Rekordmange truede fugle har succes med at yngle i særligt område i år
En målrettet indsats for at begrænse antallet af rovdyr omkring truede fuglearter har gjort 2024 til et rekordår for ynglefuglene på Tipperhalvøen i Vestjylland.
Et nyt fagligt notat, som DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har udført for Miljøstyrelsen, viser at 2024 har været et af de mest succesfulde år i nyere tid, når det gælder ynglefuglene og deres held med at få unger på vingerne på Tipperne.
Tipperne er en halvø, der ligger i Vestjylland i sydenden af Ringkøbing Fjord. Tipperhalvøen er kendetegnet ved vidstrakte enge omgivet af lavvandede vige i fjorden. Dette kombineret med de ofte fugtige enge er perfekte forhold for flere arter af vadefugle. For engfugle og brushane er Tipperne et af de vigtige områder i Europa. Tipperhalvøen er også vigtig for rastende vandfugle, der kommer på træk forår og efterår.
Vækst blandt truede engfugle
Notatet viser en vækst i antallet af engfugle. Der har været fremgang for vibe, stor kobbersneppe, rødben, brushane og klyde. De har alle haft stor succes med at yngle på Tipperne i 2024.
Det skyldes især, at der siden 2018 er blevet sat præventivt ind imod rovdyr som ræv og mårhund. Siden 2018 har jægere holdt øje med rovdyrbestanden og løbende nedlagt nogle af rovdyrene, hvilket har betydet, at svindet i æg fra rederne og af unger fra engene var lavt i 2024.
I alt blev 65 % af yngleparrene af engfugle senere registreret med unger, og det er den højeste andel, der er målt på Tipperne, siden man begyndte at overvåge engfuglenes ynglesucces. Begrænsningen af ræve og mårhunde har haft en klar positiv effekt på engfuglene, der ellers generelt har oplevet nedgang over en lang årrække.
Største antal ynglefugle i årtier
Øen Fuglepold ved Tipperne har oplevet et boom af fugleyngel. I 2024 etablerede en stor koloni af klyder og hættemåger sig på øen, og de havde en høj ynglesucces. 110 klydefamilier blev registreret med unger. Til trods for, at antallet af klydepar fra 1996-2021 har svinget imellem 10-140, har der på intet tidspunkt være mere end 20 succesfulde ynglepar.
Men fra 2022-2024 er antallet af succesfulde ynglepar næsten fordoblet hvert år. For første gang i 32 år er der også sket en markant vækst i antallet af hættemåger. Der har ikke været mere end 40 ynglende par i årene 1992-2022. I 2023 steg antallet til 256 par og i 2024 steg antallet yderligere til hele 650 par.
Den målrettede regulering af rovdyr som ræv og mårhund siden 2018 har spillet en central rolle i årets succes. Dette år på Tipperne markerer et særdeles positivt vendepunkt for fuglebestandene i området, hvor både truede arter og mere almindelige engfugle har haft en bemærkelsesværdig ynglesucces.
Læs notatet ”Ynglefugle på Tipperne 2024” her. For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE ved seniorforsker, Thomas Bregnballe, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet på tb@ecos.au.dk eller tlf. +45 87 15 90 17.