Aarhus Universitets segl

Nr. 153: Sanitary survey rapport 11: Samsø Bælt

Larsen MM, Feld L, Jakobsen HH, Göke C, Hendriksen NB, Rømer JK, Mohn C, Jensen AN & Schultz AC. 2019. Sanitary survey rapport 11: Samsø Bælt. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 90 s. - Teknisk rapport nr. 153.  http://dce2.au.dk/pub/TR153.pdf

Sammenfatning

Det fremgår af reglerne i Kontrolforordningen for animalske fødevarer (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854), at mikrobiologisk klassificering af produktionsområder for muslinger m.m.[1] og den dertil hørende prøveudtagningsplan skal bygge på en ’sanitary survey’. En sanitary survey er en vurdering af interaktionerne mellem potentielle forureningskilder, klimaforhold, vandbevægelser m.m. i området. EU-Kommissionens vejledning i udarbejdelse af sanitary survey (EU 2017) har dannet basis for denne rapport. Der er dog i visse tilfælde taget hensyn til den danske praksis for mikrobiologisk prøveudtagningsfrekvens og tidligere klassificering foretaget på baggrund af denne, som beskrevet i muslingebekendtgørelsen (Bekendtgørelse nr. 1722) og opsummeret i appendiks 11 Lovgivning.

Rapporten behandler Samsø Bælt, som fortrinsvis består af åbent vand bortset fra en kyststrækning mod Samsø og Djursland mod vest. Det grænser op til produktionsområderne omfattet af Sanitary survey rapport 8 (Kalø Vig og Jyllands østkyst (nordlig del)) mod vest og Sanitary survey rapport 9 (Hesselø Bugt og Isefjord) mod øst. Området består af seks produktionsområder: P92-P95, P210 og P213. I området Samsø Bælt er der ikke registreret tilladelser til muslingeopdræt. Der er kun registreret landinger af muslinger fra områderne P92 og P93 i 2017 og 2018, men ingen landinger fra 2010-2016.

Vurderingerne af potentielle kilder til mikrobiologisk forurening understøttes af offentligt tilgængelige data fra overvågning af mikrobiologisk forurening i området Samsø Bælt, hvor indholdet af E. coli og Salmonella[2] er bestemt i prøver af muslinger m.m. udtaget i forbindelse med erhvervets egenkontrol og prøver udtaget af Fødevarestyrelsen til verifikation af egenkontrollen. Det skal hertil bemærkes, at der er anvendt information og data, som er hentet fra de omkringliggende kommuners hjemmesider samt fra Danmarks Statistik. I mange tilfælde kan rapporter, der er hentet fra internettet, blive fjernet eller flyttet ved ændringer på kommunernes eller ministeriernes hjemmesider. Samtidig kan dynamiske tabeller, der er dannet med web-baserede dataapplikationer, ændres, når der kommer nye data, eller hvis der sker revision af de underliggende data. Det kan derfor ikke garanteres, at alle referencer, anvendt information og data fremadrettet vil være tilgængelige på nettet.

Fra den danske muslingeovervågning findes der et begrænset sæt historiske data for E. coli-niveauer i muslinger m.m. indsamlet fra Samsø Bælt. Der er kun indsamlet prøver fra P92 i 2017 og 2018 og ingen prøver fra de øvrige fem produktionsområder.

Datasættet viste en god mikrobiologisk hygiejne i de undersøgte prøver fra P92, med alle 56 prøver indeholdende < 230 MPN E. coli/100 g, hvoraf der i 43 (77 %) af disse ikke kunne påvises E. coli (< 20 MPN E. coli/100 g, som er metodens påvisningsgrænse. Der blev ikke udtaget prøver for Salmonella analyser, da der fra 2017 er der ikke længere krav om Salmonella analyser.

Samlet set peger sanitary survey for Samsø Bælt på, at området har en overordnet god mikrobiologisk hygiejne, men dette kan kun verificeres mikrobiologisk for P92. Der findes for de fleste produktionsområder ingen data, hvilket forhindrer en statistisk vurdering af forurening fra E. coli inden for produktionsområder, år eller årstider. Gennem de seneste tre år har der kun været sammenhængende prøveudtagningsperioder for P92 i 2017 og 2018, som medfører, at dette område kan permanent klassificeres, mens der ikke har været prøveudtagninger i de øvrige produktionsområder. Det er begrænset, hvad der kan konkluderes i forhold til områdernes hygiejne i perioder, hvor data er mangelfulde. De manglende data kan bevirke, at potentielle forureningskilder til de respektive produktionsområder ikke kan vurderes tilstrækkeligt.

Muligheden for at lægge produktionsområder sammen diskuteres endvidere.

Opsummering af anbefalet prøveudtagningsplan

Ud fra en vurdering af potentielle kilder (figur 1.1) og transportveje for mikrobiologisk forurening (sanitary survey), samt så vidt muligt en verificering af denne i forhold til historiske mikrobiologiske data fra Samsø Bælt, er der for hvert af produktionsområderne P92-P95, P210 og P213 anbefalet et overvågningsprogram.

I hvert af de anbefalede overvågningsprogrammer indgår forslag til et prøveudtagningspunkt, en klassificeringsstatus (indledende eller permanent) samt en prøveudtagningsplan (påkrævet prøveudtagningsfrekvens og -antal).

På baggrund af resultaterne for produktionsområdernes sanitary surveys samt antal, frekvens og indhold af E. coli i prøver i de historiske mikrobiologiske analyser gælder det som helhed, at kun produktionsområdet P92 vurderes egnet til permanent klassificering. Dette indebærer en fremtidig prøveudtagningsfrekvens for området på minimum 8 prøver pr. år over en fortsat treårig periode. Alle øvrige produktionsområder kan ikke klassificeres pga. manglende data fra både det seneste år (2018) og et utilstrækkeligt antal data over de sidste tre år (2016-2018). For at opnå permanent klassificering vil der ifølge EU’s guideline derfor være behov for indledningsvis at indsamle data, således at der findes resultater for 12 prøver indsamlet det seneste halve år eller data fra 24 prøver fra de seneste tre år.

Rapporten er opdelt i hovedkapitler, som giver en opsummering af identificerede mikrobiologiske forureningskilder. Hovedkapitlerne tager udgangspunkt i appendiks 2-8. Appendiks 9 er en detaljeret gennemgang af de samlede historiske mikrobiologiske data fra muslingeovervågningen, bestående af fiskeriets egenkontrol og Fødevarestyrelsens verifikationsprojekter af erhvervets egenkontrol. Det vurderes ikke nødvendigt at foretage en ’shoreline survey’, da alle mulige kilder til sanitær forurening er beskrevet i kommunernes spildevandsplaner, badevandskvalitetsbeskrivelser og Miljø- og Fødevareministeriets basisanalyser i forbindelse med vandrammedirektivet.



[1] Muslinger m.m.: toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle.

 

[2] E. coli og Salmonella er almindelige bakterier i tarmsystemet hos pattedyr og fugle. E. coli anvendes som indikator for fækal forurening.