Aarhus Universitets segl

Naturbaserede løsninger kan skabe bæredygtig kystbeskyttelse

Ifølge en ny rapport kan naturbaserede løsninger skabe effektive og bæredygtige tiltag mod stigende oversvømmelsesrisici i kystområder.

Blandt andet brugen af saltmarsker, ålegræsenge, østersrev og strandfodring kan reducere oversvømmelsesrisici, mindske erosion og forbedre kystområders modstandsdygtighed. (Foto: Colourbox).

Klimaforandringer skaber en stigende risiko for oversvømmelser i danske kystområder. Det skaber flere udfordringer og nødvendiggør øget fokus på kystsikring af områder i risikozoner.

Kystsikring er en både bekostelig og udfordrende opgave. Men en ny videnskabelig rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet for Miljøministeriet viser, at naturbaserede løsninger (NbS) og hybride løsninger kan være et mere bæredygtigt alternativ til traditionelle beskyttelsesmetoder.

Naturbaserede løsninger udnytter naturlige processer til kystbeskyttelse, mens hybride løsninger kombinerer naturlige og tekniske tiltag. Disse løsninger har ikke kun potentiale for at reducere oversvømmelsesrisici, men kan potentielt også bidrage til øget biodiversitet og forbedret vandkvalitet, hvilket vil være positivt for klima- og miljøbeskyttelse på flere måder.

Saltmarsker og østersrev
Naturbaserede løsninger kan ifølge rapporten styrke kystlinjernes modstandsdygtighed mod oversvømmelser og erosion ved at arbejde med naturlige processer. Løsninger som opbygning af ålegræsenge, saltmarsker og østersrev mindsker bølgeenergi, stabiliserer sediment og skaber levesteder for biodiversitet.

Ved for eksempel at genplante ålegræsenge på havbunden kan man stabilisere sediment og forbedre vandkvaliteten. Desuden kan tiltag som strandfodring, genoprettelse af klitter og stabilisering af klippekyster mindske erosion og beskytte mod stormfloder.

Samtidig fremmer NbS biodiversitet, lagrer kulstof og skaber rekreative værdier, hvilket gør dem til en helhedsorienteret tilgang til kystbeskyttelse.

Behov for standardiseret forskningsstrategi
Rapporten viser, at der – trods voksende interesse for NbS i Danmark – er brug for mere forskning på området. Der er et behov for at udvikle en standardiseret tilgang til forskningen, der kan sikre en bedre forståelse og udnyttelse af naturbaserede løsninger. En sådan standard bør ifølge rapporten integrere miljømæssige, sociale og økonomiske dimensioner for at muliggøre sammenlignelige resultater på tværs af undersøgelser.

Dette vil skabe en mere omfattende indsigt i både fordele og omkostninger ved NbS og understøtte deres bredere anvendelse i kystbeskyttelsesstrategier. Samtidig peger rapporten på et behov for rammer, der kan vurdere effektiviteten og den økonomiske levedygtighed af NbS i forhold til traditionelle, menneskeskabte løsninger inden for kystsikring.

For at styrke udviklingen af naturbaserede løsninger anbefaler rapporten, at der fremadrettet udvikles en målrettet forskningsstrategi. Denne strategi bør fokusere på følgende nøgleområder:

  • Standardisering af evalueringsrammer
    Udvikling af fælles rammer for at evaluere NbS' omkostningseffektivitet og langsigtede ydeevne, hvilket muliggør bedre sammenligninger mellem projekter og regioner.
  • Kontekstspecifikke casestudier
    Lokal forskning i danske kystområder for at analysere de miljømæssige, sociale og økonomiske forhold, hvor NbS fungerer bedst, sammenlignet med traditionelle infrastrukturløsninger.
  • Cost-benefit-analyser
    Indsamling af data om både direkte omkostninger og medfølgende fordele som biodiversitet, kulstoflagring og rekreative muligheder for at få et fuldt billede af NbS' værdi.
  • Langsigtet overvågning og adaptiv forvaltning
    Oprettelse af overvågningsprogrammer, der følger NbS' præstationer over tid, og sikrer, at løsningerne kan justeres efter skiftende forhold.
  • Scenariobaseret modellering
    Brug af modeller til at forudsige NbS' effektivitet under fremtidige forhold som stigende havniveauer og hyppigere ekstreme vejrbegivenheder.
  • Offentlig og interessentinddragelse
    Undersøgelse af borgernes og interessenternes holdninger til NbS for at sikre løsninger, der matcher samfundets behov.

Ved at fokusere på disse områder kan forskningen styrke implementeringen og effekten af naturbaserede løsninger i Danmark.

Læs rapporten “Nature-Based Solutions for Flood Risk Reduction”  her. For yderligere oplysninger kontakt DCE ved adjunkt Julian Richard Massenberg, Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet på jrm@envs.au.dk eller tlf. +45 87 15 06 26.