikke udvise ændringer i forekomsten, som vil kunne have indflydelse på flytrafikken.

Samlet vurderes anlæggelsen af Aflandshage og Nordre Flint Vindmølleparker i Øresund, ikke at have en nævneværdig påvirkning af fugles trækmønstre og flyveadfærd i området. Dermed er det heller ikke sandsynligt, at vindmølleparkerne vil medføre et forøget risikoniveau for de fuglearter, der er i fokus i Københavns Lufthavns Wildlife Hazard Management Programme, dvs. ynglefugle på Saltholm, herunder bramgås, skarvkolonien på Peberholm og svingfjersfældende grågæs på Saltholm samt trækkende bramgæs, grågæs, rovfugle og traner. Det vurderes dermed, at der sandsynligvis ikke vil ske en påvirkning af flytrafikken ind og ud af Københavns Lufthavn.