Luftkvaliteten i Danmark bliver stadig bedre
Ny status over udviklingen af sundhedsskadelige stoffer i luften viser, at luften i Danmark bliver mindre og mindre forurenet.
Den luft, vi indånder i Danmark, bliver målt for en række forurenende stoffer og partikler. Nu har forskere gjort status for luftkvaliteten i 2020 og vurderet udviklingen i luftkvaliteten på basis af målingerne, der udføres i forbindelse med det nationale luftprogram. Set over en årrække er luftkvaliteten blevet markant forbedret.
Resultaterne er netop blevet offentliggjort i et nyt notat fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Notatet er udarbejdet for Miljøstyrelsen i forbindelse med delprogram for luft under NOVANA.
I notatet præsenterer forskerne årsmiddelværdier og de øvrige parametre, som anvendes i forbindelse med grænse- eller målværdier fastlagt i EU’s luftkvalitetsdirektiv. Resultaterne for 2020 bliver sammenlignet med grænse- og målværdier, og det vurderes også i rapporten, om der er sket overskridelser af målsætningerne.
Færre partikler - også fra udlandet
Notatet viser, at der er sket et betydeligt fald for hovedparten af de sundhedsskadelige luftforureningskomponenter fra 2019 til 2020, og at alle grænseværdier er overholdt ved målestationerne i det danske netværk af målestationer.
I notatet har forskerne illustreret udviklingen for de forskellige sundhedsskadelige kemiske komponenter i luftforureningen. Det gælder kvælstofdioxid (NO2), kvælstofoxider (NOx), ozon (O3), carbonmonoxid (CO), svovldioxid (SO2), partikler mindre end henholdsvis 2,5 og 10 µm (PM2,5 og PM10) samt partikelantal.
For eksempel kan man i notatet se, at luftens indhold af de fine partikler (PM2,5) er faldet betragteligt siden målingerne begyndelse i 2008. Faldet er meget ensartet på alle målestationerne, hvilket er fordi den største del af de fine partikler er langtransporteret til Danmark fra kilder i de omkringliggende lande og det øvrige Europa.
Udviklingstendens for årsmiddelværdier af de fine partikler, som er partikler med diameter mindre end 2,5 µm (PM2,5). Den stiplede linje angiver grænseværdier for årsmiddelværdien af PM2,5 i henhold til EU’s luftkvalitetsdirektiv. Gade angiver at målestationen er placeret i vejsiden, mens bybaggrund angiver at målestationen er placeret væk fra trafikken for eksempel i en park eller på taget af en højere bygning.
COVID-19-restriktioner gav færre udledninger
Ifølge notatet er det forskernes vurdering, at faldet fra 2019 til 2020 skyldes det løbende fald i udledningerne og faldet i udledningerne som følge af restriktionerne i forbindelse med COVID-19. Endvidere har de naturlige variationer i de meteorologiske forhold også været medvirkende til ændringerne fra 2019 ti 2020. For eksempel regnede det udsædvanligt meget i februar 2020, hvilket har udvasket en større del af partiklerne fra luften end under normale meteorologiske forhold.
Det er ikke udarbejdet en endelig vurdering af COVID-19-restriktionernes effekt på luftkvaliteten i 2020, da der endnu ikke foreligger resultater fra de mange kemiske analyser af de opsamlede partikelprøver og endnu ikke er foretaget modelberegninger for 2020.
I forbindelse med udgivelsen af årsrapporten ”Luftkvalitet 2020” vil der blive givet en mere detaljeret vurdering af effekten af COVID-19-restriktionerne. Effekten af COVID-19-restriktionene vil derfor kun blive omtalt kort i forbindelse med notatet.
Læs notatet "Status for måling af luftkvalitet i 2020" her.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved seniorrådgiver Thomas Ellermann, tlf: 51489584, mail: tel@envs.au.dk.