Aarhus Universitets segl

Nr. 24: Opgørelse for plejekrævende naturarealer

Levin, G. 2013. Opgørelse for plejekrævende naturarealer. Beskrivelse af anvendt data og metode samt præsentation af resultater for opgørelse over arealstørrelser af plejekrævende naturarealer i Danmark. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 31 s. - Teknisk rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 24 http://dce2.au.dk/pub/TR24.pdf

Sammenfatning

Tilgroning af lysåbne arealer som følge af manglende pleje i form af græsning og/eller høslæt hører til de største trusler mod den biologiske mangfoldighed i Danmark i dag. Et naturareals størrelse er vigtig for muligheden for pleje. Mindre og isolerede arealer er ofte for små til at det er økonomisk rentabelt at foretage afgræsning og/eller høslæt. Hvis mindre arealer ligger i forbindelse med andre arealer, hvor der kan foretages græsning/høslæt, er der potentiale for fællespleje. Det samlede areal, hvor der kan foretages fællespleje kan således være stort nok til at plejen er økonomisk rentabel. I denne rapport opgøres størrelsesfordelingen af naturarealer som kræver pleje i form af græsning og/eller høslæt i Danmark. Størrelsesfordelingen opgøres for de enkelte naturtyper (eng, hede, mose, ovedrev og strandeng) og for disse naturtyper i sammenhæng med andre tilgrænsende arealer med potentiale for fællespleje. Analyserne er foretaget på baggrund af aktuelle tilgængelige kortdata over naturtyper og landbrugets arealanvendelse. Resultaterne viser, at det samlede areal og antal af små naturarealer reduceres betydeligt, når arealet opgøres for sammenhængende arealer med potentiale for fællespleje. Resultaterne danner baggrund for rapporten ”Analyse af behovet for græsning og høslæt på beskyttede naturarealer” (Nygaard et al. 2012).