Biokul er et trækulagtigt produkt, som dannes ved pyrolyse af biomasse. Biokul dannes som et restprodukt i de fleste brande, for eksempel i skovbrande eller når heden blev brændt af i gamle dage. I dag bliver det produceret som en lovende teknologi til lagring af CO2.

Råmaterialet kan være tørstof fra slam, planterester eller andre kilder. Valget af råmateriale til biokul påvirker den opnåede nettokulstofbinding her nu og i fremtiden.

Anvendelse af biokul på landbrugsjord er en potentiel strategi til at reducere udledningen af drivhusgasser. Biokul kan ses som et kulstoflager, der er mere permanent sammenlignet med andre bindingstiltag. Kulstoffet bliver med andre ord ført tilbage til jorden – og bliver der længe.

I en videnskabelig rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet har forskere for Landbrugsstyrelsen beskrevet en række økonomiske instrumenter, der kan fremme brugen af biokul på landbrugsjord, men også de faldgruber, som forskellige typer støtte kan udgøre.

Inputbaseret eller råmaterialeafhængigt?
Usikkerhed om effekten af kulstofbinding ses generelt som en udfordring, når man skal overveje forskellige måde at fremme lagringen af biokul. Alt efter hvilke støtteordninger, der vælges, er der konsekvenser for samfundsøkonomien.

Et såkaldt input-baseret tilskud til biokul kan ifølge rapporten være baseret på størrelsen af det areal, hvor kullet bliver pløjet ned, mængden af biokul, der bruges eller mængden af kulstof i det anvendte biokul.

Et mere omkostningseffektivt alternativ vil ifølge forskerne være at indføre en miljøstøtte, hvor niveauet af støtten justeres i forhold til biokullets holdbarhed som lager over tid. Effekten på kulstofbindingen på kort og lang sigt afhænger nemlig af valget af det råmateriale, og processen der bruges til at producere biokul.

En anden mulighed er ifølge rapporten at se biokul som en kompensationsforanstaltning eller endda ved at integrere biokul i et såkaldt cap-and-trade-emissionsmarked – altså handel med CO2-kvoter.

Uanset hvilke støtteformer man vælger, vil det påvirke markedet for biokul og biomasse fra landbruget. Her peger forskerne på, at en omkostningseffektiv tilgang derfor vil kræve, at man samtidigt støtter alle andre måder at binde kulstof, som for eksempel efterafgrøder eller at sprede slam eller lade planterester ligge på marken, ved hjælp af en konsekvent tilgang med tilsvarende økonomiske incitamenter.

Læs rapporten ECONOMICALLY EFFICIENT ECONOMIC INSTRUMENTS FOR INCREASED USE OF BIOCHAR ON AGRICULTURAL LAND her (OBS: Rapporten er på engelsk)..

For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE ved professor Katarina Elofsson, Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet på katarina.elofsson@envs.au.dk eller tlf. 22126682.