Renere luft i Danmark: Sundhedsskadelige partikler mere end halveret siden 2010
Nye målinger af luftkvaliteten viser en stabil udvikling og store forbedringer igennem årene. Danmark er allerede nu foran EU-krav for 2030 på alle områder. Alle forureningsstoffer viser faldende niveauer, bortset fra ozon, der er i svag stigning.

Luftkvaliteten i Danmark er fortsat god og levede i 2024 op til alle gældende grænse- og målværdier for de vigtigste forureningsstoffer. Det viser en ny teknisk rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Rapporten er udført for Miljøministeriet. Målingerne viser generelt samme niveau som i 2023, og koncentrationerne ligger alle under de nuværende grænser.
Faktisk viser rapporten – ”Status for måling af luftkvalitet i 2024” – at Danmark allerede nu opfylder de skærpede grænseværdier, som træder i kraft med det reviderede EU-luftkvalitetsdirektiv i 2030. Det gælder for alle luftkomponenter – med undtagelse af ozon, hvor en langsigtet målsætning først skal være opfyldt i 2050. Rapporten viser målinger af blandt andet kvælstofdioxid (NO₂), ozon (O₃), partikler (PM₂,₅ og PM₁₀), kulilte (CO) og svovldioxid (SO₂) fra 14 målestationer i hele landet.
Langsigtet fremgang i luftkvaliteten
Rapporten dokumenterer en markant forbedring af luftkvaliteten siden 1980’erne. Kvælstofoxider (NOₓ) i byområder er faldet med op til 85 %, og sundhedsskadelige partikler (PM₂,₅ og PM₁₀) er reduceret med henholdsvis op til 65 % og 60 % siden målingernes begyndelse. Antallet af ultrafine partikler er også faldet betydeligt, især i København, hvor der er målt et fald på 70 % siden 2002.
Det gennemsnitlige eksponeringsniveau for PM₂,₅ – som bruges til at måle befolkningens sundhedspåvirkning – er faldet med 52 % siden 2010. Årsmiddelværdierne for PM₂,₅ for alle stationerne, lå i 2024 mellem 5,9 og 7,9 µg/m³. Det er langt under både nuværende og kommende EU-grænseværdier på 25 og 10 µg/m³. Ifølge rapporten skyldes den langsigtede forbedring især fald i udledninger fra vejtrafik og brændefyring.
Ozon – en særlig udfordring i byerne
Ozon er den eneste komponent, hvor niveauet ikke er faldet. Tværtimod er der målt svagt stigende niveauer i byområder. Det skyldes paradoksalt nok, at udledningen af andre stoffer – især NOₓ fra biler – er faldet. NOₓ hjælper med at nedbryde ozon i luften, men da der udledes mindre NOₓ, nedbrydes der også mindre ozon. I 2024 blev EU’s langsigtede målsætning for ozon overskredet på alle danske målestationer undtagen én. Danmark overholder stadig de gældende grænseværdier for ozon, og EU’s langsigtede målsætning for ozon træder først i kraft i 2050.
Danmark godt på vej mod 2030-krav
Rapporten vurderer resultaterne ud fra det nye EU-luftkvalitetsdirektiv, som træder i kraft i 2030. Her bliver flere grænseværdier for luftforureningskomponenter sat ned. Men de danske målinger for 2024 viser altså, at Danmark allerede nu overholder de kommende krav for luftforureningskomponenter for 2030.
Læs rapporten ”Status for måling af luftkvalitet i 2024” her. For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE ved specialkonsulent, Claus Nordstrøm, Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet på cno@envs.au.dk eller tlf. +45 93 52 26 61.