Aarhus Universitets segl

Vådlagt lavbundsjord holder kvælstof tilbage - men afgiver fosfor

To års målinger ved Runkenbjerg i Vejle Ådal viser, at et vådlagt lavbundsareal tilbageholder en del af det tilførte kvælstof. Samtidig blev der begge år transporteret mere fosfor ud af området, end der kom ind.

Overfladisk udløb til Sogneskelsgrøften. (Foto: Rasmus Jes Petersen).

Vådlægning af lavbundsjorder er et centralt virkemiddel i den grønne arealomlægning, men effekten på næringsstoffer afhænger af områdets hydrologi og belastning. 

I et vådlagt lavbundsareal ved Runkenbjerg blev omkring 35 procent af det tilførte kvælstof således tilbageholdt, mens området havde et nettotab af fosfor og organisk stof. Det fremgår af den videnskabelige rapport “Vand og stofbalancer for det vådlagte lavbundsareal, Runkenbjerg”, som DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har udarbejdet for Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Den procentvise kvælstofretention – hvor meget kvælstof området tilbageholder - var forholdsvis høj, men den samlede mængde var beskeden med blot 6,6 kilo kvælstof pr. hektar om året. Det skyldes blandt andet, at det 18,4 hektar store område har et lille opland og derfor modtager forholdsvis lidt kvælstof.

En del af kvælstoffet blev ifølge rapporten efter alt at dømme fjernet mere varigt gennem denitrifikation, hvor bakterier omdanner nitrat til frit kvælstof, og gennem ophobning i organiske sedimenter.

Erosion kan forklare tab af fosfor
For fosfor var billedet et andet. Området havde ifølge rapporten en nettoeksport af fosfor i begge måleår (0,4–0,5 kg pr. hektar). Tabet af fosfor bestod især af partikelbundet fosfor, og dette tab kan ifølge forskerne blandt andet hænge sammen med erosion. Området tilbageholdt dog opløst, reaktivt fosfor, især om sommeren, og de målte tab af total fosfor var betydeligt lavere end de 1,6 kg, som var estimeret i den tekniske forundersøgelse.

Målingerne viser også, at vandets vej gennem området har stor betydning. Fortsat grødeskæring i et gennemgående vandløb begrænsede oversvømmelsen af arealet og dermed kontakten mellem vandløbsvandet og den vådlagte jord. Øget oversvømmelse kunne derfor potentielt have øget kvælstoffjernelsen, skriver forskerne.

Resultaterne præsenteret i rapporten viser, at vådlægning af kulstofrige lavbundsjorder kan mindske kvælstoftransporten. Effekten er dog beskeden, når oplandet er lille og kvælstofbelastningen lav. Samtidig kan områderne også afgive fosfor og organisk stof, og det bør indgå, når de samlede miljøeffekter af vådlægning skal vurderes.

Undersøgelsen omfatter ét område og to usædvanligt våde år. Resultaterne kan derfor ikke uden videre overføres til alle danske lavbundsprojekter.

Læs rapporten: Vand og stofbalancer for det vådlagte lavbundsareal, Runkenbjerg her.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi ved Tenure Track-forsker Rasmus Jes Petersen, institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.