Med den nye metode opgøres antal ulve i forårsbestanden omtrentligt ved at gange antallet af kobler med syv. Et nyt notat redegør for, hvordan man bestemmer antallet af ulve per kobbel, samt hvordan ulvebestandes størrelse opgøres i resten af Europa.

Den direkte årsag til at skifte metode var, at ulveovervågningen ikke længere havde ressourcer til at overvåge hver enkelt ulv i Danmark, de øgede analyseomkostninger og den voksende ulvebestand taget i betragtning.

Efter at Danmark har fået adskillige kobler, var det dog under alle omstændigheder biologisk mere retvisende at overgå fra at opgøre bestanden i antal individer, hvilket er naturligt for en bestand under etablering, til at opgøre den i yngleenheder, når bestanden er etableret. Denne metode anvendes blandt andet også for fugle.

Ulveovervågningen har siden juni 2024 fremhævet, at hvis antallet af analyserede DNA-prøver per ulv forbliver på det lavere niveau i forhold til tidligere og i forhold til den voksende ulvebestand, kan det blive nødvendigt i fremtiden at korrigere det estimerede antal individer i forhold til forventet dødelighed og udvandring.

Da der fra politisk hold er blevet sat spørgsmålstegn ved den ny opgørelsesmetode, har DCE på anmodning af myndighederne i et nyt notat, redegjort for hvilke faktorer, som påvirker forholdet mellem antallet af individer og antallet af kobler, samt hvordan antallet af ulve opgøres i resten af Europa.

I marts 2025 indstillede den nationale overvågning endelig til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), at den danske ulvebestand fremover bør opgøres som antal kobler (par med unger), par (kommende kobler) og enlige, revirhævdende ulve (kommende par) fremfor fortsat at forsøge at estimere det samlede antal individer.

Flest ulve om sommeren, færrest i foråret
I den nye metode, hvor denne korrektion indgår, beregnes det omtrentlige antal ulve i forårsbestanden ved at gange antallet af kobler med syv. Denne omregningsfaktor, som tidligere har været benyttet af DCE i forbindelse med et rådgivningsnotat fra 2023, er baseret på en anbefaling fra IUCN. Her anbefales antallet af ulve i vinter/forårsbestanden til at blive sat til mellem 6 og 8 gange antallet af kobler.

Som det fremgår af det nye notat, varierer forholdet mellem det totale antal individer og antal kobler i en bestand, både i løbet af året og fra bestand til bestand.

På årsbasis er antallet af individer i ulvebestande således altid højst om sommeren, lige efter hvalpene er født, og lavest i april, dvs. før årets hvalpe fødes. Forholdet mellem antal ulve og antal kobler vil derfor typisk være lavest om foråret.

Forholdet mellem antallet af ulve i bestanden og antallet af kobler, øger med den gennemsnitlige kobbelstørrelse og med andelen af ulve i bestanden, som ikke er tilknyttet et kobbel. I en bestand i fremgang, vil andelen af enlige ulve og ulve, som lever som par, kunne være højere end i stabile bestande, af den simple grund at de endnu ikke har nået at få unger.

Beregning af forårsbestanden i andre lande
Redegørelsen viser, at alle lande opgør ulvebestande ud fra antallet af kobler og par. Omregningsfaktorerne varierer fra fem til ti ulve per kobbel på tværs af landene.

Den laveste omregningsfaktor benyttes i Belgien. Her regnes med fem ulve per kobbel fra den gennemsnitlige kobbelstørrelse om vinteren.

Herefter følger Grækenland og Tjekkiet som ud fra opgivne tal for antal ulve og antal kobler rapporterer 5,5 ulve per kobbel. Tjekkiet opgør deres ulveantal som antal kobler gange med fire plus antal par ganget med to.

Tyskland bruger tilsyneladende samme opgørelsesprincip som Tjekkiet. Her passer de rapporterede tal overens med at antallet af ulve opgøres som antal kobler gange seks plus antal par gange to. Totalt set svarer dette til 6,3 ulve per kobbel.

Spanien opgiver et sted en omregningsfaktor på 6-8 og et andet sted en omregningsfaktor på 7-8.

Litauen opgør deres omregningsfaktorer til 8 ulve per kobbel.

Finland bruger 9 ulve per kobbel som omregningsfaktor.

I forhold til andre lande i Europa, skiller Sverige sig ud ved som det eneste land at have undersøgt systematisk, hvor mange ulve, der er i bestanden i forhold til antal kobler. Dette gøres om efteråret, dvs. før årets ulvejagt starter. På dette tidspunkt vil der i gennemsnit være ni ulve i bestanden for hvert kobbel, men forholdet svinger fra år til år. Af traditionelle grunde fastholder Sverige dog en omregningsfaktor på ti ulve per kobbel for efterårsbestanden. Samme høje faktor benyttes af Estland.

Læs den fulde redegørelse her: Sunde, P. & Olsen, (2025) Omregningsfaktorer fra antal kobler til antal individer i ulvebestande. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 12 s. Fagligt notat nr. 2025|47

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Peter Sunde, Professor ved Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, psu@ecos.au.dk / +45 20 63 07 04.

Kent Olsen Videnskabelig chef og seniorforsker ved Naturhistorisk Museum Aarhus. kent@nathist.dk  / +45 40 27 20 30.