Feld L, Larsen MM, Jakobsen HH, Göke C, Hendriksen NB, Rømer JK, Mohn C, Jensen AN & Schultz AC. 2019. Sanitary survey rapport 10: Jyllands vestkyst (sydlig del). Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 118 s. - Teknisk rapport nr. 152. http://dce2.au.dk/pub/TR152.pdf
Det fremgår af reglerne i Kontrolforordningen for animalske fødevarer (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 854), at mikrobiologisk klassificering af produktionsområder for muslinger m.m.[1] og den dertil hørende prøveudtagningsplan skal bygge på en ’sanitary survey’. En sanitary survey er en vurdering af interaktionerne mellem potentielle forureningskilder, klimaforhold, vandbevægelser m.m. i området. EU-Kommissionens vejledning i udarbejdelse af sanitary survey (EU 2017) har dannet basis for denne rapport. Der er dog i visse tilfælde taget hensyn til den danske praksis for mikrobiologisk prøveudtagningsfrekvens og tidligere klassificering foretaget på baggrund af denne, som beskrevet i muslingebekendtgørelsen (Bekendtgørelse 734 af 10/07/2019, tidligere bekendtgørelse 1388 af 29/11/2018) og opsummeret i appendiks 11 Lovgivning.
Rapporten behandler Jyllands vestkyst (sydlig del), som dækker Jyllands vestkyst fra nord for Blåvands Huk over Fanø til den indre del af Vadehavet på østsiden af Rømø. Området består af tretten produktionsområder: P135-P147. I området Jyllands vestkyst (sydlig del) er der ikke registreret tilladelser til muslingeopdræt. Ligeledes er der ikke registreret landinger af muslinger, idet muslingefiskeri i Vadehavets lavvandede dele (inderste dele af P136, 138, 140 og 142) generelt ikke har været tilladt siden 2008, bl.a. af hensyn til beskyttelse af muslingespisende vandfugle. Der arrangeres dog ture for turister med indsamling af østers på vaderne (områderne der bliver blotlagt ved lavvande), men ikke kommercielt fiskeri, og i området omkring Mandø og Fanø (P138) og mellem Esbjerg og Fanø (P131, P132, P133 – udenfor denne rapports område) har der været problemer med Norovirus (Roskilde syge) efter indtagelse af østers, indsamlet på vaderne i forbindelse med private indsamlinger og østerssafarier.
Rapporten understøttes af offentligt tilgængelige data fra overvågning af mikrobiologisk forurening i området Jyllands vestkyst (sydlig del), hvor indholdet af E. coli og Salmonella[2] er bestemt i prøver af muslinger m.m. udtaget i forbindelse med erhvervets egenkontrol og prøver udtaget af Fødevarestyrelsen til verifikation af egenkontrollen. Det skal hertil bemærkes, at der er anvendt information og data, som er hentet fra de omkringliggende kommuners hjemmesider samt fra Danmarks Statistik. I mange tilfælde kan rapporter, der er hentet fra internettet, blive fjernet eller flyttet ved ændringer på kommunernes eller ministeriernes hjemmesider. Samtidig kan dynamiske tabeller, der er dannet med web-baserede dataapplikationer, ændres, når der kommer nye data, eller hvis der sker revision af de underliggende data. Det kan derfor ikke garanteres, at alle referencer, anvendt information og data fremadrettet vil være tilgængelige på nettet.
Fra den danske muslingeovervågning findes der et begrænset sæt historiske data for E. coli-niveauer i muslinger m.m. indsamlet fra Jyllands vestkyst (sydlig del). Der er gennem de seneste 10 år (2009-2018) blevet analyseret prøver fra syv produktionsområder (P135, P137, P140, P142-P144 og P147), mens de øvrige seks produktionsområder ikke er repræsenteret i prøvetagningsdata. Fra de syv aktive områder er der i alt for 10-årsperioden blevet analyseret 286 prøver for E. coli og 59 prøver for Salmonella. Alle prøver blev udtaget fra havbunden, og indeholdt forskellige arter af muslinger m.m. Således bestod 179 (63 %) prøver af trugmuslinger (Spisula solida), 94 (33 %) af hjertemuslinger (Cerastoderma edule), 7 (2 %) af blåmuslinger (Mytilus edulis) og 6 (2 %) af østers (art ikke nærmere specificeret).
