Tilbagegang i ynglende skarver ophørt
Det går igen fremad for bestanden af ynglende skarver i Danmark. I 2012 var der 27.109 par ynglende skarver, og det er 1.567 flere par end i 2011. Det fremgår af den årlige opgørelse over Danmarks ynglebestand af skarver fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet.
Bestanden af ynglende skarver lå i årene 1993-2006 forholdsvis stabilt på i gennemsnit 39.000 par, men flere forhold har tilsammen ført til en nedgang i ynglebestanden, herunder faldende udbud af føde, hårde vintre og beskydning i nogle af fuglenes overvintringsområder. Et yderligere forhold, der har medvirket til at nedbringe antallet af ynglende skarver, er Naturstyrelsens forvaltning af udvalgte kolonier af hensyn til fiskebestandene og fiskeriet.
Naturstyrelsens tiltag finder sted dels for at begrænse størrelsen af nogle af de eksisterende kolonier, dels for at undgå at skarverne får succes med at etablere nye kolonier. I kolonier, hvor skarverne har rede på jorden, består indgrebet oftest i at sprøjte madolie på æggene. Forældrene fortsætter da med at ruge, men der kommer ingen unger.
Skarverne havde kolonier eller forsøgte at danne kolonier på i alt 64 lokaliteter i Danmark i 2012. Det hidtil højeste antal lokaliteter med ynglende skarver i Danmark er 66; det blev registreret i 2010.
Størrelse og placering af de danske skarvkolonier i 2012
De seneste års udvikling i Danmark minder om udviklingen i skarvbestanden langs den tyske og polske Østersøkyst samt i Sverige. I Sverige gennemførtes således en landsdækkende optælling i 2006 og en næsten landsdækkende optælling i 2009. Resultaterne tyder på, at den samlede svenske ynglebestand af skarver toppede med 44.000 par i 2006, hvorefter bestanden er gået tilbage.
I Finland faldt antallet fra 16.000 par i 2009 til 14.400 par i 2010, men i 2011 og 2012 er antallet igen steget til 17.700 henholdsvis 17.100 par ifølge det finske miljøforskningsinstitut SYKE.
Kontakt: Seniorforsker Thomas Bregnballe, tlf. 8715 9017, tb@dmu.dk
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi
Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.
Danmarks ynglebestand af skarver i 2012. Thomas Bregnballe & Ole Roland Therkildsen. DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet. 12. s
Notatet