Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Nr. 23: Ynglefugle i Vejlerne 2012

Nielsen, H.H. & Kjeldsen, J.P. 2013. Ynglefugle i Vejlerne 2012. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 38 s. - Teknisk rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 23
dce2.au.dk/pub/TR23.pdf

Sammenfatning

Aage V. Jensen Naturfond og Institut for Bioscience, Aarhus Universitet indgik i begyndelsen af 2007 en samarbejdsaftale om overvågning af udvalgte ynglefugle i Vejlerne, Harboøre og Agger Tanger samt trækfugle i Vejlerne. Konsulentfirmaet ornit.dk fik til opgave at gennemføre den praktiske del af overvågningen. Denne rapport præsenterer resultaterne af overvågningen af ynglefugle i Vejlerne i 2012.

Formålet med ynglefugleovervågningen i Vejlerne er at bidrage til NOVANA-overvågningen af ynglefugle. Denne overvågning sigter i første række på at opfylde Danmarks forpligtelser i forhold til EU-fuglebeskyttelsesdirektivet. Metoderne til overvågningen er fastlagt i tekniske anvisninger.

NOVANA-overvågningen af ynglefugle var i 2012 koncentreret om bl.a. fjordterne, havterne og sortterne.

Der blev kortlagt i alt 66 par fjordterner, hvilket er det største antal nogensinde. Havterne udviste en stigning i antallet (i forhold til 2011) til 42 par og fandtes desuden ynglende for første gang i Østerild Fjord. Bestandsniveauet er imidlertid på et meget lavt niveau sammenlignet med tidligere. Sortterne steg markant i forhold til 2011 til i alt 38-45 par. De fik i alt 7 flyvefærdige unger.

Resultaterne af overvågningen af trækfugle i Vejlerne præsenteres ikke i denne rapport, men resultaterne findes i databaser på Institut for Bioscience.