Aarhus Universitets segl

Nr. 42: Landmanden som vandforvalter

Wiborg, I., Kronvang, B., Poulsen, J.B., Børgesen, C.D., Henriksen, H.J., Sonnenborg, T., Refsgaard, J.C., Sørensen, H.V., Jensen, K.M. & Jacobsen, T.V. 2014. Landmanden som vandforvalter. Løsningsmodeller for klimatilpasning - kommunale inspirationsværktøjer og nyt forretningsområde for landbruget. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 80 s. - Teknisk rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 42. http://dce2.au.dk/pub/TR42.pdf

Sammenfatning

Netværksprojektet Landmanden som Vandforvalter, har haft som formål at lægge op til at ændre måden, vi håndterer vores klimaudfordringer på. Projektet har arbejdet for at skabe konkrete strategier for vandforvaltning i det åbne landskab, og omdrejningspunkt har været, at dette gøres bedst i et samspil mellem kommuner, landbruget og eksperter. Projektet har arbejdet med landmændene som en central del af løsningen, hvor de med deres erfaring med afvandingsforhold og deres jorde kan indgå i et nyt forretningskoncept, hvor de kompenseres for at tilbageholde vand på deres arealer. Hermed kan oversvømmelser i byerne, hvor det er vanskeligt og dyrt at gardere sig mod regnen, potentielt mindskes.

En del af netværksprojektet har omhandlet udarbejdelsen af tolv konkrete ideer til virkemidler, som beskriver mulige tiltag i forbindelse med vandtilbageholdelse i det åbne land. Overordnet er virkemidlerne inddelt i tekniske, naturlige og bedriftsorienterede virkemidler, dog med mange sammenfaldende elementer.  Derudover har der været arbejdet med tre case-områder i henholdsvis Holstebro, Horsens og Silkeborg Kommune, som allerede nu har udfordringer med periodevist for meget vand. I de tre caseområder er de forskellige problemstillinger blevet belyst, og der er blevet udført en analyse af, hvilke af de udviklede virkemidler, der potentielt kan benyttes til en langsigtet klimasikring af områderne. Netværksprojektet har løbende afholdt møder med oplæg og diskussion af de forskellige virkemidler, og arbejdet med de tre case-områder blev opsummeret ved tre seminarer, hvor resultater og analyser blev diskuteret med de berørte kommuner, landmænd og øvrige interessenter. På en afsluttende konference blev hele projektet præsenteret for en bred skare af interessenter, hvor bl.a. virkemidler og fremadrettede perspektiver i klimatilpasning blev diskuteret.   

Det er håbet, at resultaterne af netværkets arbejde kan tjene som inspiration for de kommunale, regionale og statslige myndigheder, og at disse nye erfaringer og betragtninger vil blive inddraget i det videre arbejde med miljøforvaltning og klimatilpasning. Deltagerne i projektet er Videncentret for Landbrug (projektleder), Institut for Agroøkologi og Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, GEUS, DHI, Orbicon, LMO og Heden&Fjorden. Derudover har Silkeborg Kommune, Horsens Kommune, Holstebro Kommune, Herning Kommune, Ikast-Brande Kommune samt Herning Vand, Vestforsyningen og Ikast-Brande Spildevand deltaget i forskellige dele af projektet. Sidst men ikke mindst har samarbejdet med engagerede landmænd i de forskellige områder været afgørende for projektets gennemførelse.