Hvor vandløbene skærer sig gennem landskabet på vej mod søer, fjorde og hav mødes vandets og landets natur. Mødet sker i en zone langs vandløbene, den såkaldte ripariske (vandløbsnære) zone, som er af stor betydning for både land- og vandlevende insekter samt for andre arter, der lever af og i samspil med disse insekter.

Den ripariske zone er stedet for fødesøgning, formering og spredning af både vandlevende og landlevende arter. Den er derfor af central betydning for mange arter, lige fra sommerfugle og vårfluer til fisk, fugle og pattedyr. De er alle afhængige af det fødegrundlag, som en sund riparisk zone tilbyder. Mange af de insekter, man kan finde som larver eller nymfer i vandløbene, begiver sig som voksne op i den ripariske zone eller endda videre ind i de omgivende arealer for at parre sig og for nogles vedkommende søge føde. Disse arealer vil i dagens Danmark ofte være helt eller delvist præget af landbrug.

På Aarhus Universitet har forskere i et projekt finansieret af Miljøstyrelsens program for bekæmpelsesmiddelforskning under kontrollerede forhold set på, hvor følsomme udvalgte voksne vandløbsinsekter, der lever på land, er over for to insektmidler. Forskerne undersøgte følsomheden over for insekticiderne Karate og Confidor hos seks arter af vandløbsinsekter med forskellig størrelse, levetid og fødevalg.

Det viste sig i undersøgelserne, at alle arter var følsomme over for begge insektmidler, at deres følsomhed var forskellig, og at denne følsomhed for de voksne insekter ikke kunne forudsiges ud fra deres følsomhed som vandlevende nymfer og larver.

Ud fra undersøgelser af, hvor store mængder af sprøjtemidler, der ved marksprøjtning kan føres med vinden ud i markomgivelserne, peger forskerne i rapporten på, at marksprøjtning sandsynligvis udgør en risiko for nogle af de voksne vandløbsinsekter.

Vandløbsinsekters livscyklus (skematisk og generaliseret).    

Sammenligning med honningbien

Størrelsen af risikoen afhænger af, hvornår der sprøjtes i forhold til, hvornår de voksne optræder. Dette har forskerne undersøgt med modeller og kan på den baggrund udpege en gruppe af arter med egenskaber, der gør, at de er særligt udsatte for at blive påvirket. Disse arter er altså i betydelig fare i den ripariske zone, hvis naboarealerne er sprøjtede marker.

En sammenligning med data for honningbien viste, at de voksne vandløbsinsekter i mange tilfælde er mere følsomme end honningbien. Den mængde sprøjtemiddel, som slog halvdelen af testdyrene ihjel (LD₅₀), var op til 4700 gange mindre for den mest følsomme af de arter, der blev undersøgt, når man ser på dosis pr. individ for vandløbsinsekter og honningbien.

Honningbien er den art, som oftest bruges ved test af pesticiders negative effekter i forbindelse med godkendelsen af stofferne. I undersøgelsen af de voksne vandløbsinsekters følsomhed anvendte forskerne samme testmetode, som anvendes ved test af akut giftighed hos honningbien.

Intet parringsritual

I løbet af den periode de voksne vandløbsinsekter opholder sig uden for vandløbet, parrer de sig, og bagefter lægger hunnerne æg på planter, grene eller sten i vandløbet – eller lige over dette.

En del af AU-forskernes undersøgelser af effekter af insekticider på de voksne vandløbsinsekter drejede sig derfor om, hvorvidt ikke-dødelige doser af de to insektmidler påvirker parringsadfærd og æglægning. Denne undersøgelse blev kun gennemført med vårfluen Agapetus ochripes, et af de seks udvalgte insekter.

Med de to insekticider fandt forskerne en tydelig påvirkning af parringsadfærden. De voksne vårfluer udførte ikke den typiske parringsadfærd, hvor hannerne trommer på for eksempel grene, og vinger og antenner løftes og bevæges hurtigt.

Sådanne effekter kan have betydning for artens formering og bestandenes størrelse. Undersøgelserne viser ikke, om denne effekt er generel for andre insekter, men det er ifølge rapporten sandsynligt. Det var ikke muligt i det begrænsede forsøgsmateriale at konkludere, om insektmidlerne havde indflydelse på æglægningen.

Nye risikovurderinger eller beskyttelse

Selv om forskningen har vist, at de voksne vandløbsinsekter, som opholder sig langs vore vandløb, er følsomme over for insektgifte, ved vi endnu ikke ret meget om, hvilke arter, der reelt bliver påvirket, eller om påvirkningen har en betydning på bestandsniveau. Måske lægger de overlevende vandløbsinsekter generelt så mange æg, at mængden er rigelig til at kompensere for dem, som bliver dræbt af sprøjtemidler og ikke får lagt æg.

Projektet undersøgte ikke, om døde og døende insekter er giftige for de arter af fisk, fugle, krybdyr, padder og pattedyr, som spiser dem, eller om insektgiftenes effekter er så store for den samlede mængde insekter, at det reelt er fødebegrænsende for de større dyr.

Forskerne anbefaler derfor i rapporten grundigere undersøgelser for afdække behovet for at tage særligt hensyn til de landlevende voksne vandløbsinsekter i risikovurderingen af sprøjtemidler og/eller ved at beskytte dem via bestemmelser for, hvordan sprøjtninger med insektmidler skal udføres.

Det kan dreje sig om, hvornår der må sprøjtes, i lighed med de regler, der skal beskytte honningbien. Eller det kan være skærpede krav om brug af særligt sprøjteudstyr, som mindsker afdriften af sprøjtemidler til den ripariske zone eller udlægning af usprøjtede beskyttelseszoner omkring udvalgte vandløb.

Resultaterne er beskrevet i rapporten https://www2.mst.dk/Udgiv/publikationer/2019/10/978-87-7038-117-8.pdf samt en videnskabelige artikel https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S0045653519320387?via%3Dihub

. Derudover er baggrunden for vores undersøgelse beskrevet i en artikel doi.org/10.1111/1365-2664.13048.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Marianne Bruus, mbp@bios.au.dk  eller Morten Strandberg, mts@bios.au.dk.