Datasættet viste en overordnet god mikrobiologisk hygiejne i de undersøgte prøver med i gennemsnit 97 % af prøverne på ≤230 MPN E. coli/ 100 g, og ingen positive for Salmonella. Ni prøver (3 %) indeholdt niveauer >230 MPN E. coli/100 g, og af disse var én prøve fra den seneste 3-års periode (i P144 i 2017). Datasættet viste dog store forskelle i prøvetagningsmængde, -år og -frekvens i de enkelte områder med en større hyppighed i de seneste år af prøver til analyse fra P144 og P147 end for de øvrige områder. Fra P137 er der jævnligt udtaget prøver frem til og med 2015. Endvidere ses, at der i det seneste år (2018) kun er udtaget prøver fra P144 og P147.
Samlet set peger sanitary survey for Jyllands vestkyst (sydlig del) på, at området har en overordnet god mikrobiologisk hygiejne med kun sjælden forekomst af nævneværdig mikrobiel forurening. Dog findes der for de enkelte produktionsområder et begrænset antal data, som er mangelfuldt ift. en statistisk vurdering af forurening fra E. coli inden for produktionsområder, år eller årstider. Gennem de seneste 2-3 år har der været mere sammenhængende prøveudtagningsperioder for P144 og P147, mens der har været få sporadiske eller ingen prøveudtagninger i alle de øvrige produktionsområder. Det er begrænset, hvad der kan konkluderes i forhold til områdernes hygiejne i perioder, hvor data er mangelfulde. De manglende data kan bevirke, at potentielle forureningskilder til de respektive produktionsområder ikke kan vurderes tilstrækkeligt.
Ud fra en vurdering af potentielle kilder (figur 1.1) og transportveje for mikrobiologisk forurening (sanitary survey), samt så vidt muligt en verificering af denne i forhold til historiske, mikrobiologiske data fra Jyllands vestkyst (sydlig del), er der for hvert af produktionsområderne P135-P147 anbefalet et overvågningsprogram.
I hvert af de anbefalede overvågningsprogrammer indgår forslag til et prøveudtagningspunkt, en klassificeringsstatus (indledende eller permanent) samt en prøveudtagningsplan (påkrævet prøveudtagningsfrekvens og -antal).
På baggrund af resultaterne for produktionsområdernes sanitary surveys samt antal, frekvens og indhold af E. coli i prøver (kun bundprøver udtaget) i de historiske, mikrobiologiske analyser gælder det som helhed, at kun produktionsområderne P144 og P147 vurderes egnede til permanent klassificering, P147 dog kun sæsonbetinget (uge 13-26 og 35-41). Dette indebærer en fremtidig prøveudtagningsfrekvens for områderne på minimum 8 prøver pr. år over en fortsat treårig periode. Alle øvrige produktionsområder kan ikke klassificeres pga. manglende data fra det seneste år (2018) og/eller et utilstrækkeligt antal data over de sidste 3 år (2016-2018). For at opnå permanent klassificering vil der ifølge EU’s guideline derfor være behov for indledningsvis at indsamle data, således at der findes resultater for 12 prøver indsamlet det seneste halve år eller data fra 24 prøver fra de seneste 3 år.
[1] Muslinger m.m.: toskallede bløddyr, pighuder, sækdyr og havsnegle.
[2] E. coli og Salmonella er almindelige bakterier i tarmsystemet hos pattedyr og fugle. E. coli anvendes som indikator for fækal forurening.